Vi fandt dem i morges, efter et døgns søgen.
To små killinger - født i kassen med pigekjoler, gemt i kælderen! Fik indrettet fint leje oppe i stuekøkkenet. Alt godt - morkatten lader de små die og forlader dem kun når hun er sulten og går på kattebakken. Så ligger hun sig atter til rette med de to nye killinger! Alt ånder fred og idyl og ammerådgiveren, menneskemoderen er fuldt tilfreds med den meget unge kattemors attitude.
Under flytningen af killingerne noterede jeg dog, at den ene - hankillingen (med 1:1mill. sikkerhed fordi den er RØD) er vældig lille bitte - næsten halvt så lille som sin storesøster ( køns-vurderet med samme sandsynlighed, fordi den er trefarvet!). Efter nogle timer kan jeg ikke dy mig for at få de to små på vægten; hunnen er 125 g. tung - og lillebror er kun 55 g. !!! Det er dog ikke meget.
Børnene tjekker hvad killinger almindeligvis vejer; mellem 90 og 165 g!!!
Nu er den lille røde koldere - selv når han ligger hos morkatten. Og han er stoppet med at spise.... suk!
What to do?
Jeg er ikke i tvivl om MIN indstilling. Ikke spor i tvivl og meddelte både naboen, der er her om noget helt andet, men som tilbringer en rum tid med at flytte og holde den lillebitte røde hankat, fordi hun vil ha den killing til at tage fat - og alle mine søde børn, at jeg ikke vil gøre noget for killingerne!
Jeg har den holdning, at havde vi ikke fundet dem i kælderen osv. så var der ikke noen der blandede sig og den killing ville kun ha overlevet hvis den skulle overleve!!! ´
Det er for mig et dyr - og dyr skal ikke holdes kunstigt i live med varmemadras og sutteflaske mm.
Den killing skal kunne sutte selv, den skal kunne dét en killing skal kunne, for at overleve! Den skal ikke holdes igang for MIN skyld og for at jeg kan udholde at den er her.
Den skal leve, fordi den er!
Ingen af os ved om den fx er behæftet med fejl i organerne, i tarmen eller andet - og det er mig meget, meget fjernt at tillægge menneskelige følelser for sådanne dyr.
Jeg er klart et "kattemenneske" - jeg er meget, meget glad for katte - har ikke været uden katte i de sidste 30 år og ønsker det absolut heller ikke. Men jeg er naturlig realist og jeg ville aldrig bruge penge på fx dyrelæge for at redde en killing der udviser denne tendens! Aldrig!
Præcis som jeg ikke vil stå op om natten for at lukke en kat ud eller ind på sære særlige tidspunkter - den må leve sit liv med naturlige hensigter - katte er natdyr og derfor kommer vores katte ud om aftenen, når jeg bestemmer, at det er sengentid for mig! Og ind om morgenen når de dukker op fra deres nattevandring. Og de får, når de er voksne, kun mad een gang i døgnet. De mest Unaturlige indgreb vi gør, er dels loppekure (- og det er udelukkende for vores egen skyld!) og dels neutralisering! Punktum!
Den unge kattemor før hun blev med killinger! En trefarvet lidt særligt udseende hunkat!
En af vores tidligere røde katte, Mister Bones
Er de syge dødende eller andet, så skal de have fred - også for mine menneskelige følelser af sorg over at sådan et lille kræ ikke skal leve!
Et kuld killinger født i 2010 af vores kat Karla/Kleo (ja, vi blev bare aldrig enige!)
Gudrun med lækre Albert
En rigtig missekat!
Een af vores egne kattekillinger fra 2010 - der desværre kom ulykkeligt af dage ved at lege med børnenes fordboldmål i et ubevogtet øjeblik og fik hængt sig selv... uhyggeligt og gråden ville ingen ende tage... forståeligt nok!
En af de utallige hyggestunder
Jeg håber, han bare har lidt start-vanskeligheder, ham den lillebitte - og at den nænsomme kattemors omsorg kan holde ham i live......
