FREMGANG???

Og så ku' man godt ønske sig,
at der snart er mere fremgang at spore......

Kom SOL

Åh, tiden er til snue, snot og hoste - og jeg vil egentlig hellere være rask og ha en rask familie og ligeså venner og bekendte!
Jeg er som regel ikke særligt optaget af, om det er sol eller tåge - synes mest af alt om det hele!
På min daglige rundtur i skovene og på veje her omkring er oplevelsen af, at vejret skifter og naturen går sin gang, netop lige dét jeg sætter pris på. At der er foranderlighed og at det der igår var dampende og tåget kan lægge bedet i sol dagen derpå.
At der er tyst og stille og dryppende grene den ene dag og at fuglene kvidre og fløjter den næste.

MEN LIGE NU, midt i sygdoms-raid nummer "helt-vildt-mange"- denne vinter, er jeg T R Æ T af det med snue, hoste og snotteri! Suk...

Så derfor prøver jeg med denne bamse-bøn i let omskrevet version;
Kom SOL, kom VARME og kom dejligt forår til mig....

Lige et øjeblik...

DEJLIGT! Stablerne er ryddet, der venter ganske få småting, der er sendt videre og ryddet op. Nye tiltag er etableret og herfra skal det ikke længere sande til...

Tilbage er det infame hold i nakken og i den ene skulder, som har varet det meste af 14 dage snart! Sådan med lidt bedring undervejs... og det er pokker-mig ganske trættende og jeg kan mærke tristheden sætter sig fast så snart den øjner en mulighed - og dét går bare ikke - IKKE her hos mig, nixen!!

Jeg vil ha has på den del af mit liv også - og jeg skal nok få det. Jeg er jo så heldig at jeg jo altid får det som jeg vil ha det, ikke? Dét vil mine søskende i alle tilfælde mene..... og det er ok med mig. For jeg tager jo selv de initiativer og det ansvar der skal til... så det passer mig bedst!

Så projekt at få has på er sat i værk!

Det er en 3 punkts kur dette her;

1. - var at få styr på alle mine papairer og bunkerne der bare nu nærmest er glemt!

2. - er at tage hensyn til mig selv - i rent fysisk form!

Jeg har jo min morgenrutine med yoga tidlig, tidlig morgen. Sådan har det været de sidste 3-5 år så det er såmænd blot at fortsætte.....

Jeg laver ikke en intakt solhilsen, men jeg har 6 fulde yoga positioner og de to sidste i tillempede stil - det kan jeg dårligt undvære og det er for mig med til at gøre meget godt for mig. Det tager kort tid og jeg kan sagtens køre dem igennem intenst, uden de store ofringer af andet i min rutine!

Så er der et par afspændings- og udstrækninghsøvelser - der er levn fra mine gentagne gravid-tider. Gode øvelser der kræver lidt af mig, men gir en hel del på smidighedskontoen. De er alle vigtige faktorer for at jeg kan holde min lænd, bækken og hele ryggen god nok! Gør jeg dem ikke i nogle dage, så er det alt, alt for tydeligt...

Med migræneanfald i flertal og langvarigt hold i nakken, kan jeg let forledes til at springe over denne del af min rutine - og nøjes med mine to store glas vand - men det er slut nu!

Ligeså er det slut med at tage mere smertelindrende medicin - der alligevel ikke har den ønskede effekt... Så nu er jeg på 4. døgn uden medicin og der er ikke værre smerter end med pillerne! Tankevækkende...

Og 3. del i min hjemmekur er; lækkerier!

Ja, ikke kun dem med sukker og chokolade - men også lækkert at gøre-ting!

Fx er det at tage mig mere tid end bare lige det der kan krammes ind her og der, en vigtig og god ting at gøre - for mig selv!

Dét er nemlig lækkert.

Således har jeg i går morges strikket en hel babyhue på blot nogle timer! Det er noget der kan imponere mig selv - for jeg er ellers en laaangsom strikker.

Og den blev god - ahhh.... mere succes!

Succes - dét er hvad det er, denne min hjemmelavede kur!

Her er så stille nu...

... men indeni er der ingen ro.
lis sørensen

Når her er så stille er det yderst sjældent fordi "intet nyt er godt nyt", men langt mere fordi der er for meget andet der tager min opnmærksomhed.
Både gode og også mindre heldige ting tager plads op hos mig i tiden.

De gode ting er naturligvis værd at berette om - men det når jeg så ikke til, netop fordi der er for meget andet der tager min tid - eller den smule opmærksomhed jeg ellers ville kunne give til at skirble om alt det gode... ha, det er da vist en dårlig spiral, hva'?

