torsdag den 10. august 2017

Når lysten skal drive værket



Torsdag er fri dag for mig.
Hjemme med skolebørnene, der jo nu sigter mod enden af en superdejlig, afslappende og rigtig god lang ferietid!

Her er ro og godt humør, afslappet morgenslendrian...
Jeg surfer - ja, ja ...bare på nettet, naturligvis! 

Eller "tør-strikker" som det også kaldes blandt strikkefolket!




Her på nettet vrimler det jo med strik...og af og til er der en ting som stort set alle på instagram og facebook går i total selvsving over ...på samme tid - og med samme farveholdning og stort set samme slutprodukt...og det er jo ikke dårligt!
Meeeen måske lidt...k e d e l i g t ??!!


Og alligevel kan jeg da heller ikke sige mig helt fri af at følge med på den galej!
Men jeg har jo et par forbehold - som altid; 


Dels er den trøje der lige nu hitter voldsomt, slet ikke strikket op i MIN størrelse og dels er jeg ikke i en situation der lader mig købe ind af dyrt garn og har jeg et anseeligt garnlager der gerne må skrumpe bare en smule...


Disse to ting gør, at jeg ikke vil få særlig gavn af at købe opskriften, og selv om jeg da gerne, af og til, vil støtte designere, sååå skal der godt nok være noget særligt ved et design for at jeg vil bruge af min meget lille formue, for at købe færdigskrevne opskrifter ind.
Og det "iøjnefaldende, særlige" mener jeg på ingen måde er tilfældet med lige netop denne model; der er virkelig ingen dikkedarer på den trøje!
Ingen...alt er super enkelt, super kendt for strikkere - og helt igennem ordinært - på den fede måde ganske vist!

Men - altså ikke fedt nok til, at jeg vil betale 40 kr. for noget hvor der virkelig
I N G E N  D I K K E D A R E R er!


Så jeg strikker mig en trøje...helt ordinært - med to tråde af lagergarnet og tager udgangspunkt i, at jeg skal have en trøje i to tråde garn der sammen gir en lækkerhed og luftighed jeg gerne vil prøve.

Jeg bruger alt det jeg plejer;
strikker top/down, med ribkant og venderækker til forhøjet nakke, markerer raglan, vælger raglanstilen...og da det er ingen dikkedarer så er der hverken huller eller snoninger, rib eller andet sjov ved raglan-udtagningerne...

Allerhøjest overvejer jeg metoden til de to udtagninger, så de kommer til at ligge sig fint til rette. 
Det bliver deling ved ærmer, og så er det vel glatstrik ned over hele bullen...afsluttende med en ribkant.
Længden bliver så den passer til mig...ligeså forhåbentlig bredden!


Og godt ikke at være totalt afhængig af en opskrift, for måske holder min strikkefasthed ikke hele vejen, med de to typer garn jeg har på lager… selv om de var fine i strikkeprøven!

Nu er halsen lavet …jeg er direkte modstander at rib med 1 ret, 1 vrang - så for at lette min modstand, blev det til rib med drejet ret - oj, det blev fiiint! 

Og så var der brug for venderækker til et lidt højere nakke!
Tror også det er i opskriften, men jeg er ikke sikker…. 


På min skal de være - for at mindske udsynet til min tantepuklen!!! Eller bare for at varme den del af en svag nakke!

Det blev med German Short rows - og det blev SÅÅÅÅÅÅ fint! 

Elsker det… 


Så nu…nogle morgentimers intensitet senere, så står jeg og skifter til p 4 mm og skal ha lavet/valgt min raglan-metode;
Skal der være 1 eller 2 - 
eller slet ingen maske mellem udtagningerne??? 

Hm … hm…. hm…tror lige jeg bager en kage, mens jeg overvejer….

mandag den 7. august 2017

Endnu en dejlig dag i maj


Den dejlige konfirmandinde!

Men inden vi nåede så langt var der jo alle forberedelserne - og her havde vi som så ofte før, hjælp af Verdens bedste arbejdssjak; alle vores børn og deres ægtefæller/kærester!
De er altid villige til at hjælpe med til at vi kan få en skøn fest ud af det!
Og de er alle dygtige og arbejdsomme...vi håber, at vi tydeligt nok skønner på det!

                              Uden mad og drikke dur heltene ikke...arbejds-sjakket får frokost!

                             Dagens skønne konfirmand - og hendes kammerater i Skive Kirke!
























Sådan en konfirmation sætter for mig altid fokus på det skønne med livet, det halvvoksne unge menneskebarn der er på vej....




onsdag den 3. maj 2017

MÆRKE TØJ

Med en snarlig konfirmand i huset,
er der i dette kvartal en del nyt tøj der kommer i hus.


Ikke alle har lige let ved at finde dét
der skal forskønne kroppene...

