torsdag den 14. februar 2008

Sokkeuhyret i ny forklædning...




Lige nu strikker jeg på både en trøje, en lille dåbsgave, et tørklæde, en barnebluse med hæklede blomster og en lille kjole – og så strikker jeg sokker!
Sokker….det er omkring 10 år og – eller flere – siden jeg sidst har strikket sokker.

På en eller anden forunderlig vis så slider små babyer ikke på deres fod-foderaler, så nok har alle vores børn haft strikkede sokker og strømper på – HJEMMESTRIKKEDE naturligvis – men de har kunnet pakkes væk og ud igen ved næste barn uden brug for at blive fornyet i nævneværdig grad - ja, selv mit valg af garn og mønster har holdt til 20 års forandring – dét er alligevel noget, ikke?
De små sokker, jeg strikkede i min første forventningsfulde graviditet, er de samme som jeg fandt frem og lagde pænt på hylder og i skuffer ved alle de 8 efterfølgende gange vi har modtaget et barn!

Og siden hen er netop sokker – i forskellige børnestørrelse – noget mange andre har givet som gave, som en sød hilsen og i det hele taget har vores børn altid haft skisokker, gummistøvle-sokker og deslige nok. Gjort af kærlige hænder, men altså kun sjældent af mine!



Så i alle tilfælde er der gået omkring de der 10-14 år siden jeg sidst har strikket sokker… og nu har jeg genoptaget det – af nød men sandelig noget jeg forventer bliver til lyst!


Af nød fordi jeg – i lighed med andre – for 3 år siden har skiftet til lange knæstrømper.

Dels fordi der i vores private strømpebeholdning er hen ved 300 strømper at vaske, sortere og parre – og muligheden for at finde lige dem der er mine – og i takt med at flere herhjemme voksede op og fik lige så store fødder som jeg! – er på det nærmeste en ret så tidsrøvende opgave – og så dels fordi jeg her på mine gamle dage er blevet lidt mere…hm.. kuldskær og nyder den varme der er i ca. en ¼ af min kropslængde, når jeg er dækket af en dejlig varm strømpe fra tå til knæ.

Så jeg kan let finde de strømper der er mine, når nu jeg er – eller vist snart VAR – den eneste der bruger så lange strømper.

Så jeg har de sidste år købt mig fattig(ere) bla. i fede, lækre chasmer-sokker herfra www.skosnuden.dk og gode sorte bomuldulds-strømper og lign.
Min fodanatomi er god – og mine fødder er forholdsvis sunde – jo, jo jeg har gået i andefødder og i Kalsøe sko med minushæl og det hele i løbet af min barndom – og har kun haft ét par træsko i mit liv; da jeg startede på Panum Instituttet og de hvide træsko blev en del af min daglige påklædning… Siden hen, da jeg kom ud i klinikken, skiftede jeg til flade gode sko – om end de stadig var hvide – dengang! Men trods mine Helle Godtved-inspirerede fodpleje, så har jeg ét sted på min fod, hvor jeg hurtigere og hurtigere slider HUL på mine fine strømper! Lige dér hvor hæl bliver til svang… dér slider jeg hul - og jeg stopper og stopper strømper, for dét er jeg nemlig god til og jeg laver nogle gode stopninger der er til at gå med bagefter! At påstå de er sirlige er nok at gå for vidt – intet ved mig er sirligt – heller ikke mine strømpestopninger, men flade og fine dér er de!
Nu har jeg så fået den ide – besættelse jævnfør tidligere indlæg – at jeg hellere ville stoppe på strømper jeg selv har strikket, for det forestiller jeg mig vil være både lettere og af større værdi end de der fabriksfremstillede finmaskede strømper. Så jagten på flotte, smukke og inspirerende strømpemønstre har været gået ind i de sidste uger – og hold da op, der er jo masser af sokkerstrikning derude. Herligt - og jeg fik købt lææææækkert garn over nettet via http://www.123knit.com/ - og ville da liiige genopfriske med et par nede i str. 22, sådan bare liiige for at tjekke OM jeg har det som med at have lært at cykle; det man een gang i livet nemmer, man aldirg glemmer.
HA… det er sandt; jeg laver en lige så F****** træls hæl, som jeg pludselig alt for godt husker jeg gjorde … dengang for mange år siden!!!
Aaaaarrrrggghh… jeg må på jagt, ha’ krisehjælp ellers dør min nyvundne strikke-sokke-lyst den visse død! Ud og finde en anden hæl, end den med vendepinde, der giver mig SÅ stor nederlagsfølelse at det er mere end jeg tror, jeg kan holde ud… Jeg må ha’ både støttehjul OG styrestang i bagagebæreren på min cykle …… NU!

Ingen kommentarer: