mandag den 20. januar 2020

Stjernekyse

Så blev der ét stk færdigt strik - det første i år!
En stjernekyse størrelse baby.



Opskriften er fra superdesigneren Lene Holme Samsøe...
som altid en noget nær PERFEKT opskrift...pind for pind, med præcise angivelser af fx maskeantal for hver gang man har strikket en pind i mønsteret. Og med flotte, velplacerede og gennemtænkte aflukninger så stjerneformen fylder smukt ud på baghovedet af kysen...
Ren lykke at sidde og se det vokse frem mens man arbejder sig gennem mønsteret!



Der er kun ros og atter ros fra mig - jeg elsker at følge hendes opskrifter!

Og så en slet skjult opfordring til, at andre strikker denne kyse, for det var nærmest en lille undren
der fik mig til at sige JA - vi gør det, da en af mine voksne døtre kom med forslag om, at det var denne kyse hun gerne ville lave.
Der er nemlig INGEN der har lavet den... altså...på ravelry, forstås!
Men dét er alligevel mærkeligt!

Der er ikke mange opskrifter af Lene Holme Samsøe der ikke har et vist antal projekter
lagt ind på ravelry!
Men ikke Stjernekysen her...

Dét har den så nu!
Ét projekt - og snart 2 gætter jeg på - for vi strikkede den nemlig synkront, datteren og jeg,
mens hun var her hjemme hos os i tre dage, med sin herlige flok af dejlige børn!

Og kun 2 dage tog det mig - der er kendt for at være en laaaangsom strikker - at strikke kysen!





Naturligvis afbrudt af alle de almindelige weekend-aktiviteter!

Med det extra lille krydderi, at der var ikke bare vores egne 3 yngste og super teenagere at være forældre for og lave mad, transporterer og snakke med, men nu også fire særdeles kære og dejligt livlige og snakkesaglige børnebørn fra 1-8 år!

Nå ja, og så deres mor - vores egen 2. ældste!

Men hun klarede jo sig selv ...OG havde naturligvis samtidig ansvaret for at trøste, nusse, fodre og tørre af, amme, putte, flette hår og klæde de fire småbørn på.

Så jeg er sikker på, at hendes strikkeprojekt Stjernekyse er liiidt længere undervejs end mit var!

Men - hun er jo dels en haj til at strikke - se bare hendes FØRSTE flerfarveprojekt og samtidige FØRSTE større sweater UDEN opskrift!- og dels kom hun faktisk så langt på de dage, at jeg gætter på kysen kun tog hende 3-4 dage fra start til slut!

Vores datter er også på ravelry, så jeg håber hun lægger den færdige Stjernekyse op på hendes projektside - og SÅ er der to der har lavet den smukke kyse!

Jeg strikkede i garn fra lageret, extrafine merino 120 fra Hjertegarn!
Absolut IKKE et yndlings-garn, men det er blødt som smør og det kan vaskes i maskinen - og det er to vigtige ting, synes den der skal give kysen væk!
Jeg synes det gør garnet godt at strikke det liiidt til den fastere side - og ville jo lave en baby størrelse - så derfor strikkede jeg på pind 3 og 2½ mm.

Ældste barnebarnet - som jeg egentlig skal strikke et pandebånd til - i samme garn og i regnbue- fik smag for kysens udformning og vips bestilte hun en i str. 8 år...mon ikke vi kan finde ud af det...i syrlig GUL!





Opskriften findes i bogen Kærlighed på pinde - men også som solo købeopskrift. 

Se ravelry for køb... eller endnu bedre; brug dit bibliotek og lån bogen!



Ingen kommentarer: