tirsdag den 28. marts 2017

FARVER ...gør godt

Jeg har jo ikke ligefrem for lidt projekter igang....
T V Æ R T I M O D !
Og dagen er brugt på at samle alle de mange mange ting-igang sammen.
Sortere dem.
Gennemgå dem 
Fjerne de få jeg kunne få mig til at ribbe op!!!!
Sætte mærker på de øvrige - med indhold i posen og pinde nummer og deslige!
Og så skal de jo stables på plads igen...i ordnet rækkefølge....
Dejligt.
Overskueligheden indfinder sig...og det kan jeg så godt lide!



Så derfor gik starten på et hæklet tørklæde...i fine stærke farver...til MIG SELV! Da....


Det trænger jeg nemlig til...og selv om jeg gerne vil, at det skal være blødt og i gode farver 

så kan jeg ikke få lyst til en ren bomuldsklud om min hals!!!

Jeg vil altid gerne ha' uld, tak!



Så vi må flexe lidt...



Bruge farverne fra det superbløde, delikate og lækre Lana cotton 212 fra Hjertegarn.


Dér er ingen pangfarver..ikke noget skarpt eller ups-farver i det garn. 

Meeeen det er såååå bløøøødt. 


Lækkert at strikke og hækle af og fabelagtigt at have på! 
Uhm-faktoren er for mig oppe i gear!






Og så må jeg mixe med lidt andet...lidt Trunte - også fra Hjertegarn - og et par grønne farver fra Hjertegarns Cottonwool 350 - fordi jeg har det og fordi dér er lidt flere pang-farver - og så er det ren uld!


Og så lidt Rasmilla i udvalgte farver - som jeg også har på lager. 
Og en enkelt farver i højlandsuld, fordi der også er en del på lager i den ønskede farve....



Jeg er vild med det...i hvert tilfælde som farverne er her nu...der er så mange forskellige,
at det kan passe til hvad som helst ...eller til....ingenting!








lørdag den 18. marts 2017

KÆRLIGHED...og en masse derimellem


Der er egentlig ganske lidt jeg har absolut brug for i mit liv,
men der er til gengæld meget som jeg
V I R K E L I G ælsker fylder mit liv....med liv!



Kærlighed; at høre til, være nær, have værdi 

og relationer - det er vist basis for mig 
- som for så mange andre!


Er det ikke i orden, så falder det meste sammen....

Er der bevidst og stærk kærlighed i og omkring mig
- ej, men så er der i n g e n grænser for, 
hvad jeg kan klare, udholde og leve med!

Ting bliver så ligegyldige og ufattelige små 

i denne sammenhæng.

Vist er jeg glad for ting; 
vores gamle hus, vores pålidelige men ret så gamle bil,
vores overbærende bankrådgiver.
Ny maling til hus og vinduer vil jeg også blive glad for. 

De små svenske løbere, fra IKEA, der dækker
på vores miserable stengulv er jeg meget tilfreds med.

Vores gamle, lettere bedagede dampstrygejern,
det er jeg også taknemmelig for! 

Og maden der hver dag rammer mit liv ind,
mit håndarbejde, min mobil, vores kamera...

Jow, der er naturligvis masser af TING 
jeg er meget glad for at jeg har!

MEN;

der er sørme ikke meget ved at have en mobil 

- men ingen at ringe til! 


Ikke meget ved at lave god mad til mange 

- for kun at spise det alene!

Hvis ingen glædes over den nystrøgne skjorte
 så er strygejernet ikke et must osv. osv.


Så langt de fleste af de ting, jeg kan glædes over, 

er ligegyldigheder, hvis ikke jeg har kærligheden,
relationerne og nærværet med de mennesker jeg elsker!

fredag den 17. marts 2017

GENOPLIVNING....

SÅ fik jeg nok ...af IKKE at blogge!
Der må en genoplivning til .. så jeg går strax igang igen!




"The secret of changing 

is to focus all of your energy, 

not on fighting the old, 
but on building the new"
                               Socrates

fredag den 4. december 2015

4. december 2015

Julekortet fra 1989 blev en del anderledes end de øvrige år 
– i stedet for at tage et foto af børnene, så blev det én af ældste barnets ”tilfældige” tegninger – af vores lille familie! 