              Men een ting er - næsten - alle enige om;                mærketøj er .. på nippet til det glade vanvid!


tirsdag den 28. marts 2017

FARVER ...gør godt

Jeg har jo ikke ligefrem for lidt projekter igang....
T V Æ R T I M O D !
Og dagen er brugt på at samle alle de mange mange ting-igang sammen.
Sortere dem.
Gennemgå dem 
Fjerne de få jeg kunne få mig til at ribbe op!!!!
Sætte mærker på de øvrige - med indhold i posen og pinde nummer og deslige!
Og så skal de jo stables på plads igen...i ordnet rækkefølge....
Dejligt.
Overskueligheden indfinder sig...og det kan jeg så godt lide!



Så derfor gik starten på et hæklet tørklæde...i fine stærke farver...til MIG SELV! Da....


Det trænger jeg nemlig til...og selv om jeg gerne vil, at det skal være blødt og i gode farver 

så kan jeg ikke få lyst til en ren bomuldsklud om min hals!!!

Jeg vil altid gerne ha' uld, tak!



Så vi må flexe lidt...



Bruge farverne fra det superbløde, delikate og lækre Lana cotton 212 fra Hjertegarn.


Dér er ingen pangfarver..ikke noget skarpt eller ups-farver i det garn. 

Meeeen det er såååå bløøøødt. 


Lækkert at strikke og hækle af og fabelagtigt at have på! 
Uhm-faktoren er for mig oppe i gear!






Og så må jeg mixe med lidt andet...lidt Trunte - også fra Hjertegarn - og et par grønne farver fra Hjertegarns Cottonwool 350 - fordi jeg har det og fordi dér er lidt flere pang-farver - og så er det ren uld!


Og så lidt Rasmilla i udvalgte farver - som jeg også har på lager. 
Og en enkelt farver i højlandsuld, fordi der også er en del på lager i den ønskede farve....



Jeg er vild med det...i hvert tilfælde som farverne er her nu...der er så mange forskellige,
at det kan passe til hvad som helst ...eller til....ingenting!








lørdag den 18. marts 2017

KÆRLIGHED...og en masse derimellem


Der er egentlig ganske lidt jeg har absolut brug for i mit liv,
men der er til gengæld meget som jeg
V I R K E L I G ælsker fylder mit liv....med liv!



Kærlighed; at høre til, være nær, have værdi 

og relationer - det er vist basis for mig 
- som for så mange andre!


Er det ikke i orden, så falder det meste sammen....

Er der bevidst og stærk kærlighed i og omkring mig
- ej, men så er der i n g e n grænser for, 
hvad jeg kan klare, udholde og leve med!

Ting bliver så ligegyldige og ufattelige små 

i denne sammenhæng.

Vist er jeg glad for ting; 
vores gamle hus, vores pålidelige men ret så gamle bil,
vores overbærende bankrådgiver.
Ny maling til hus og vinduer vil jeg også blive glad for. 

De små svenske løbere, fra IKEA, der dækker
på vores miserable stengulv er jeg meget tilfreds med.

Vores gamle, lettere bedagede dampstrygejern,
det er jeg også taknemmelig for! 

Og maden der hver dag rammer mit liv ind,
mit håndarbejde, min mobil, vores kamera...

Jow, der er naturligvis masser af TING 
jeg er meget glad for at jeg har!

MEN;

der er sørme ikke meget ved at have en mobil 

- men ingen at ringe til! 


Ikke meget ved at lave god mad til mange 

- for kun at spise det alene!

Hvis ingen glædes over den nystrøgne skjorte
 så er strygejernet ikke et must osv. osv.


Så langt de fleste af de ting, jeg kan glædes over, 

er ligegyldigheder, hvis ikke jeg har kærligheden,
relationerne og nærværet med de mennesker jeg elsker!

fredag den 17. marts 2017

GENOPLIVNING....

SÅ fik jeg nok ...af IKKE at blogge!
Der må en genoplivning til .. så jeg går strax igang igen!




"The secret of changing 

is to focus all of your energy, 

not on fighting the old, 
but on building the new"
                               Socrates

fredag den 4. december 2015

4. december 2015

Julekortet fra 1989 blev en del anderledes end de øvrige år 
– i stedet for at tage et foto af børnene, så blev det én af ældste barnets ”tilfældige” tegninger – af vores lille familie! 




Det særlige her er naturligvis at jeg, moren, er tegnet med en baby i maven! 
Vores ældste datter var blot lige fyldt tre da hun tegnede denne her tegning med mor, far, lillesøster, en baby i mors mave OG hende selv. 

 Masser af familier med flere børn har den type tegninger. 

 Men jeg bliver alligevel rørt når jeg ser denne her; så lille et menneskebarn – og dog en tydelig fornemmelse for hvem vores familie bestod af! 

Jeg tror valget faldt på at bruge tegningen som julehilsen, fordi vi havde to ting imod os; 
tid var den ene faktor, den anden var penge. 

Tror ikke der var særlig mange penge at gøre godt med og dermed blev det en billig måde at få lavet de ca. 30 julekort jeg sendte ud….. 

Jeg havde arbejdet i den kommunale tandpleje i et års tid…vi havde haft børnene i pasning, men taget dem ud af den ordning igen – og passede dem nu selv… på skift. 

