lørdag den 12. februar 2011

JEG ELSKER AT HØRE MIG SELV ....

Nå ja, altså når måske ikke altid men når det er en stille søndag morgen og det er "gennem" andre! Andre er i dette tilfælde Lauritz 9 år og autist, der leger med Sylvanian-dyr på langbordet ved siden af mig - der naturligvis sidder og nyder min morgenthe med strikketøj og ro på.
SÅ elsker jeg at høre Lauritz gengive præcist og uden noget som helst filter hvordan det lyder når jeg fx genner de tre yngste i seng, får de ældste drenge til at ordne køkkenet eller når jeg fortæller faderen i huset hvor skabet skal stå - nå ja, og også når jeg kan høre mig selv gengivet som en ret så fremturende og vredladen moar, der altså er træt af at ting ikke bliver gjort, når nu det er noget alle i huset ved skal gøres!!!
Jo, jeg kan godt tåle hans åbenhjertelighed. Jeg kan godt tåle at høre mig selv gengivet. Og det gir mig indsigt og det gør mig klar på netop hvad det er der modtages hos børn af alle aldre.
Og så kan jeg konstatere, at Lauritz' små Sylvanian-venner får nøjagtig lige så mange kys og kram som jeg går og tror, at vi gør en dyd ud af at give hinanden dagen lang!!! Det kan jeg godt li'!






PS. Nogen havde meget brug for at få luft for deres oplevelse af mit ovenstående indlæg her! Et par stykker gjorde sig den ulejlighed at skrive mails til mig om det. Og nogle syntes ikke om at jeg skirver at min søn er autist!

Til Anita H - JA, jeg er helt på det rene med hvor selvfed dette indlæg kan lyde! Men jeg ER vitterlig ganske godt tilpas med at genhøre mig selv i form af rollelege hos mine børn. Det betyder ikke nødvendigvis at jeg er 100% selvfed mht. min måde fx at skælde ud på eller kommandere rundt med familien på - som du kalder det. Men jeg mig meget bevidst om hvad der kommer ud af min mund i den henseende! Meget. Og måske derfor er jeg tilpas med at høre det gengivet! Jeg er helt på det rene med at jeg næppe er hverken fejl- eller pletfri i min måde at omgås andre mennesker. Og jeg skal love dig, at jeg IKKE satser på at blive fejlfri - mand, det vil da være alt for træls for mine uinger at skulle leve op til - hvem kunne ønske sig en fejlfri mor?

Til Mette - og til Sofia; JOW, min søn ER autist! For mig er det indlysende, at det er noget han ER! Han har ikke autisme - eller som den ene af jer foretrækker at kalde det; har AutismeSpektrumForstyrrelse. Nix, ikke hos mig - hvor politisk ukorrekt det end er vedtaget at det er at sige nogen ER autist, så fortsætter jeg med at bruge den benævnelse om min søn.
Han ER autist. Han har ikke autisme - det får det i mine øren til at lyde som om det er noget han kan slippe af med - som forkølelse og røde hunde. Og det kan han ikke - han vedbliver at være autist - infantisl autist sørme så! At være afvigende inden for ASF området påvirker hele ens identitet - der er ikke meget af voresw dejlige søn der ikke er påvirket af netop at han er autist. Det er en omsiggribende påvirkning, det er det der kendetegner hele hans person og det betyder for mig ikke at han så ikke også er så meget mere og andet end blot autist. Men det betyder at hvad enten han skal lære at tage en bus selv, eller han skal ha en kæreste eller gå i skole så er det hele under massiv påvirkning af at han er autist! Dybest set er det et spil om ord - og det er lidt småkedeligt ikke at være enige her, derimod er det vanvittigt spændende at debatterer og overveje hvad der er godt og skidt og iderigt for og med de medmennekser der har en diagnose inden for det autistiske spektrum! Dét synes jeg er værd at ofre tiden og overvejelser på! For autister og for deres familier.....

7 kommentarer:

Elisabeth sagde ...

Herlig! :) Og ,ja! Jeg er sikker på at de Sylvanian- vennene får mange kyss også! Ha en finfin dag kjære danske venn!

Klem

Tanterne sagde ...

Hvor må det være dejligt at kunne nyde at høre sig selv gengivet.
Jeg har altid syntes det var til at krumme tæer over.
Måske man bare skal øve sig i at nyde at være den man er.
Det tror jeg du er god til!

hjemmemortil9 sagde ...

Elisabeth - TAK og hjerteligt i lige måde !

Tanterne - Oh, tak for din søde kommentar - den falder på et langt mere tørt sted end du aner! Og ja, jeg er som regel god til at tilgive mig selv ;0)

Anonym sagde ...

Hej Susanne :-)

øh, hvor sjovt at nogen absolut tager dit indlæg som om det betyder, at du selv synes der ikke er noget at påtegne ved det der bliver gengivet? Skægt nok, så var det slet ikke sådan jeg forstod det, he he. Jeg forstod, at du havde det godt med, at høre gengivelserne, OGSÅ de knap så flatterende (ahem) fordi du har selvindsigt/realisme nok til at vide at man IKKE ALTID ER PERKEFT, netop! Og derfor har du fundet fred med, at du også sommetider kommer til at tale på måder som måske er mindre end optimale....

Nå, men sådan forstod jeg det altså - og det fik mig for øvrigt til at trække på smilebåndet...

kh, en anden Mette

Anonym sagde ...

Det er meget sundt at høre ungerne gentage vores måde at tale på, der kan hentes meget stof til eftertanke og evt. ændring af væremåde. Og så må man vel benævne ens børns diagnoser som man synes er mest rigtigt for en selv. Det er jo (desværre) ikke noget der går over. Sender dig og hele din familie de varmeste hilsner fra

fru Jensen
Gudhjem

Linda sagde ...

Ha Ha. Hvad er det nu man siger.

Sandheden kommer fra børn og f.... folk.

Smilerynker.dk sagde ...

Så skønt et indlæg! Jeg elsker lige som dig, når ungerne gentager det jeg gør og det gør de jo de kære små. De gør alt hvad vi gør... Både godt og skidt!