Nogle af mine bekendte har lige taget en rutsjetur gennem hele følelsesspektret og er bumlet hen over knoldet landskab af etik og moral.
Efter en del snak mellem os svigtede modet dem, så de endte med at lade sig besnære af den gængse holdning; at man skal tage imod de tilbud er er i forhold til risikovurdering og fosterdiagnostik for enhver gravid i dagens Danmark.
Men jeg blev med denne oplevelse holdt fast i mit eget etiske og moralske landskab ved at debatterer med dem hvorfor og med hvilke overvejelser vi gennem mange graviditeter altid har valgt den slags undersøgelser fra. Jeg blev kraftigt påvirket, fordi jeg jo holder af dem som de mennesker de også er – og fordi jeg er så ked af at der ikke er mere positiv tanke om det at skabe liv end at man vil gå langt for at fejlfinde.
Ved et tilfælde fandt jeg en dag et tidsskrift hvor emnet blev behandlet som tema – og jeg følte det atter tungt da det blev behandlet så frygteligt ensidigt.
Men dét der virkelig fik mig helt op af stolen var overskiften på en af landets aviser forleden;
” Afslag på sen provokeret abort i Danmark – fik den i England”
I artiklen fortæller et ungt, dansk par, at de føler sig ”dybt krænkede” og at de har indgivet en klage til Folketinget. En klage over, at de ikke kunne få lov til at få udført en sen provokeret abort, da det ved scanning viste sig, at deres kommende barn var behæftet med en fejl.
For dette par var fejlen med til, at de ikke fandt deres barn perfekt, og de tog til England hvor sene provokerede aborter er tilladt - og ikke skal igennem et abortsamråd som herhjemme i Danmark. I England er der fri abort frem til 24. graviditetsuge.
Parrets ønskebarn viste sig ved en scanning i 20. graviditetsuge at mangle venstre underarm!
Den unge kvinde fortæller, at de anser den manglende underarm for at være et stort handicap og at det gør livet begrænset for dem og dette barn.
- ”Der er erhverv barnet aldrig vil kunne få, sport det ikke kan dyrke og hvis det ikke er psykisk stærkt, kan det få et meget vanskeligt liv”.
Oh ve, oh ve…. De ønskede sig et perfekt barn – parret står frem med navns nævnelse og det gør det for mig ikke bare mere troværdigt – det er ikke en tilfældig historie, det er den skinbarlige sandhed! De mennesker findes – de mener det sådan som de fortæller – de står ved deres sandhed!!!!
Tænk, det synes jeg er til at blive endnu mere ulykkelig over! Så kan jeg ikke engang lulle mig selv i ro med, at det nok er stærkt overdrevet eller helt løgn.
Det ER virkeligheden – og den må jeg som læser nødvendigvis forholde mig til…
Og især fordi kvinden, der så groft overskrider min grænse for hvad vi helt objektivt bør kunne tillade os, om ét år er færdig som læge …. LÆGE!!! Hun skal i fremtiden stå og tage beslutninger om liv eller død, for både børn og voksne. Hun kommer til at tage sig af de der fx har været ude for ulykker, som er født handicappede i en eller anden grad. Hun skal give kommende forældre mod på livet med deres barn – hun skal måske føre skalpellen ved et kejsersnit på en mor, der får et handicappet barn… eller en mor der er i højrisikogruppe fordi hun er overvægtig, ikke helt ung og har tre børn i forvejen….
Og værst af alt; måske skal hun e n dag være den læge JEG giver min dejlige – men handicappede søn – i armene, og beder hende hjælpe os! Ikke med at fjerne dette ”defekte” liv men med at holde ham i live – med at give ham livet eller med at sørge for, at han beholder sit liv. Hvor uperfekt det end, i hendes øjne, må synes…..
Derfor er jeg da glad for, at kende denne kommende kvindes navn - og for altid vil hendes navn da være i min bevidsthed – af frygt for engang at skulle lade mig eller min barn behandle af en læge der helt officielt har denne ”perfekte” livsanskuelse. Det vil jeg ikke turde – for som denne kvinde beskriver sit forhold til mennesker er der ikke meget håb for andre end de der er gennemperfekte…….
Tænk, om hendes næste barn – ved scanning – ser perfekt ud – og derfor får lov at leve og blive født, og så viser sig at have …epilepsi eller en læbe-ganespalte, eller en genetisk defekt i hjerne der gør barnet er autist!
