søndag den 16. november 2008

Kan man strikke i bio??

Jeg skal i biografen med ham min eneste ene i aften - og vi skal se ham her...

Det vil jeg gerne - i parforholdets hellige fællesskab!
For det er på trods ham her ikke en film jeg ville gå ind for at se, hvis jeg skulle vælge alene, men jeg går med og nyder at se den, fordi den enste ene kan lide den film, og jeg synes det er dejligt at være sammen i biografen.
Og jeg synes det er lige så vigtigt at gøre ting sammen, som at gøre ting hver for sig - og for sig selv!
Små ting - af og til måske endog umiddelbart ubetydelige ting - som vi gør for, med og mod hinanden.

Og med en travl og oplevelsesfyldt hverdag i en stor familie, gør vi to voksne os umage for at gøre ting sammen - bare ham og mig.
Ikke de store dyre og luksuriøste tiltag, der af så indlysende årsager ikke sker flere gange om året! Og som vi to herhjemme ikke helt føler så meget for, at vi giver køb på alt andet - ( Ja,sorry fru Ørting - men vi er så ordinære herude hos os, at en fælles bio-tur kan få os op at ringe uden videre...og det vigtigste er vel at man kender sine behov, ikke?!)
Jeg har ikke den helt store trang til kaviar og champagne på sengekanten i en dyr hotelsuite i spa, med wellness og det hele... men popcorngnaskende, coladrikkende biografmørke med små klem og et piget lille hvin af og til; dét kan få mig til at nyde livet - SAMMEN!
Men ku' man dog bare også strikke i biografen!
Nogen der har prøvet det??

5 kommentarer:

Lisbeth Kjeldsteen sagde ...

Nej, Susanne - jeg har aldrig prøvet at strikke i biografens mørke, men du må da lade det komme an på en prøve.

Og ja, hende Fr. Ørting siger nok mange kloge ting - men også meget, der går ind af det ene øre og ud ad det andet. Det sundeste er nok at finde sin egen vej, der fungerer for en selv og ham, man har kær.

Kh. Lisbeth

Julia Zahle sagde ...

Jeg er sikker på man godt kan strikke i Biffen. (har øvet mig på at strikke med lukkede øjne - tænk, hvis der skulle ske noget med mine øjne - tænkte jeg måtte være forberedt).

Og her skal der heller ikke meget til at vi føler os som kærester igen. Men mandens arbejde har inviteret os til Norge og holde julefrokost - det har vi takket ja til. En hel weekend uden børn. Jeg både glæder mig helt vildt og ved jeg kommer til at savne mine to unger allerede når vi kører ud af indkørslen.

Men du - og din mand, Susanne - gør allerede hvad der er bedst for jer, har jeg på fornemmeren. Det er jo det, der er så sejt.

jeanette hegaard sagde ...

Jeg er Så enig, man skal finde sin egen måde at gøre tingene på. Jeg har efterhånden nogle veninder i omgangskredsen der er blevet skilt og jeg kan næsten ikke holde ud og høre på deres formaninger om "at nu skal vi også dyrke hinanden" osv. Man skal være bevidst om det, men behovene ændrer sig og måden at gøre tingene på. Man kan jo ikke blive ved med at prioritere og gøre som inden man fik børn, vel? Og man ændrer sig vel også med tiden.

mortil9 sagde ...

Lisbeth;JA - det er nemlig vores egen vej - hver især - vi skal turde betræde! Ikke en dikteret een af slagsen - og selv om man skal huske sig selv så er jeg ret sikker på at mangt et parforhold også vil kunne blomstre ved at parterne lod deres egnen behov stå et øjeblik og gav for at give og ikke for kun at modtage og kræve ind!

Julia; Ha ha ha - Julia... du ER nu noget helt for dig selv, altså!! Jeg kan også godt strikke uden at kigge på hver eller hveranden maske - men det er ikke helt det samme som at strikke i mørke - synes jeg! Jeg kan dårligt se tv uden at have et strikketøj i hænderne - men så var det jo lige sådan at strikketøjet blev i tasken i går aftes fordi jeg blev opslugt af filmen. Det var næppe sket herhjemme - men det der store lærred, den megahøje lyd og al det action lige ud i hovedet på mig var....opmærksomhedskrævende!!!
Rigtig god julefrokost-tur til dig og din Åle - det bliver dejligt er jeg sikker på...har du fundet passende mor-og-far-erstatning til dine skønne døtre?
Og tak fordi du synes vi er seje... Dét er jeg glad for du kan fornemme, for ja, vi gør en del for at værne om os og hinanden - og naturligvis vores herlige børn - men uden os to var der ligesom ikke blevet den her familie - og dét er værd at huske på! ogås når han er småtræls, ikke forstår hvad jeg siger eller bare er vil-døv mens jeg har 1000 vigtige ting at fortælle ham... sådan er han jo -OGSÅ. Men han er allemest den mand jeg blev så vild med for en del år siden og som jeg efter flere år gik med til at få 1 - ET - barn sammen med. Så vild var jeg med ham dengang - og dét holder ikke bare sådan op - for alvor!


Jeanette;Uh, ja - det er ellers sådan een bemærkning man tit hører fra vordende forældre; Det skal ikke ændre på noget, at vi nu skal ha' barn! Hver gang jeg hører det, tænker jeg at de forhåbentlig bliver mere indsigstfulde når første familieforøgelsen har fundet sted... for naturligvis ændre det på alting at få et barn... alting! men da ikke nødvendigvis til det værre eller så man aldrig på noget tidspunkt kan gøre som man tidligere har nydt at gøre... dete r bare anderledes - på en meget berigende og dejlig måde - synes vi!

Lene LN fra Tyskland sagde ...

Jeg synes at have hört at i London war en strikkeklub i biffen og der var der lidt belysning specielt til dem - saa de kunne se at strikke :-)