Og det er ikke fordi jeg ikke vil berette om det, der er skidt eller mindre heldigt... det vil jeg faktisk gerne, men også dét kræver jo et vist overskud!

Det er ganske små ting der kan gøre at jeg for en tid føler mig i overskud. Ting som at få gjort noget jeg for længe har ladet ligge. Tror mange kender til det?! Hvad enten det er en oprydning i et kælderum, en henvendelse til en kær men langt væk ven, en tak for noget der gik godt eller som man deltog i.. ordne opgaver der er glædesfyldte og som man rent faktisk er go til at f¨å gjort - ellers! - at finde ting frem der skal ekspederes videre, opgaver man på ingen tid kunne løse og som man synes er væsentlige og egentlig ganske lette - men som bare hober sig op og op og op...
Så er det at min trang til - og behov for - lister tager over.
Dét er een måde at styre den slags underskuds-tider på - for mig!
At få tingene skrevet ned på papir - for så at kunne tømme hjernen, og sidenhen - for håbentlig - kunne sætte flueben ved alle de oplistede ting og aktiviteter....

Tidligere i år havde jeg sådan en periode, hvor jeg til slut og med en enorm kraftanstrengelse, fik alt det ophobede fra hånden.
Dét var en sand fryd at mærke at tågen lette, i takt med at listens opgaver kunne streges ud een efter een. Og jeg følte mig fri og let i hovedet da der atter kun var de bunker jeg har, fordi jeg kan li at samle bunker af spændende, sjove, skøre, morsomme og kreative ting og sager, som jeg med glæde kaster mig over, så snart der levnes ét minut i mit liv!

Men bunkerne dengang i foråret var alt andet end lette og alt andet end morsomme.
De var... store...uoverstigelige store før jeg gik igang med dem.

Sådan har jeg ikke før i år stået og set på mit liv....
Og sådan VIL JEG IKKE igen stå - så det er NU - før det blive til bjerge, at jeg VIL ha samlet op på alle de opgaver der ligger og samler sig, og som får mig til - langsomt men sikkert - at miste overblik og energi.
Det er endnu ikke nået til forårets Mount Everest, men det er større bakker end jeg kan lide...

VI HAR SKOLDKOPPERNE!!!!
I onsdags skulle jeg melde Lauritz syg på hans skole for første gang i 2 år - ja, i al den tid han har gået der! Jeg sagde dengang at han var mediumramt af skoldkopper......dét tager jeg i mig igen her fredag – Lauritz ER skoldkopper!!!!!!!!

Lauritz har en halv million skoldkopper! De har taget bolig hos ham – de er OVERALT; i hans mund, på tandkødet, i ørene, i håret, på hans læber, på hans øjenlåg – både de øverste OG de nederste, i hans endetarm, på hans tissemand og pungen, ja, i hele bleområdet (Lauritz bruger ble døgnet rundt) såvel som over hele hans 7 årige krop …. Tæt, tæt, tæt sidder de…. i millionvis – og de klør…hans hovedbund er næsten én stor åben byld af at klø…han kan slet, slet ikke klare det! I onsdags tænkte jeg at hans dårlige smertesans måske friholdt ham fra at kunne mærke kløen.... nixen bixen - tvært imod, ved jeg nu!

Så Lauritz er både ked, træt og frustreret af alt det kløen – han vil sidde hos mig hele tiden og det er som at ha ham under huden, som før han startede i skolen hvor vi var sammen i døgndrift i 6 år…
Det fordrer enorme mængder tålmodighed og ro hos mig – og det kan vi heldigvis mønstre, alene fordi vi ved det er nødvendigt – for en tid i alle tilfælde! - og så naturligvis fordi vi har skruet vores liv sådan sammen, at vi aldrig tænker over det når et barn er sygt...for der er altid een af os hjemme og der er ikke en arbejdsplads der venter på mig - sådan på klokkelset altså! Jeg kan melde til og fra som vi nu kan få det til at passe ind herhjemme.

Lauritz skal aes og kløs i op til 20 minutter ad gangen, men at høre ham tilkendegive et Aaaahhh dét er dejligt – fordi man har rørt ved ham, er simpelthen det hele værd…
Desværre blev han vældig forskrækket første gang vi sprayede ham med zinkliniment – men nu har han - vist nok - forstået at det afhjælper den værste kløe…

Så en god og stille dag i dag – med lidt bytur og god mad og ellers bare roligt tempo….!

GOD WEEKEND.....

PS. Verden er urimelig; lillesøster Dagmar har bare 189 skoldkopper – og kun 5 i ansigtet – bette Gudrun har sølle 24 stk. men Lauritz har ……. alle dem de andre ikke fik!