søndag den 3. maj 2009

Sådan er livet ...også!



Suk - lørdag eftermiddags døde vores dejlige, røde, men efterhånden halvgamle hankat, Viggo.
Han begyndte at halte lidt hist og pist for et par uger siden - bare ganske lidt og ikke hver dag! Og så havde han sådan helt ud af det blå et par gange tisset en tår indendøre... noget han bestemt ikke var spor stolt af ! HAN besørger - eller rettere besørgede - altid udenfor!!

Sad fint foran den lukkede fordør og ventede på at een af os fandt ud af at lukke ham ud, så han kunne forrette sin nødtørft...



Og selv da vi i vinter jo fik Annes to dejligheder - Albert og Berta - som jo af gode grunde havde en tissebakke indendøre - så holdt Viggo sig til at ville gøre den slags udendørs som altid.
Men nu skete det tre-fire gange, at han - midt i at han bevægede sig fra den ene ende af huset til den anden - helt umotiveret lod blæren tømmes! Uh, han var ikke stolt ved det..



I onsdags så vi ham slet ikke. Det kunne ske, at han blev ude et døgns tid... men både torsdag og det meste af fredagen gik - og vi ledte hist og her - og fredag eftermiddag fandt Mette så en ret så slap Viggo. Han var slap og mat og ude af stand til at gå! Han lå passivt nede under een af de store syrener nederst i haven, ud mod engen. Vi fik ham installeret indendøre, fik lidt mad og vand i ham... Han spandt forsigtigt, når vi kælede med ham - men han blev liggende i kassen hele aftenen - og natten. Ja, selv da han fik sygebesøg oppe i kassen af Albert og Berta på skift, blev han liggende....

Lørdag morgen stod han ud af kassen - hovedet hang lidt og han kunne ikke helt holde balancen...
Han fik tisset af og klaskede så nærmest sammen midt på gulvet. Vi fik ham op til os, snakkede om hvad der mon var galt med ham... skulle vi ha fat i en dyrelæge? Hm... han var jo rolig, tilpas og sagde ikke noget til, at vi løftede ham eller tog fat i hans knogler rundt omkring.

Lørdag eftermiddag spiste han intet - og det var tydeligt, at han var dødende. Tydeligt for os voksne - og det gik også langsomt op for børnene.

Viggo lå bare, hans øjne løb i vand og han var apatisk det meste af tiden. Men han virkede også tilpas med, at vi var hos ham...han spandt og lod sig villigt tørre af og rette ud når han lå for ubekvemt!

Midt på eftermiddagen ville han ud - han lå under havebordet en times tid ... så trak han over til hans yndlingsplet; i buskene lige ved sandkassen - dér hvor solen står stærkt og godt ned i det grønne løv - og der hvor der er læ.

Her lå han, som han har gjort det tusindevis af dage i de forgangne 12 år - men i lørdags lå han der for sidste gang i live! Efter en times tid sov han stille ind - hvis altså man kan sige det om en kat!?
Han så tynd og gammel ud da vi bar ham op og lagde ham i en kasse. Vi måtet vente med at begrave ham - for Agnes var til en fødselsdagsfest - hun blev som forventet meget, meget ked af det - og 6 årige Dagmar syntes også pludseligt at forstå, at dette her var endeligt og meget sørgeligt (hun er ellers den her i familien der ikke kan lide for meget hurlumhej med kattene).

Vi fik arrangeret en kattebegravelse - farmand gravede et hul - til kassen med Viggo i !



Det blev lige dér på Viggos yndlingsplet, der blev snakket og grædt og der blev lavet kors og plukket blomster og lagt på gravstedet. Det var sørgeligt! Men også tydeligt, at vi har en flok der er vant til at synge i kirkekor og kender ritualerne til fx begravelser - OG at vi gennem årene har begravet en del smådyr i haven med tilhørende familiært ritual - for dét klarede de selv - vi var bare med som pårørende!




Først i dag går det egentlig ´sådan rigtigt op for mig, at Viggo ikke mere skal hoppe forsigtigt ind ad vinduet i badeværelset når jeg har været i bad, at han ikke længere vil komme og støde sin pande mod vores, når man sidder og læser og han så vil kæles for og at han ikke længere med myndighed vil se på de to forslugne småkatte der kaster sig over alle tre madskåle på een gang! Tænk, at man sådan kan vænne sig til at ha' een bestemt kat med alt hvad han indeholdt af gode sider!



Ja, tænk bare som livet går.....

2 kommentarer:

Tina/NokBin sagde ...

Hvor er det så sørgeligt og smukt på samme tid. det er nogle fantastiske billeder. Og det viser bare igen hvor skøn din familie er!!

mortil9 sagde ...

Åh Tina - tak skal du have - og hvro hyggeligt at du læser med her - dét vidste jeg ikke!!!!!
Håber du og dine har det godt?