Det særlige her er naturligvis at jeg, moren, er tegnet med en baby i maven! 
Vores ældste datter var blot lige fyldt tre da hun tegnede denne her tegning med mor, far, lillesøster, en baby i mors mave OG hende selv. 

 Masser af familier med flere børn har den type tegninger. 

 Men jeg bliver alligevel rørt når jeg ser denne her; så lille et menneskebarn – og dog en tydelig fornemmelse for hvem vores familie bestod af! 

Jeg tror valget faldt på at bruge tegningen som julehilsen, fordi vi havde to ting imod os; 
tid var den ene faktor, den anden var penge. 

Tror ikke der var særlig mange penge at gøre godt med og dermed blev det en billig måde at få lavet de ca. 30 julekort jeg sendte ud….. 

Jeg havde arbejdet i den kommunale tandpleje i et års tid…vi havde haft børnene i pasning, men taget dem ud af den ordning igen – og passede dem nu selv… på skift. 

Den yngste var passet ude i noget der lignede 1½ måned – så meldte vi hende ud igen. 
Hun reagerede voldsomt på at være i pasning. 
Det var et ganske godt og helt gennemsnitligt pasningstilbud hun blev sat i – men hun var – og er – sensitiv og vi kunne fra dag 1 i pasningen, mærke en tydelig forskel på hendes balance, hendes overskud ..og nå ja, store ord, men simpelthen hendes trang til at være os andre nær – hendes savn af os og af hendes søster.

Ældstedatteren var også startet i pasning ude. 
Lidt efter hendes 2½ års dag var hun startet i pasning nogle timer 3-4 dage om ugen. 
Hun kunne lide at lege der …men kunne også lide at komme hjem igen! 

Da jeg startede på at arbejde fik hun pludselig lange dage ..og det kunne vi mærke på hende. 
Så hver gang far havde fridage på hverdage blev hun hjemme i stedet. 

Og da vi besluttede os for at stoppe pasningen af hendes lillesøster tog vi også samtidig hende, vores ældste barn, ud af pasning. 
Det skortede ikke på uopfordrede anbefalinger fra alle folk omkring os! 

INGEN syntes vores tiltag var gode. 

INGEN troede på, at det ville fremme noget som helst
for vores børn, at de skulle passes hjemme.


I N G E N ! 
Undtagen os selv… 

Men det var blevet for meget for os, vi ville jo lave familie – så at vælge at leve adskilt i noget der lignede hele dagen – fra 7 morgen til 4 eftermiddag – føltes ikke som det bedste. 

Vi savnede simpelthen hinanden, alle sammen!!!! 

Vi savnede at kende til vores børns dagligdags gøren og laden. 

Savnede at være deres primære personer. 

Savnede at være dem der påvirkede dem og åbnede livet for dem. 

Vi havde derfor besluttet at passe dem selv …på skift og for en periode, indtil jeg atter skulle på barsel! 

For med den 3. graviditet vidste vi, at min arbejdstid jo var begrænset. I starten af 1990 skulle jeg atter gå fra og på barsel. 

Så for en tid levede vi med, at vi to voksne så ikke fik helt så meget tid sammen som vi plejede. 

For med udsigten til at skulle have en hverdag med to småpiger til at fungere, blev det sådan at far arbejdede aftenvagter 3-4 gange i ugens hverdage, og flest mulige weekender, og dermed var den der havde det daglige arbejde med begge børn. 

Mor arbejdede alle hverdage fra 8-15.30 og når far så var på vej til vagt, havde vi en 16 årig pige, fra området hvor vi boede, der kom og legende med begge børn på legepladsen en halv time, indtil jeg kom cyklende hjem og overtog pigerne igen.

Hjemme med børn var der en skreven besked (Jep! Dette var jo før mobil og sms-tiden havde indfundet sig!) hvor farmand kort havde noteret hvordan formiddagen havde været for tøserne og ham, måske var maden gjort klar til, bare at skulle sættes over eller varmes. 

Vasketøjet fik jeg så lov at ordne - enten sammen med pigerne eller om aftenen inden sengetid...og nåede jeg det ikke så var der jo en anden hjemme igen hele dagen efter! 

