søndag den 14. februar 2010

Dukkermageri



For en del år siden havde jeg kun ét barn - og fik en ny veninde, der ligesom jeg selv havde valgt selv at passe sit barn derhjemme.
Vi mødtes og lod de små lege og hyggede os genvaldigt i hinandnens selskab. Min veninde fra dengang er tysk - men var dengang dansk gift.
Hun bragte en del næring til min interesse for Rudolph Steiner - og bla. lærte hun mig at sy dukker - Steiner dukker - eller Waldorf dukker. Et enkelt lille kursus fulgte jeg - engang for længe siden. Men jeg var ikke lærerens yndlings elev........
Jeg har vist syet 11-12 Waldorfdukker gennem tiden. I meget forskellige størrelser - lige fra den allermindste dukkehusbaby på godt 3,5 cm og op til en babydukke i 52 cm længde.



Jeg er ikke dygtig og på ingen måde er jeg jo i stand til at gøre det til perfektion - som min gode, gamle veninde var det - eller som smilerynke-Lisbeth eller flere andre der syer Waldorfdukker, i aller højeste grad er det.
DE gør det så det er fuldstædigt, gennemført og så utroligt godt håndarbejde, og en æstetisk nydelse at se deres dukker - og jeg bli'r, dybt indeni, så glad og imponeres i bedste positive forstand....

Men uanset mine egne manglende fortræffeligheder, i denne henseende, så er selve dét selv at lave sine børns legetøj nu alligevel noget ganske særligt... og der er altid blevet leget meget med de af dukkerne der fortsat har boet hjemme hos mine egne børn.

Det er nogen tid siden jeg har syet en Waldorfdukke sidst - og jeg har nu et par piger, jeg har forsøgt mig med at købe stofdukker til - meeen NU er tiden vist ved at være inde til at få givet de tre små deres egen hjemmegjorte dukker ... så jeg må se om der med tiden er et kursus - a la dette her - som jeg får mulighed for at deltage i og blive dygtigere og klogere af!

De gamle dukker herhjemme har både patina og historier - og trænger gevaldigt til reparationer.

Her er det vores 4. barns gamle andet "jeg"; dukke Emil



Han er plettet, og har huller flere steder - og jeg har lovet min søn at få gjort en ihærdig indsats for at reparere Emil.... snart... sønnen vil gerne ha ham tilbage på sengen !!!
Og ham min første søn er jo altså ikke en lille dreng længere - han er 17 ja, snart 18 år gammel - men Emil har tydeligvis stadig værdi. Det gør godt at vide og får da lysten til at udbedre skaderne frem...

Dukke Emil er med strikket krop - og da alle mine hjemmegjorte dukker er lavet af forhåndeværende materialer så er han dels strikket i en uheldig uldgarn - med en del alpaca i - og det gir sig alt alt for meget til at kunne holde på fyldet - som dels er af karteflor men også af opridset gammelt uldgarn, fordi jeg ikke havde penge til at købe mere uldfyld ...! Så ud over at den strikkede krop har givet sig en hel del - og Emil dermed er blevet en smule langlemmet - som jo egentlig passer fint til min lange lemmedasker af en teenager søn! - så har fyldet hellere ikke længere heeelt den udstoppende effekt det havde engang!

Desuden er Emils hoved lavet af genbrugs-tricot - en brunlig bomulds t-shirt - og det er også slidt - ja, selv hans hår - der er i ren lanolinuld - er sliiidt ned til ganske korte løkker og enkelte tråde!! Men han er åbenbart savnet og stadig elsket, så jeg må igang med at forsøge at udbedre skaderne....
Og med tanke på hvad dukke Emil har gennemgået af lege og uhyrligheder gennem de sidste 14-15 år så synes jeg egentlig han har klaret det ganske godt!


Dette er dukke Sofie. Hun er stor - hele 52 cm og med babykrop. Det betyder bøjede arme og babyben og så vidt jeg husker også mere fyldig rumpe - og en extra hvælvet mave sådan som rigtige babyer har det!

Dukke Sofie bleve syet til vores 3. datter og var fødselsdagsgave til hende - en hjemmesyet babydukker var ønske nummer 1. på hendes ønskeliste - til ti års fødselsdagsfesten!

Uheldet ville, at hendes far blev meget, meget alvorligt syg og lå i respirator i 2 uger og gennemgik en akut operation i kraniet - og jeg sad ved hans sygeleje på intensiv og syede denne på denne dukke... igen af hjemmets forhåndenværende materialer - alt imens jeg vuggede vores yngste baby på bare 3 mdr. i slyngen! Og jeg holdt kun pause når jeg ammede min baby eller tog mig af min bevidstløse mands almindelige pleje, gav massage og barberede ham osv. Så jeg syede og syede og syede - og snakkede i et væk til min elskede, der lå der dødsens syg i respirator!

Denne dukke vakte glæde for vores tiårige datter på hendes kaotiske fødselsdag - og til trods for at jeg aldrig fik syet hårdelen helt færdig, så legede hun med den gennem et par år - og med sine andre dukker lige så vel!
For mig repræsenterer denne dukke så megen alvor og uro, at det er godt det hele endte med en rask og velfungerende far og kæreste igen, for ellers er jeg bange for at dukke Sofie måtte have været kasseret - i hvert tilfælde for en stund!

Nu er hun også slidt - og har hul i panden, en hals der trænger til lidt sammenføjning og fyldet i bla. armene lader efterhånden meget tilbage at ønske..... så også hun skal ha en reparations omgang!


Så er der endnu en dukke med strikkrop - denne gang stoppet noget bedre og strikket i garn der egner sig fortrineligt til formålet. Håret er syet fast på en hæklet hårnet i løkker - mange løkker til at dække det ellers lille hoved. Dukken her er vel omkring 25-30 cm lang. Han hedder Kalle og han er egentlig Agnes' dukke - men Agnes er ikke så glad for dukker - og derfor sidder han mest stille og er bare god at gi en lille krammer af og til! Hans hals har nogle trælse rynker - og det vidner om at til trods for at jeg ved jeg forsøgte og gjorde mig umage, så er netop det med at få det hele stramt og uden rynker - glat og smukt - så er han altså med rynker alligevel!

Jeg har også syet andre slags dukker end Waldorfdukkerne. Dukker af hør og af genbrugsstof. Skøre og sjove dukker. Altid i genbrugsmaterialer - og må jeg tilstå; med skiftende held.



PS. De HAR naturligvis alle sammen tøj at tage på - men var klædt af til "skindet", den sommerdag vi tog billederne, fordi jeg skulle lave et "felthospital" til de "syge" dukker, så de alle kunne blive rettet op og lappet sammen!