Du er for nem, mor…
Jeg var vist for let at overtale – alt for let at røre og indfange i ideernes spind… men mand, hvor er dét bare heeelt i orden med mig – Yihaa! Dét i åår-d-en!
Lauritz sagde forleden – lige ud af det blå og mens han så direkte på mig;
Vil du så strikke en trøje til mig, mor?
Øhhmm, hva’? HVAD sagde han????
På et splitsekund gik jeg fra total overraskelse henover utrolig undren til en jublende, boblende glæde…. Lauritz ikke alene udtrykte et ønske om noget uhåndgribeligt, noget der endnu ikke var konkret, men dette ”noget” var oven i købet strik fra mine pinde!
En trøje – fra mig til ham….
Nej, det er vist ikke helt muligt for mig at beskrive her hvad det er for følelser og tanker det fik til at strømme gennem mig – men det er bare SÅ STORT.
Men det er inden i mig og jeg er i dén grad blevet ramt – ja, jeg er for nem!
Lauritz har da før haft strikkede ting på, som jeg har lavet – mange gange og mange forskellige ting – men det har været som baby og småbarn.
Der har været alt lige fra sokker, huer, blebuxer, bluser, barnevognstrøjer og så var der jo også lige den der hjemmestrikkede heldragt, i råhvid lækker uld...uhmmm, som jeg møjsommeligt -vordende mor for 7. gang - ihærdigt nød at strikke, møjsommeligt monterede, syede smukke knapper i og dampede i facon… ...alt imens varmegraderne udenfor steg og steg så jeg til slut måtte indse, at med en fødselstermin nær min egen fødselsdag i august, så var det nok nærmest utænkeligt at denne lille babydragt ville komme i brug til hjemturen fra fødegangen - Åh ja, så tjekket var denne mor til mange!!!
Men fra Lauritz var godt 1½-2 år og frem til det ebbede naturligt ud i bunkerne af hjemmestrikkede aflagte drengetrøjer (- en del var jo blevet givet væk efter vi fik 6. barn, for da troede vi, at vi ikke kunne få flere børn da Per nok var blevet steril efter behandling af en livstruende sygdom!) var Lauritz’s små og store særheder jo begyndt at være meget tydelige – og da én af dem var et tydeligt ubehag overfor tøj der kunne ”mærkes”, så var det at strikke til ham ikke lige dét der lå først for – og så til nu, hvor han jo godt nok har en del mere hukommelse at bruge af, men hvor han ikke kan huske, at jeg nogensinde har strikket til ham! Han ser mig jo derimod dagligt strikke til de øvrige søskende, mig selv og andre – og så blev det til at han forleden ytrede ønske om også at få en trøje…
Jeg tjekkede alle de mønstre jeg gennem tiden har tænkt på kunne være en trøje jeg gerne ville lave – og det blev ikke svært at vælge; Annette Danielsens ”Spire” fra ”Hønsefødder og gulerødder”.
Den blinkede og råbte nærmest på at ville strikkes, og den havde jeg flere gange kigget på og tænkt om jeg kunne lave i fx rød til en af pigerne…..
Jeg havde ikke vovet mig ud i den – før NU!
Men … ikke i uld, det vidste jeg nok ikke så let ville slå an for Lauritz. Det ville nok være at stramme den for meget i forhold til ham, for nok er han er ikke umiddelbart særlig taktil sky, men han reagerer af og til uforudsigeligt kraftigt på fx sømme i buxerne, mærker i nakken og overflader der ligesom ”føles for meget”, så jeg tænkte at skulle succesen hjem med en strikket trøje, så bliver jeg nødt til at styre min aversion mod bomulden og strikke en ”Spire” i et mere bomuldsagtigt garn!!!
Jeg var vist for let at overtale – alt for let at røre og indfange i ideernes spind… men mand, hvor er dét bare heeelt i orden med mig – Yihaa! Dét i åår-d-en!
Lauritz sagde forleden – lige ud af det blå og mens han så direkte på mig;
Vil du så strikke en trøje til mig, mor?
Øhhmm, hva’? HVAD sagde han????
På et splitsekund gik jeg fra total overraskelse henover utrolig undren til en jublende, boblende glæde…. Lauritz ikke alene udtrykte et ønske om noget uhåndgribeligt, noget der endnu ikke var konkret, men dette ”noget” var oven i købet strik fra mine pinde!
En trøje – fra mig til ham….
Nej, det er vist ikke helt muligt for mig at beskrive her hvad det er for følelser og tanker det fik til at strømme gennem mig – men det er bare SÅ STORT.
Men det er inden i mig og jeg er i dén grad blevet ramt – ja, jeg er for nem!