Så jeg kunne lege og være der sammen med vores børn, og nyde de timer jeg havde hjemme, uden ulvetid, og uden drama og kaos, fordi dét der skulle laves i familiens liv var enten gjort om formiddagen, af deres far eller sammen med pigerne, eller også kunne det udskydes til weekenden, hvor der så var lang tid til at klare de forskellige hverdagsting! 

Morgenerne var rolige - der var jo kun een der skulle ud af døren til bestemt tid. 
Der var ingen tasker at pakke, ingen extra tøj at skulle speed vaske og pakke ned igen. 

Var pigerne syge, uoplagte eller sov længe var det bare en fjer i hatten, at der altid var en forælder hjemme uanset! 
Det var virkelig lykken i mange henseender.... 

Men det betød knap så meget tid for os to voksne sammen…
og betød også, at vi voksne ikke sådan umiddelbart fik dækket vores trang til alene-tid! 

Og den del var hård – men vi glædede os over, at jeg så havde laaaaang sommerferie (6 uger!) hvor vi levede et mere, for os, ”normalt” familieliv med den ene voksne hjemme 24/7 og den anden af sted på arbejde nogle timer hver uge… og al arbejdsfri tid SAMMEN! 

For det var simpelthen sådan vi gerne ville leve. 

 Så det blev vores prioritering. 

Og hen gennem efteråret 1989 havde jeg ferier og fridage jeg tog af og så sad vi der, julen 1989, med en 3 årig på skødet, en 1½ årig der sov sig gennem juleaften med feber - og så en livlig baby i maven, der sparkede for at sikre sig, at vi huskede hendes snarlige ankomst til vores familie. 

Og med udsyn til, at jeg kunne gå på barselsorlov umiddelbart efter nytår – og gøre klar til at vi skulle modtage vores 3. barn…. 

Vi var i dén grad i trivsel….

3. december 2015

Med vores 3. julekort var året 1988.


Nu er der, som forventet, hele 2 børn på kortet
- i bad, den ældste med lidt børneeksem i mundvigen og med nærmest ”sort blik” fra den frække nummer to!

Hun er næsten 8 måneder og svær at styre når de var i bad – deraf farmands hånd i et godt greb om den unge dames skulder og arm!



Vi var nu to – trætte – forældre, til to helt igennem livlige, skønne småpiger.

Bare en lille uge efter, at vi var blevet til en familie på 4, indløb besked om, at vi skulle flytte fra Kbh. til det midtjyske pga. arbejde …

Det var nærmest mere end 6 år tidligere end beregnet, men tog vi ikke imod muligheden, kunne det blive svært at få en stilling herovre senere – og manden min ville så gerne ”hjem”.

Sådan er det jo når man vælger en ægte jyde til sin udkårne.

Selv var jeg militær-datter og dermed vant til at være nomade!!
 Jeg har gået på ikke færre end 7 forskellige skoler og haft tilsvarende antal adresser inden jeg fyldte 17 år!
Så jeg vidste, jeg kunne falde til hvor som helst og dermed blev det ham, den eneste ene, der fik mulighed for at afstikke kursen!

Med en baby på et par uger og en stor, lille 1½ år gammel tumling drog vi til Jylland – og billedet er fra vores lejlighed i et boligkompleks midt i Viborg.

To sunde pigebørn i en stor orangerød balje… .

Vi havde det godt, om end det var en væsentlig opgave at skabe familieliv med to børn så tæt.

Allerede der, på billedet, havde det dog vist sig at holde helt stik med vores forventninger om,
at de to ville få meget glæde af hinanden;
de var virkelig hinandens modsætninger i mangt og meget, men de passede – og passer stadig - vældig godt sammen!

Jeg var på barsel og begge piger var hjemmepassede… og tanken om at det skulle fortsætte, var begyndt at spøge i vores tanker…

Vi boede billigt, skyldte ikke penge væk, vidste at den udkårne var sikret arbejde og vi nød at være sammen med vores piger dagen lang…

Så vi var på begynderstadiet mht at tænke det ind, som den måde vi ville leve vores familieliv på….

