onsdag den 1. juli 2009

NU EN NY SLAGS FORÆLDRE....

Uha ha - igår flyttede vi for de to ældste... det gik rigtig godt og de kommer til at bo helt vildt dejligt på hver sin måde; den ene med kæresten i en lille lejlighed i Århus midtby, den anden på det skønneste kollegieværelse midt i Universitetsparken!

Det hele forløb hyggeligt, fuld af forventning og med glæde!

Men hvor er det nu alligevel underligt også at være forældre til 2 udeboende børn!!

DE har været spændte, urolige, bekymrede, små-negative, forventningsfulde, kede af det, frustrerede, nervøse, rørstrømske ... Generelt bekymrede for OM det nu var en god ide at flytte. Jeg har ikke ønsket at de flyttede, vi har elsket at bo sammen med dem, det har vi ikke lagt skjul på - og vi har ventet på, at de selv ville, turde og fandt mod til at ta et skridt væk her hjemmefra. Den ene har været på en laaang rejse i flere måneder og på højskole, så hun HAR været væk hjemmefra. Den anden har en fantastisk kæreste hun så gerne vil bo med... og alligevel har de begge igen og igen sagt, at det er hårdt for dem at flytte, at de er bekymrede for at savne os herhjemme for meget, at ingenting nogensinde bliver det samme når først de er flyttet, for selv om de kommer hjem så hører de ikke RIGTIGT til mere. Men de er velkomne - også til at flytte hjem igen om nødvendigt! De er også fyldt af glæde og god karma, men lægger ikke skjul på, at de også syntes det var STORT at forlade deres familier....

Så jeg har gennem de seneste uger dagligt sagt en masse til de to snart-flyttede om at de ikke skulle frygte det sådan, at det er livets cyklus og al deres frygt for at komme til at savne deres familie snart vil blegne i lyset af alt det dejlige nye de vil komme til at få i deres liv...

Ja, jeg har holdt prædiken på prædiken om, at det jo ER sådan det går, at de skal åbne sig for al det gode, nye, spændende de skal til at opleve...og de har sagt ja og amen... og så har de undret sig over, at jeg ikke er sådan en mor der holder fast i dem, græder over at de er på vej væk, eller i det mindste betvivler deres kommende valg og liv. De har siddet og ment at jeg var...mærkelig rolig og næsten lidt for koldblodig over, at de skulle forlade os....
Jeg har for min del også i mit stille sind undret mig over mig selv... undret mig over, at det er faderen der har hylet mest om "en epoke der er forbi", over at han vil komme til at savne dem osv. osv. - og SÅ; igår da vi kom hjem efter flytningen, og jeg sad alene og fik lidt montering af strikketøj fra hånden, SÅ kunne jeg pludselig mærke, at jeg sørme da kommer til at savne dem, at det er ganske uforvarende nyt at tænke om os, at vi nu har udeboende børn! G U L P...

Midt i den totale glæde over at de kom af sted, over at de er så snusfornuftige, glade og vilde med deres liv og valg, at de har hjerterne fulde af kærlighed til deres familie og at de har udvalgte gode, nære venner og en stor omgangskreds af festaber og folk de kan regne med - SÅ gav jeg mig lov til at føle både omvæltningen og savnet... vupti, en mur jeg dér ramte!!!

Men også en følelse jeg kender fra tidligere skilleveje og højdepunkter i mit liv som forældre; en følelse der kom allerførste gang jeg har holdt hver af dem i mine arme... et rungende JA!!!!!
Et JA til at det lykkedes!!
Et JA til at de kom til verden, lærte at gå, lærte at cykle, kom i skole, fik hjertevenner, blev konfirmeret, gik ud af skolen, fandt deres interesse og deres personlige hylder at stå, gå og være på...

Alt dét vi har håbet på, troet på, arbejdet for og ønsket os som forældre er jo sket!

Et stor ydmygt JA - og et TAK fordi jeg fik lov, fordi jeg evnede og fordi jeg ER her til at nyde denne nye følelse; at være forælder til udeboende børn!!!

3 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

Du beskriver disse følelser så godt ! Jeg opgiver at tilføje noget som helst, du har sagt det hele :-)Knus fra en mor til eet udeboende barn :-)

Charlotte Illum Larsen sagde ...

Velkommen i klubben for os forældre med børn der er flyttet hjemmefra. Velkommen til stoltheden, glæden, bekymringerne, savnet - gensynsglæden... friheden.. og rigtig mange knus til dig fra Ærø

mortil9 sagde ...

Tak skal I have "Losarinas mor" og "Charlotte" - dejligt at vide at der er andre der kan nikke genkendende til den slags ambivalente følelser...;0)