mandag den 4. maj 2009

Avis-potter på lavbudget
Til strik-in hos Hanne blev der vist en smart dims frem – sådan én man angiveligt kunne lave avispotter med – set i tv og med den pointe, at disse potter af avispapir kan plantes direkte ud i jorden – aviserne formulder i løbet af kort tid og vupti; det bliver nemmere at prikle planterne ud.

Det var besnærende, jeg var – og er - dybt fascineret af det unikke håndværk der var i det smukt drejede træværktøj! At det værktøj var til at få formet, kramme og hold på de hjemmegjorte avispotter gjorde det endnu mere interessant.
Men som så ofte før, så gør vores valg herhjemme – mht. at leve på lavbudget – at jeg ikke vil gå ud og bruge 2-300 kr. på at købe sådan én – som jeg jo angiveligt vil bruge én gang om året – og kun til den ene ting!
Naturligvis vil de finans-kloge hævde, at det jo er en énganginvestering at købe det værktøj, frem for at skulle bruge utallige kroner på at købe/forny priklebakker hvert år – meeen igen, lavbudget gør, at man slet IKKE køber priklebakker – hverken hvert eller hvert andet år! Man – jeg - klarer mig fint med at så i de der sorte bakker fra kødindkøb mv. – og har så ellers stået og fedtet med at få hver nyskudte plante op med passende mængde jord omkring og over i voksestedets jord… men det gik og det var en billig løsning.

Men det der smarte med at kunne plante de nyspirede ud MED potten omkring, hvis man lavede avispotter, dét fik mig til at gå på rov i skabe og skuffer herhjemme, for der MÅTTE da være et eller andet vi havde i huset som jeg kunne bruge efter samme metode som det der smukke træværktøj.

Og jow, sørme var der så; et genbrugsglas – et tykbundet sjulsglas fra forgangne tider - samt en glas-tekrukke. De ”passede ind i hinanden, tedåseglasset var lige et par millimeter større i diameter end det lille gamle sjulsglas!

"Værktøj" fra egne gemmer
Så frem med den gratis avis vi får om søndagen, fordi to af børnene bringer Jyllands-Posten og Politiken ud til folk her omkring.
Jeg rev side efter side og banen efter bane ud i passende stykker, brugte tedåsen til at rulle formen om, foldede det der skulle være bunden, ind, trak det hele lidt ud fra bundende af tedåsen og satte det ned over det lille sjusglas og drejede min avispotte rundt og rundt og derved fik den en lille forhøjet bund i det sammenfoldede avis og blev derfor holdt sammen… !


Rulleteknik.....


- foldeteknik


....presse/dreje teknik

- og færdig!

Jeg bliver som altid totalt selvfed når jeg kan finde på, opdage og udføre sådanne små pengebesparende tricks … og det kan man jo så grine af, men for mig er det nemlig med til at holde min hverdag så billig og selvkørende, at jeg ikke behøver at arbejde mere end højst nødvendigt og i stedet har tid til at nyde og være i mit liv! Amen!
SÅDANNE SUSANNE!

12 kommentarer:

svit sagde ...

Tak for det! Jeg har haft præcis samme overvejelser - og nu vil jeg gå på jagt efter noget, "der passer sammen" :-)
Jeg har i øvrigt medledt fam., at jeg ønsker mig en potmaker til jul...

Nanna sagde ...

Gemalen min, bruger sådan en flaske der har været olivenolie i. Den har en høj bund, og han drejer bare rundt med fingerne - i stedet for et ekstra glas. Giver det mening?
I øvrigt laver han vist flere hundrede hvert år... Jeg strikker, han laver potter :-D

Dejligt du har overskud til bloggen igen. Jeg var jo begyndt at savne dine indlæg.

Annette sagde ...

Ja hvorfor købe noget i dyre domme, når materialerne er lige ved hånden...Super gået...så giver det større fornøjelse når planterne er spiret og bare kan plantes ud - let og elegant.

britt sagde ...

Du har da også al mulig grund til at være selvfed!! Der er simpelthen ikke noget som selv at finde på i vaskeægte bonderøvs-stil - og det' sgu' trendy!
Hatten af for dig!
Knus,
Britt

Ulla sagde ...

Sådan! Du må gerne være selvfed.

Hvis man skal købe alle de dimser, der kun har en funktion, skal man have en separat tilbygning til at opbevarer dem... Keep it simple.


p.s. Tillykke med den kommende 30 års dag.

svit sagde ...

Hej Susanne!
Tak for input - nu er jeg gået dig i såbedene og har også fundet mig en alternativ potmaker. Uha hvor vi kan! :-)

Bambi72 sagde ...

Det var sgu da smart....
Vil straks tage metoden til mig....
Har en del frø der skal sættes nu her...
Tusinde tak :-D

Tina - omme i London sagde ...

Fedt - det er sgi da saa tilfredsstillende at spare penge paa den maade, samtidig med man finder ud af endnu en ting man selv kan. Godt gaaet!

Anonym sagde ...

Kære Susanne

Faldt lige over din skønne blog og har brugt en god tid i selskab med dig, din smukke familie og alle dint skønt beskrevne finurliheder.
Håber I alle har det godt!

Kærlig hilsen
May-Britt (Annas veninde)
www.familienfredsoe.dk

...og ja, man kan godt strikke i biffen. Jeg har som regel strikketøj med til en god gang blind-/retstrikning. Det er fantastisk.

Linda sagde ...

sjovt.... jeg er simpelthen for nærrig til at købe de der papmachedimsenoter, så jeg har også klemt livet af en del ærteblomster.... for ikke at tale om det hysteriske anfald jeg fik over de satans lilla slyngplanter...
ungerne kan garanteret hurtigt lære det lille trick, tak for tippet.

Lisbeth K sagde ...

Det må prøves - til næste år.

KH. Lisbeth

hjemmemortil9 sagde ...

Herligt med alle jeres kommentarer - og tak for de positive ord om al min selvfede rigdom... de fungerer bare tip top de der potter...så ingen klemte småplanter her hos os! Men så må jeg nok også lige tilføje at det kun er i børn vi har stordrift - mht. have er det efterhåden meget a la små-drift, så de 36 avispotter slog til tild e emner vi har i gang...så meget blæret har jeg altså ikke lov at være.