Eller tænk om barnet er perfekt i - lad os sige 4 år – og så kommer ud for en ulykke, der gør at barnet mister venstre underarm. Kan vi så forvente, at denne mor og far sorterer dette barn fra? Nu gælder jo samme overvejelser (- ”Der er erhverv barnet aldrig vil kunne få, sport det ikke kan dyrke og hvis det ikke er psykisk stærkt, kan det få et meget vanskeligt liv”), som hun har blottet, da hun var 21 uger henne og fandt ud af, at barnet manglede venstre underarm!
Kan man så sorterer et barn fra – væk, pist! Ud af mit perfekte liv.
Og jeg kan blive helt svedt ved tanken om alle de, for os almindelige uperfekte dødelige, små ting i livet med børn, der sikkert heller ikke henhøre under det perfekte; skæve tænder, sengevædning ud over 7 år alderen, ordblindhed, stammen, nærsynethed eller helt blind, døvhed, og sådan kan man jo bare selv fortsætte listen…..
Jeg nærmer mig det ubegribelige i den holdning til liv. Ked af at det er sådan man-vi-mennesker kan få lov at tillade os at gøre med det dyrebareste af alt, LIVET!
Jeg tror ikke, man behøver at bekende sig til nogen form for religion for at enes om at livet er dyrebart – det er på det nærmeste en éngangs-fornøjelse vi får, når vi bliver til.
Det er knageme da med at bruge den fornuftigt – og ikke tage den drejning, at man bare kan få sig et nyt, hvis ikke man kunne lide den indpakning, dette kom med…
Der er en slags forkælethed som ikke kommer af kærlighed! Det KAN den holdning ikke gøre…den kommer af en opfattelse af, at livet ikke er noget dyrebart.
Vil jeg lade mig behandle af en læge der mente sådan?
I artiklen fortæller kvinden, at det sørme ikke har været en let beslutning – det har kostet. Hun har ligget sammenkrøllet på sofaen derhjemme i to uger, mens ansøgningerne om sen provokeret abort blev behandlet. Hun har forsøgt at ignorer alle små spark fra den lille dreng i hendes indre, der endnu var frisk og i live – på vej til at vokse sig stor og stærk – men altså uden en underarm i den ene side….
Jeg er meget lidt tilbøjelig til at have ondt af at hun har ligget sammenkrøllet på en sofa og haft det skidt. Det var synd og så kan hun jo se om den oplevelse bliver den eneste hun gennem et helt perfekt liv skal komme ud for.. det tror jeg ikke – det håber jeg ikke, for så ville jeg synes hendes liv er ufatteligt fattigt!
Vi lever og ånder med hjerne og hjerte – ingen af delene skal vi slå fra – og det kræver at vi tager imod når livet byder sig til.
I Georgien er der optræk til krig, andre steder ER der krig. I Rumænien er der titusinder af fattige og sultne. Der døde 147 i en flyulykke for nylig – mon deres pårørende tænker, at det var godt, for deres liv var jo heller ikke så perfekte…tror du?
Flere danske soldater har efterladt sig pårørende hjemme og er draget ud for at tage sig af og drage omsorg for et krigshærget land og befolkning. Nogle af disse kommer hjem med ar på sjælen og på deres legeme – nogen kommer aldrig hjem. Mon dét er ok, hvis ikke de levede det perfekte liv? Nogle børn sniffer lim og ryger heroin – børn i skolealderen. Andre snitter i sig selv og for nogle – alt for mange - ender det med reelt selvmord – før de blev 12 år. Disse unge er måske ikke fra perfekte liv – er det så lige meget? Der er børn der må leve med ydmygelser, med vold og misbrug – almindelige børn – med begge arme. Tror vi, at de ville bytte for en enkelt underarm?
Hvad er et perfekt barn? Hvori består det perfekte?
Er det når intet går galt, intet gør ondt, intet mærkes?
Jeg vil ønske at vi alle kunne se hinanden i øjnene og vise alt det frem der også er vores liv, at vi altid er i live, er autentiske og ægte i livet. At vi evner at fylde det med alt dét, der giver livet mening; glæde, sorg, forandring, nærvær, rummelighed, omsorg, fællesskab, tillid, kontakt, forståelse, accept, impuls, nydelse og liv!
PS. Jeg er IKKE modstander af den frie abort i Danmark, men den ligger af indlysende grunde FØR 12. svangerskabsuge!PPS. og jeg ønsker at der bliver åbehed og mere fokus på følgerne for den enkelte efter en provokeret abort, handlemulighederne hvis man vælger at beholde barnet og en øget respekt for livet.
