NYT INDLÆG....

Jep, der er i dag et nyt indlæg her på den stille blog.

Jeg har været fraværende - herinde - men ikke i mit virkelige liv.
Rigtig mange har sendt søde, dejlige og bekymrede hilsner til mig privat, fordi her var så stille. Tak for hver og en - det er godt at vide sig set og savnet.

Min fraværs-periode skyldes en så voldsom, uforberedt ubehagelighed, som jeg ikke vil skrive om her - men har været aldeles ufrivillig!
Ingen er mistet, men noget er forsvundet i mit liv. Det kommer næppe tilbage - ikke i sin oprindelige form i alle tilfælde. Men det skal blive ok igen - anderledes for altid, men ok! Og jeg finder også trangen, lysten og evnen til at skrive blogindlæg igen. Dét tror jeg på...

Først og fremmest så er der LYST til at lave flere indlæg - og den lyst vil jeg - upåagtet den og dét der svækkede og stækkede mig sidste år - forfølge.
Det er også en måde at finde tilbage til min indre ro og balance igen! Til at være lige præcis mig og holde fast i min måde at være på!

Derfor bliver der nu atter gang i bloggen om HERLIGE HVERDAGE!

FANTASTISK UGE

 DET HAR DA I SANDHED VÆRET EN
FESTLIG OG BEGIVENHEDSRIG UGE AT VÆRE FORÆLDRE I.

 

`

Onsdag eftermiddag blev Niels student og fik et 10-tal i huen

Hans forældre var revnefærdige af stolthed

Onsdag aften dimitterede Agnes ved en flot hjtidelighed på Friskolen i Skive

og endnu engang måtte forældrene være revnefærdige...

Og dagens to midtpunkter forevigede inden der var dømt
hhv. "café med hue på" og festmiddag ved dimissionen

Agnes holdt talen fra dimissionsklassen

Og 17 meget glade 9.klasses elever i festtøj og store smil
tog formelt afsked med Friskolen
SÅ klar til at rykke ud i livet rundt omkring

Torsdag middag anløb en lastvogn fyldt med meget glade
hue-bærende studenter til Kvosted City
og indtog vores langborde, hundredevis af pølsehorn,
pizzasnegle,kirsebør, blommer og vandmelon, mange, mange guldkarameller
og kander med vand (!) og anden drikkelse

De var glade, lettede, stolte og lidt overstadige...

meeeen...hue eller ej, en bold bringer et eller andet op i unge mænd!

Rasmus får hold på klassen og de synger en skøn farvel og
tak for mad sang - flerstemmig! De er jo dog en musikklasse!!

Smukke unge syngede mennesker....

Ombordstigning...

Klar til afgang....

FAAAARRRRRVEEEELLLL....
sang og bægerklang,
høje, glade råb og dytten af horn kunne vi høre mange kilometer på vej....

Og tilbage var kun...småpigerne og oprydning!

I count my blessings...

Ha - de kan da snakke, skrive og interviewe om denne depri mandag, om formlen der beviser det og om vejret, vinteren, katastroferne, krisen og alt det andet der jo kan trække ned og ned og ned og....
Fortæl hinanden og os alle alt det de vil om denne særligt deprimerende dag... for der er da så rigeligt at gå og tillade sig at vælge den deprimerede tilgang til!

MEN jeg kender en kur. En nem, ligetil, sund og kærlig kur. Og en ganske virksom én - hvis altså man vil det, tager det alvorligt og gør sig den ulejlighed at løfte blikket lidt op og ud...

COUNT YOUR BLESSINGS, MY DEAR!

Simpelt og enkelt og helt og aldeles ufarligt!
Men den kræver mod, ærlighed og selvudvikling.
Det nytter ikke at følge trop som lemminge og feje af sted mod de vedtagne dogmer for deprimerende adfærd.
Man skal finde sit indre mod, sine rette fornemmelser og feje støvet af de lyserøde brilleglas og TURDE se på sig selv og alt det man har af velsignelser.... for de er der!

Store og små, tydelige og glemte, særlige og ensartede, nye og gamle... alle disse velsignelser der af og til har det med at drukne i vores navlebeskuende og kritiske adfærd....
Og så vores tiltagende angst for at blive for selvfede, for lallende glade for selvfølgelighederne.... ej, så hellere ha lidt at være vred og ked over. det er som om det er mere legalt...




Der er søren-danse-mig NOK at glædes over - så lad os bare komme igang!

Jeg starter med det simpleste og mest dyrebare jeg har; Livet!