tirsdag den 18. marts 2014

HVOR VIGTIGT ER MON DET LILLE ORD; V E N D??





Ret beset er jeg vist bare sådan helt gennemsnitlig mht. evner udi at kunne håndarbejde. 
Jeg besidder en okay-og-lidt-mere-end-rimelig-god kunnen mht at strikke, sy og brodere - på ingen måde til perfektion, for sådan er jeg jo bare ikke, men dog så tæt på, at jeg vil være bekendt at lade andre bruge det jeg laver!
Jeg har en god portion viden om håndarbejde - ikke inden for alle felter, men inden for dét der har vakt min interesse! - og nej, heri indgår så - indtil videre ikke fx knipling, hadangersyning eller vævning! Jeg er heller ikke bleg for at erkende, hvor mine begrænsninger går. Og allervigtigst for mig; jeg nyder dét og gør det hver eneste dag, flere gange, til glæde for - ja, nok allermest mig selv - men forhåbentlig også for de der bliver udsat for mine kreationer....

Derfor er det da også overraskende for mig at opdage, hvor jeg har en uopdaget mangel af den helt elementære slags. En misforståelse og en fejl der gennem de sidste mange år kunne have været ændret til glæde og gavn, HVIS bare jeg ikke sådan led af Utålmodighed....
For her, meget tidligt i morges, satte jeg mig med et projekt, som jeg lige har arbejdet på at finde materialer, farver og deslige til at få sat igang. Et hækleprojekt! Jeg har en klar fornemmelse af hvor mine begrænsninger går udi hækling - og også hvor mine styrker er, når jeg fx skal vejlede andre i forhold til  det at hækle. og jeg kan de mest basale elementer med en hæklenål... så for mig syntes det easy-peasy at lave "bedstemor-firkanter" og sådan nogle har jeg brug for til dette projekt, nogle store nogle, i uld... 


For nylig blev jeg - kærligt - gjort opmærksom på mine lettere lemfældige træk mht. hækling. Jeg havde set et smukt mønster og fundet vejledningen til at lave det og pralede slemt af min nye kunnen over for et par dejlige damer, der i dén grad KAN hækle og som er ordentlige på en måde jeg ikke bliver det! Og alt mens jeg lod både munden løbe og hænderne arbejde med hæklenål og garn, og lavede et lille stykke med den nyopdagede mønsterrapport, så sad den ene af disse damer og kiggede lidt skeptisk til... 
Da jeg lagde hækletøjet fra mig og var optaget af noget andet, tog hun fat på min lille prøve og lavede et par rækker og vendte så tilbage til mig, med en kærlig, men ægte vantro forespørgsel, om jeg overhovedet talte mine antal masker? 
Ej men søde ven - den slags detaljer kunne jeg da ikke sådan liiige gå op i - d et var jo selve mønsteret der fascinerede mig, det smukke ensartede og svungne mønster, som gav mig Uhm-fornemmelsen, når jeg ser på det! 
Så er en detalje som antal masker jo nææææsten blasfemi at bruge sine sanser på... Jeg er ikke til perfektion, det har jeg vist sagt tidligere...et par gange, ikk?

Nu er disse to damer en del af min hverdag, og de er både sjove, iderige og smadderdygtige - til hver deres ting og på hver deres måde. Og de er begge helt anderledes end mig ....
Det gør dem til rigtig godt selskab, synes jeg - også når der så blidt skubbes og vedholdende reflekteres over mine mangler...indtil det erkendes, at hvis ikke jeg har samme antal masker i hæklede borter, så bliver kanterne altså bare ikke lige, vel?! ;0)


Nå, men her tidligt i morges, fik begge de to madammer så en tanke fra mig - og sidenhen en sms til dem hver især - for da jeg lige ville tjekke ud via ravelry og nogle DIY'er på nettet, om jeg huskede ret mht hjørnerne på en bedstemorfirkant, så var det, at jeg af uvisse grunde, opdagede min manglende indsigt, forståelse og løsning af et lille (stort) problem, som jeg egentlig altid har haft med de der super lette bedstemorfirkanter!!! 
For jeg havde helt styr på hjørnerne - fuldstændigt. Og det var da opløftende at finde ud af - men jeg opdagede ved et tilfælde, at der var en årsag til en helt anden problematik, som jeg altid har haft med de firkanter! Noget jeg sådan set har tilskrevet min lidt lemfældige hæklefasthed, min anarkistiske holdning til hæklenålens tykkelse, garns løbelængde og deslige, MEN som jeg altid har haft som et irriterende lille problem... 
Og nu, næsten ved en tilfældighed, ser jeg hvad det er, der går galt for mig - for jeg har gennem årene altid overset det lille, bitte ord "vend" ....og dét gør altså en verden til forskel, må jeg nu erkende!

Med smil på læben og glimt i øjet... for alle mine hjørner på alverdens fine bedstemorfirkanter har altid været - og vil fortsat være -  helt igennem fine, skarpe og lige efter bogen - men skiftet fra den ene omgang til den næste har i dén grad lidt under dét der manglende "vend".... 
Men ikke nu længere! 




Og foran mig ligger nu den dejligste, vinkelrette, smukke og helt igennem skønne store bedstemorfirkant, uden den underlige "krølle" af garn, jeg tidligere har måtte lave, fordi jeg havde overset et bette "vend" i opskriften...

Ih, det gør da godt at kunne lave denne helt almindelige, gennemsnitlige, kedelige og skønne Bedstemor-firkant - der nu er klar til at blive målt og vejet og danne baggrund for et store projekt, som jeg glæder mig til at skyde igang og vende tilbage til igen og igen i tiden fremover....

2 kommentarer:

Guðrun Jacobsen sagde ...

Sikken et underholdende indlæg. Men hvad? Hvor pokker skal man vende, når man hækler bedstemorfirkanter? Jeg har hæklet tusindvis af dem, og de ser fine ud, men jeg husker aldrig at have vendt! Gør mig klog, please!

Helle sagde ...

Åh ja - jeg er også nysgerrig på det der med vending og bedstemorfirkanter. Måske er manglen på vending også grunden til mine ynkelige firkanter. Fortæl, fortæl :-)