Lauritz har da før haft strikkede ting på, som jeg har lavet – mange gange og mange forskellige ting – men det har været som baby og småbarn.
Der har været alt lige fra sokker, huer, blebuxer, bluser, barnevognstrøjer og så var der jo også lige den der hjemmestrikkede heldragt, i råhvid lækker uld...uhmmm, som jeg møjsommeligt -vordende mor for 7. gang - ihærdigt nød at strikke, møjsommeligt monterede, syede smukke knapper i og dampede i facon… ...alt imens varmegraderne udenfor steg og steg så jeg til slut måtte indse, at med en fødselstermin nær min egen fødselsdag i august, så var det nok nærmest utænkeligt at denne lille babydragt ville komme i brug til hjemturen fra fødegangen - Åh ja, så tjekket var denne mor til mange!!!
Men fra Lauritz var godt 1½-2 år og frem til det ebbede naturligt ud i bunkerne af hjemmestrikkede aflagte drengetrøjer (- en del var jo blevet givet væk efter vi fik 6. barn, for da troede vi, at vi ikke kunne få flere børn da Per nok var blevet steril efter behandling af en livstruende sygdom!) var Lauritz’s små og store særheder jo begyndt at være meget tydelige – og da én af dem var et tydeligt ubehag overfor tøj der kunne ”mærkes”, så var det at strikke til ham ikke lige dét der lå først for – og så til nu, hvor han jo godt nok har en del mere hukommelse at bruge af, men hvor han ikke kan huske, at jeg nogensinde har strikket til ham! Han ser mig jo derimod dagligt strikke til de øvrige søskende, mig selv og andre – og så blev det til at han forleden ytrede ønske om også at få en trøje…
Jeg tjekkede alle de mønstre jeg gennem tiden har tænkt på kunne være en trøje jeg gerne ville lave – og det blev ikke svært at vælge; Annette Danielsens ”Spire” fra ”Hønsefødder og gulerødder”.
Den blinkede og råbte nærmest på at ville strikkes, og den havde jeg flere gange kigget på og tænkt om jeg kunne lave i fx rød til en af pigerne…..
Jeg havde ikke vovet mig ud i den – før NU!
Men … ikke i uld, det vidste jeg nok ikke så let ville slå an for Lauritz. Det ville nok være at stramme den for meget i forhold til ham, for nok er han er ikke umiddelbart særlig taktil sky, men han reagerer af og til uforudsigeligt kraftigt på fx sømme i buxerne, mærker i nakken og overflader der ligesom ”føles for meget”, så jeg tænkte at skulle succesen hjem med en strikket trøje, så bliver jeg nødt til at styre min aversion mod bomulden og strikke en ”Spire” i et mere bomuldsagtigt garn!!!
Det blev i Bom-mix fra Hjertegarn, på pind 4 og strikkefasteheden passede lige nøjagtigt!
Så det var bare at gå igang.... – ærmerne blev der strikke tre af – for selv om Lauritz nogenlunde villigt lod første ærme prøve et par gange, endte det med, at jeg alligevel lavede dem om – for jeg vil ikke at den sidder for tæt omkring ham, og der skal jo være plads til den lange bane i forskellige farver inde under ”hullerne” i ærmerne… så med lidt ændringer så er trøjen nu blevet til i en str. 9/10 år og dét passer Lauritz bedre! Desuden så fylder bomulden mere indeni ærmet end ulden ville have gjort!
Uha, masser af tråde at holde styr på - den flerfarvede kant skulle jeg prøve at strikke og det lykkedes - til trods for at der var rigtig mange tråde at holde styr på.... så rooooolig nu! '
Og om lidt kan jeg samle ærmer og nederste del af trøjen på en længere rundpind og begynde raglanindtagninger – og ih, hvor jeg glæder mig! Både til at få den helt færdig og se Lauritz i den – men også i det hele taget til at være færdig med den…. tænk om den bliver færdig til at være 2 af 12?!
4 kommentarer:
Så er det vist i orden at være "for nem". Hvor er det dejligt, at han sådan ligefrem kom og ønskede sig noget. Mon ikke også han har fornemmet, hvor meget kærlighed man kan mærke gennem sådan en bluse? Det tror jeg!
Ja det er dælme med at slå til når han selv kommer med ønsket!
Jeg havde strikket en hue der skulle gives væk, men så sagde Rasmus "er den til mig?" og det var den selvfølgelig ;-) Den bliver brugt hver dag og det varmer mit hjerte :-) Og jeg har strikket en ny til gave.
Du' da ikke for nem - enhver kærlig strikke-mor ville fatte pindene fluks i sådan en situation! Den ser lovende ud!
:-) Britt
For pokker hvor har det dog været umådeligt skønt at fra ham :-D
Send en kommentar