Den yngste var passet ude i noget der lignede 1½ måned – så meldte vi hende ud igen. 
Hun reagerede voldsomt på at være i pasning. 
Det var et ganske godt og helt gennemsnitligt pasningstilbud hun blev sat i – men hun var – og er – sensitiv og vi kunne fra dag 1 i pasningen, mærke en tydelig forskel på hendes balance, hendes overskud ..og nå ja, store ord, men simpelthen hendes trang til at være os andre nær – hendes savn af os og af hendes søster.

Ældstedatteren var også startet i pasning ude. 
Lidt efter hendes 2½ års dag var hun startet i pasning nogle timer 3-4 dage om ugen. 
Hun kunne lide at lege der …men kunne også lide at komme hjem igen! 

Da jeg startede på at arbejde fik hun pludselig lange dage ..og det kunne vi mærke på hende. 
Så hver gang far havde fridage på hverdage blev hun hjemme i stedet. 

Og da vi besluttede os for at stoppe pasningen af hendes lillesøster tog vi også samtidig hende, vores ældste barn, ud af pasning. 
Det skortede ikke på uopfordrede anbefalinger fra alle folk omkring os! 

INGEN syntes vores tiltag var gode. 

INGEN troede på, at det ville fremme noget som helst
for vores børn, at de skulle passes hjemme.


I N G E N ! 
Undtagen os selv… 

Men det var blevet for meget for os, vi ville jo lave familie – så at vælge at leve adskilt i noget der lignede hele dagen – fra 7 morgen til 4 eftermiddag – føltes ikke som det bedste. 

Vi savnede simpelthen hinanden, alle sammen!!!! 

Vi savnede at kende til vores børns dagligdags gøren og laden. 

Savnede at være deres primære personer. 

Savnede at være dem der påvirkede dem og åbnede livet for dem. 

Vi havde derfor besluttet at passe dem selv …på skift og for en periode, indtil jeg atter skulle på barsel! 

For med den 3. graviditet vidste vi, at min arbejdstid jo var begrænset. I starten af 1990 skulle jeg atter gå fra og på barsel. 

Så for en tid levede vi med, at vi to voksne så ikke fik helt så meget tid sammen som vi plejede. 

For med udsigten til at skulle have en hverdag med to småpiger til at fungere, blev det sådan at far arbejdede aftenvagter 3-4 gange i ugens hverdage, og flest mulige weekender, og dermed var den der havde det daglige arbejde med begge børn. 

Mor arbejdede alle hverdage fra 8-15.30 og når far så var på vej til vagt, havde vi en 16 årig pige, fra området hvor vi boede, der kom og legende med begge børn på legepladsen en halv time, indtil jeg kom cyklende hjem og overtog pigerne igen.

Hjemme med børn var der en skreven besked (Jep! Dette var jo før mobil og sms-tiden havde indfundet sig!) hvor farmand kort havde noteret hvordan formiddagen havde været for tøserne og ham, måske var maden gjort klar til, bare at skulle sættes over eller varmes. 

Vasketøjet fik jeg så lov at ordne - enten sammen med pigerne eller om aftenen inden sengetid...og nåede jeg det ikke så var der jo en anden hjemme igen hele dagen efter! 

Så jeg kunne lege og være der sammen med vores børn, og nyde de timer jeg havde hjemme, uden ulvetid, og uden drama og kaos, fordi dét der skulle laves i familiens liv var enten gjort om formiddagen, af deres far eller sammen med pigerne, eller også kunne det udskydes til weekenden, hvor der så var lang tid til at klare de forskellige hverdagsting! 

Morgenerne var rolige - der var jo kun een der skulle ud af døren til bestemt tid. 
Der var ingen tasker at pakke, ingen extra tøj at skulle speed vaske og pakke ned igen. 

Var pigerne syge, uoplagte eller sov længe var det bare en fjer i hatten, at der altid var en forælder hjemme uanset! 
Det var virkelig lykken i mange henseender.... 

Men det betød knap så meget tid for os to voksne sammen…
og betød også, at vi voksne ikke sådan umiddelbart fik dækket vores trang til alene-tid! 

Og den del var hård – men vi glædede os over, at jeg så havde laaaaang sommerferie (6 uger!) hvor vi levede et mere, for os, ”normalt” familieliv med den ene voksne hjemme 24/7 og den anden af sted på arbejde nogle timer hver uge… og al arbejdsfri tid SAMMEN! 

For det var simpelthen sådan vi gerne ville leve. 

 Så det blev vores prioritering. 

Og hen gennem efteråret 1989 havde jeg ferier og fridage jeg tog af og så sad vi der, julen 1989, med en 3 årig på skødet, en 1½ årig der sov sig gennem juleaften med feber - og så en livlig baby i maven, der sparkede for at sikre sig, at vi huskede hendes snarlige ankomst til vores familie. 

Og med udsyn til, at jeg kunne gå på barselsorlov umiddelbart efter nytår – og gøre klar til at vi skulle modtage vores 3. barn…. 

Vi var i dén grad i trivsel….