Vi var glade for vores liv og hverdage – også dengang!

onsdag den 2. december 2015

2. december 2015

Julekort-tour – en slags julekalender!

Se nu her – julekortet fra 1987 – hvem synes ikke at dette lille ansigt gav hele livet mening?


 

Nå ja, det synes hendes forældre i alle tilfælde; at hun var så vanvittig dejlig at leve med – og for – at vi lod hende optage al pladsen på årets julekort!

Velvidende at det blev sidste gang hun prøvede det!

For i min mave lå næste barn jo allerede og var næææsten færdig og klar til at forsyne vores førstefødte med den bedste gave; søskende!

Og mig??

Ja, jeg havde oplevet at blive væltet totalt omkuld rent følelsesmæssigt, være i et limbo af kaos og vokse med glæden og det altfortærende kærlighed der kom til at fylde endnu mere hos os end vores selvfede kærestefællesskab!

Sådan helt kliché-agtigt fortalt, så blev vores datter her, en naturlig forlængelse af vores kærlighed til hinanden … vi var ikke bare hinandens, vi havde i fællesskab taget imod en gave, modtaget et menneskebarn og gjort os til guides i hendes liv!

Og for hende vil vi gå gennem ild og vand, og sikre at de der smukke øjne, alle de viltre krøller og al den nænsomme, temperamentsfulde personlighed fik mulighed, grobund og evig forsikring om, at mindst TO mennesker altid vil elske hende – uforbeholdent og uden regning!

Det var i sandhed en kæmpegave at blive forældre!
En øjenåbner af rang!
Jeg var først slået helt omkuld, alle mine eller så fint pakkede mentale skuffer, som jeg normalt selv bestemte over, var blevet rykket ud og indholdet lå i en pærevælling og skulle i den første tid som mor, sorteres og finde helt nye pladser inden i mig og for mig!

Det var voldsomt, hjertevridende og absolut ikke for sjov!

Og da hende, på julekortet, var omkring de 10 måneder, synes jeg simpelthen livet var beriget i ubegribelig høj grad, så jeg var pludselig langt fra den indstilling jeg blot to år tidligere havde haft om, at jeg overhovedet aldrig – som i O V E R H O V E D E T A L D R I G skulle have børn i mit liv!

Jeg var klar til at doble vores ”flok” af afkom, i året der fulgte!

Så denne skønne, særlige dejlighed… nød den sidste jul som enebarn i 1987

1. december 2015

Hvordan mon en julekalender-tour vil tage sig ud - med alle vores foto-julekort..?

Det kan blive præcis ET foto pr dag...for fra 1986 til 2010 brugte vi at sende fotos
( årh...og en enkelt tegning!) afsted til de mange folk vi sendte - og sender - papir julekort til.

Forleden ville jeg samle alle årene sammen og lave en væg på kontoret med de mange fotos sat i glas og ramme...og så var det, at jeg tænkte, at når jeg alligevel skulle scanne dem alle ind, så kunne jeg jo lave en rejse i julekort fra HERLIGHEDEN a/s, med et foto hver dag frem til juleaften!

For sjov, for mig selv - og hvem der nu vil more sig med at glo på vort afkom og diverse....gennem 24 år!




Her er det 1986 - og jow, det sker man opdager, at man har gjort ting tidligere, der får tåneglene til at krumme sig helt om under foden...

MEN vi gjorde det; krøb ind i Godthåbsvejens fotohandlers lille julescene, med vores 3 måneder gamle, førstefødte på armen, og sad der, smilende og stolte!

Helt vildt stolte ...og hun var i pink prikket velourdragt....tilpas og afslappet, der i november, og netop over den voldsomme kolik!

Med blot to behandlinger af en fordrejet nakke.
Den massive kolik fra ca. 17 eftermiddag og frem til kl. 05.30
HVER ENESTE aften og nat, gennem de første 6-7 uger, var som blæst væk - forsvundet efter første behandling hos en nænsom kiropraktor - og vi var alle tre som nærmest genfødte!

Og barnet?
Hun blev den mest tilpasse, glade, lækre baby!
ALLE døgnets timer!

Glædelig december!