WOW for en dejlig dag… hin lørdag

Forleden – ja, det er faktisk ved at være 10 dage siden - var jeg af sted til min første strikke-kom-sammen – og med tøven tog jeg af sted til Skægkær, hvor Hanne holdt Påske-strik-in… Men det blev med lige så megen tøven, at jeg endelig fik taget mig sammen til at forlade stedet igen – for WOW for en dejlig eftermiddag - og aften - jeg fik mig dér!!

Der var fra første minut hygge over hele linjen.

Strikkepindene glødede allerede lystigt da jeg ankom – kun små 20 minutter forsinket! Og når når man får en sms hvor der står, at man glæder sig til at se mig, så er det jo ikke svært at få fut i den røde bus og drøne sydover, vel?! ikke engang når man er lidt smågenert og føler sig en anelse fremmet! (Dét gik nu lynhurtigt over sku' jeg hilse og sige!!)

Der var masser af strik at se på, garnprøver der skulle gramses lidt på, et par modeller der skulle prøves og farver der skulle debatteres og overvejes – og lige vendes endnu engang! Der var tøj, ting, veste og kjoler som vi skulle se og mærke på, finde labels på og frydes over HVOR godt klædte den der bar den, og alt det andet der kunne beundres og nydes af alle! Og sidenhen blev der i den grad grinet godt igennem, af skøre oplevelser, sjove påfund, rappe replikker og hjertelige komedier… det var bar’ dejligt!

Jeg hyggede mig så godt, at det var temmelig svært at tage sig sammen til at dampe mod Kvosted city igen…..måske skyldtes det også en smule af det bugnende kagebord … og sidenhen en god del af den fuldfede feta og den delikate salat – nå ja, og så dét der pæne stykke – eller skal vi være ærlig og sige to (store) – stykker af Hannes gode lasagne!!

Uhmmm, hvor det var lækkert!

(alle fotos er desværre fra aftensmaden - men det var fordi det var så hyggeligt hele tiden at jeg helt glemte at få kamerate frem i tide - dvs. mens det var garn og pinde der var fremme - nu blev det spisefotos i stedet!!!Men det gjorde vi nu også dejligt meget!)

Jeg kom hjem i højt humør, med smil på læben og når jeg tænker på hver og én der gav sig fuldt og helt på denne dag, bliver jeg så glad! Og det er bestemt ikke sidste gang jeg kommer af sted – HVIS jeg nu er heldig og blive inviteret igen en gang!!!!????

"Mentalt retarderet"... come on

Hen over morgenmaden i dag spørger den 14 årige lavmælt;
"Så er Lars Løkke statsminister nu?"
"Ja det er han" svarer jeg
- hvortil lillebror Lauritz der ellers sidder fordybet at knokle med en vogn med anhænger, som ikke lige vil dét som han gerne vil ha den til;
"Ja, det sagde de i fjernsynet igår, ikk' mor? Du så det, mor - det ER ham Lars Lykken, igår - da jeg hvilede mig, mor?!"

Diagnose; Mentalt retarderet i middelsvær grad????

Armene omkring min hals - de holder hårdt....han har svært ved ikke at bruge alle sine kræfter på een gang - hvad enten han vil være kærlig og give knus og kram eller han vil hælde saft op i en kop.... alle muskler tager fat og han anstrenger sig voldsomt....

Nu flytter han begge hænder op og tager fat omkring mit hoved...boink; hans pandeskal - der MÅ være lavet af beton - stødes hårdt mod min pande...jeg mærker et knæk i min ømfindige nakke og han presser sin pande hårdt mod min... jeg ømmer mig lidt ... men stopper da han sige; "Jeg ka li dig, mor"!!!!

Det bliver sagt med tryk på alle ord, med en stemme så kraftfuld, at mindre end det halve vil svare til det almindelige stemmeleje, som de fleste af os bruger.....

MEN for søren...alle disse detaljer er så inderligt ligegyldige... for samme lille, stærke unge er jo ham, som jeg, både direkte og indirekte, må slås med flere gange om ugen. Kæmpe med fordi han får en total nedsmeltning... uforudsigeligt og helt uden at det er gennemskueligt HVAD det er der tænder ham! En nedsmeltning af sådanne dimenssioner, at jeg er nødt til at være en lidet favnende mor for at holde bare nogenlunde sammen på både ham, mig og resten af flokken.... Sådanne nedsmeltninger får mig til at være stresset i timer bagefter.

Være ud af mig selv og være i uro indeni.

Være tankefuld, overveje for og imod, finde fejl jeg begik og få røde øren af al den manglende pædagogik der føj omkring os....

Men lige nu og her, med hans tydelige kærligheds erklæring til mig, dér synger det bare dybt nede fra mit moderhjertes dyb..."Han ka li mig, han ka li mig...la la la tra la la laaaa"...

Alt dét der for og med andre af vores børn er så let og ligetil, så tydeligt og så behageligt, positivt ensidigt - alt dét er så ugennesigtigt, uforudsigeligt, voldsomt, komplekst og til tider også direkte SVÆRT med ham her.....!

Men når så det lykkes, når der er kontakt og der er en fornemmelse for tilhørsforhold, kærlighed, tillid og nærvær, så skal jeg da lige love for at hjertet vrides rundt og klemmer i brystet!

For det er så pokkers stort - også selv om jeg kan forstå med min hjerne, og ved af erfaring og fordi jeg er gennem år er fyldt af alt mulig viden om autisme og autistiske reaktioner, at det er en her og nu tilkendegivelse......ægte i nuet og helt klart dybfølt.

Den kærlighed og det tilhørsforhold skal, som med alle andre børn, styrkes dag for dag - men med vores autistiske søn skal det vedligeholdes, påmindes og fastholdes HVER eneste minut...for hans skyld, for hans gode udviklings skyld og for vores skyld!

Derfor vil mit ønske for i dag - World Autisme Awareness Day - være, at ALLE der har med autisme at gøre, har den mindste forbindelse til autister og har indflydelse og muligheder, også får indsigt og forståelse - ikke bare accept, men FORSTÅELSE - nok til at være ÅBNE, LYDHØRE og MODIGE, så alle forældre til autistiske børn kan mødes af og indgydes den åbenhed, den lydhørhed og lige netop det mod der skal til, for at hver og een kan få overskud, opbakning, kræfter, indsigt, og alt det andet der skal til, så de kan/vil og tør knytte sig til deres autistiske barn på lige netop DERES måde......