torsdag den 2. april 2009



Armene omkring min hals - de holder hårdt....han har svært ved ikke at bruge alle sine kræfter på een gang - hvad enten han vil være kærlig og give knus og kram eller han vil hælde saft op i en kop.... alle muskler tager fat og han anstrenger sig voldsomt....
Nu flytter han begge hænder op og tager fat omkring mit hoved...boink; hans pandeskal - der MÅ være lavet af beton - stødes hårdt mod min pande...jeg mærker et knæk i min ømfindige nakke og han presser sin pande hårdt mod min... jeg ømmer mig lidt ... men stopper da han sige; "Jeg ka li dig, mor"!!!!
Det bliver sagt med tryk på alle ord, med en stemme så kraftfuld, at mindre end det halve vil svare til det almindelige stemmeleje, som de fleste af os bruger.....
MEN for søren...alle disse detaljer er så inderligt ligegyldige... for samme lille, stærke unge er jo ham, som jeg, både direkte og indirekte, må slås med flere gange om ugen. Kæmpe med fordi han får en total nedsmeltning... uforudsigeligt og helt uden at det er gennemskueligt HVAD det er der tænder ham! En nedsmeltning af sådanne dimenssioner, at jeg er nødt til at være en lidet favnende mor for at holde bare nogenlunde sammen på både ham, mig og resten af flokken.... Sådanne nedsmeltninger får mig til at være stresset i timer bagefter.
Være ud af mig selv og være i uro indeni.
Være tankefuld, overveje for og imod, finde fejl jeg begik og få røde øren af al den manglende pædagogik der føj omkring os....
Men lige nu og her, med hans tydelige kærligheds erklæring til mig, dér synger det bare dybt nede fra mit moderhjertes dyb..."Han ka li mig, han ka li mig...la la la tra la la laaaa"...
Alt dét der for og med andre af vores børn er så let og ligetil, så tydeligt og så behageligt, positivt ensidigt - alt dét er så ugennesigtigt, uforudsigeligt, voldsomt, komplekst og til tider også direkte SVÆRT med ham her.....!
Men når så det lykkes, når der er kontakt og der er en fornemmelse for tilhørsforhold, kærlighed, tillid og nærvær, så skal jeg da lige love for at hjertet vrides rundt og klemmer i brystet!
For det er så pokkers stort - også selv om jeg kan forstå med min hjerne, og ved af erfaring og fordi jeg er gennem år er fyldt af alt mulig viden om autisme og autistiske reaktioner, at det er en her og nu tilkendegivelse......ægte i nuet og helt klart dybfølt.
Den kærlighed og det tilhørsforhold skal, som med alle andre børn, styrkes dag for dag - men med vores autistiske søn skal det vedligeholdes, påmindes og fastholdes HVER eneste minut...for hans skyld, for hans gode udviklings skyld og for vores skyld!
Derfor vil mit ønske for i dag - World Autisme Awareness Day - være, at ALLE der har med autisme at gøre, har den mindste forbindelse til autister og har indflydelse og muligheder, også får indsigt og forståelse - ikke bare accept, men FORSTÅELSE - nok til at være ÅBNE, LYDHØRE og MODIGE, så alle forældre til autistiske børn kan mødes af og indgydes den åbenhed, den lydhørhed og lige netop det mod der skal til, for at hver og een kan få overskud, opbakning, kræfter, indsigt, og alt det andet der skal til, så de kan/vil og tør knytte sig til deres autistiske barn på lige netop DERES måde......

4 kommentarer:

Ousen sagde ...

Jeg smilede hele vejen igennem teksten. Jeg kender det bare så godt. Bortset fra, at min søn ikke har talesprog.

Glæder mig til at følge denne blog.

www.nationenblog.ousen.dk

hjemmemortil9 sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
hjemmemortil9 sagde ...

Kære Ousen - TAK for din gode kommentar - det er godt at vide at man ikke er den eneste der kender til denne form for hverdag!

Tina (NokBin) sagde ...

ih, Susanne. Du skriver så det rammer. Og dit indlæg emmer af kærlighed til det, som virkelig betyder!!
*knus*