torsdag den 16. maj 2013

JEG ... EN VEN


                  Jeg er kendt som en glad og udadvendt slags!
Jeg har ubegribelig mange og dejlige venner
- og rigtig mange søde og skønne bekendte.
Jeg er nu vist som folk er flest; omsorgsfuld,
temmelig pålidelig og generelt glad for det meste!
Og så er jeg magelig.. grænsende til det dovne!
Men også voldsom ihærdig og vedholdende
når tingene optager mig!
Og så er det uhørt vigtigt for mig at være ægte, ærlig og autentisk. Og dét til trods, så mener jeg, at jeg også er...rar!
 
Jeg har let ved at være kærlig
og så har jeg et til tider lidt for
frembrusende og heftigt temperament.
Jeg gør mig umage med de fleste ting her i livet,
jeg er god til at vælge til og fra  - og stå ved mine valg.
Jeg tager ansvar for det jeg gør, og forsøger altid ihærdigt
at få alle andre til at gøre det samme!
Og jeg er faktisk også bevidst om mine egne
- til tider meget synlige - mangler.
 
Jeg vil gerne være en god ven.
Jeg ER en god ven!
MEN jeg er også en krævende ven.
Krævende fordi jeg er så ....direkte.
Fordi jeg ikke kan pakke ting ind,
men bare siger det, som det er.

Men ikke krævende fordi jeg vil have opmærksomhed.
Selv om der er mennesker der tror det er sådan det er fat...
århh, de skulle bare vide!
 
Jeg er heller ikke krævende
fordi jeg skal have særlige hensyn eller er sart.
Man kan sige alt til mig - hvis man tåler at høre mine svar!
For jeg tænker hurtigt, er barsk og direkte
- og det tager mig lidt tid
hvis jeg skal overtilpasse mine svar.....

Men jeg ved det; jeg er en krævende ven
- ganske simpelthen fordi jeg er ...ustadig!
 
Ustadig som dansk sommervejr!
Min opmærksomhed er af stærkt svingende karakter.
Ikke af uvilje
Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for mine venner
Ikke fordi de er kedelige
Ikke for noget.... eller mere fordi så meget!
 
Jeg falder ofte i staver over det,
har det træls med at det forholder sig sådan!
Jeg undres, jeg reflekterer og jeg forsøger
at skille skidt fra kanel i mine tanker.
For der ER en grund,
der er en forklaring...
ikke en undskyldning,
men en forklaring!

Og for et årstid siden læste jeg
Lisbeth Zornigs bog; "Zornig - vrede er mit mellemnavn",
og oplevede, at det var lige præcis dét
og mig der blev så klart beskrevet!

"Jeg er langt fra en mønsterven. Jeg glemmer ofte mine venners fødselsdage, og oven i købet sommetider at de overhovedet findes. Det er ikke ondskab eller ligegyldighed. og mine venner ved, at de bare skal skubbe lidt til mig for at få min opmærksomhed.
Jeg har tænkt meget over hvorfor jeg glemmer mennesker jeg holder af. Hvis jeg var et elektrisk system, ville man finde en løs forbindelse hos mig. Rokker man lidt ved den ledning der ikke leder strømmen godt nok, så blinker lyset et par gange, og så er strømmen tilbage i en periode.
Jeg er glad for det bare er en løs forbindelse, der skal pilles lidt ved for at få følelserne tilbage. Det kunne være gået meget værre. Jeg kunne være blevet permanent følelsesløs.
Men af og til får jeg sådan en blokering, der gør, at jeg ikke kan mærke andre end mine børn og min mand. Dem, kan jeg til gengæld mærke ekstremt stærkt hele tiden.

Men vennerne kan sommetider forsvinde for mig.
Jeg har fundet et ord for det.
"Tilknytningsforstyrrelse". (...)
Når evnen til at knytte bånd til andre mennesker er mere eller mindre ødelagt - min er det i mild grad. Derfor evner jeg både at blive forelsket og at elske mine børn, men mennesker uden for den kreds skal jeg bruge mange år på at knytte tråde til.
Bånd bliver det nok aldrig, men knyttes der tråde nok, bliver forbindelsen lige så stærk som bånd, tror jeg.! "


Det er så jeg måtte både græde lidt OG sukke dybt
og inderligt - og med et "nemlig" i mit hjerte..
Nemlig - der skal heldigvis bare rokkes lidt
ved min forbindelse, så blinker lyset atter
og der er etableret kontakt! 
Det kan være af og til forbindelsen skal rokkes ved. Det kan være hver uge, hver måned eller bare af og til....
Man skal jo bare vide at det er sådan med mig!
Vide at jeg er her, men at forbindelsen af og til ryger sig en tur.
Jeg er koblet af, ude og lidt som i "væk" eller
"midlertidig ude af drift"...

Og mine allerbedste venner har vist lært sig det?!
Enkelte har stadig svært ved ikke at føle sig forbigået,
lagt til side og svigtet... 
De kan blive onde i sulet
over min løse forbindelse og lægger mig på is!
 
Og det sker at min forbindelse til enkelte af dem er brudt.
Og de vil mene det skyldes mig!
Hvad det sådan set retteligt også gør!

 
Men de sejeste, de bedste, dejligste, de mest hjertelige
og indsigstfulde af mine venner,
de har lært sig det;
at rokke lidt - så der atter er kontakt!
For... jeg er jo deres ven! 

3 kommentarer:

Sarah sagde ...

Kære Susanne - min ven:0)
Har vi ikke alle en løs forbindelse, ind i mellem?
Jeg er af den overbevisning, at skal man fordybe sig i noget, så bliver man nødt til at sætte noget andet på pause, for en stund... - ellers er man overfladisk, og det er hverken du eller jeg!
Kram

Anonym sagde ...

Så smukt og så rigtigt, - og så rammende...

Kh Tante T aka Trine Lillemose

Birgitte Vestergaard sagde ...

I vores lejlighed er der også et par løse forbindelser, mørnede ledninger og kontakter der skal have det der lille ekstra skæve tryk. Nogle gange blinker lamperne når vi går forbi, og alt efter pære-valget springer de tidligt eller sent i deres pæreliv...

Dejlig tekst som du før har beriget mig med. Stor pinsekram herfra. Vær menneske midt i livet, sådan som du er det.