LÆKKERI

Kan man sige at tøj kan være som lækkert chokolade, at det kan højne ens humør og frydefulde kropslige veltilpashed? Tja, det kan man vel... og sådan er det lige præcis med Lauritz' nye buxer her.....!

Lauritz har en motorik der giver ham en del problemer med bla. at afstemme både afstand og brug af muskelkraft. Han kan ikke beregne hvad der sker hvis han fx bærer et langt stykke træ og smider det fra sig, eller gå forbi nogen, dreje rundt eller noget uden at bumle ind i alt og alle. Eller træde på dem...

At være den der giver Lauritz tøj på betyder at man som voksen hjælper træner sig i specielle akavede stillinger for at kunne undgå fx at få nikket en skalle - fordi han liiige skal se ned, mens man selv er bukket netop ned i den højde. Ens kindben og kæber er konstant ømme fordi han jo banker hovedet ind i een når han ellers bare vil fortælle at han kan lide een ... og han træder så hårdt med sine fødder at man konstant har ømme tæer herhjemme...

Hans noget voldsomme adfærd er af og til en prøvelse... rent kropsligt - også! Det er jo bare sådan at det ganske givet er endnu værre at være Lauritz! Værre at være dne der ikke kan alt det hans stærke krop ellers lægger op til. han synes helt sikkert at det ofte er et nedelag at spilde kaskader af mælk fordi han ikke kan afstemme sin muskelkraft til at løfte en katin mælk men bruger hele overkroppens muskler som skulle han løfte en hel palle mælk!

Lauritz har det helt sikkert sværer end alle os ....
Os med de ømme tæer og blålige kindben og kæber!

Et heldigt sammenfald er dog, at hans egen smertetærskel er så enomrt høj. Så høj at det er problematisk fordi han ikke mærker fx dybere sår og slag - eller varme - før efter lang tid - og dermed kan en skade forværres.....

Men heldigt nok fordi hans øvrige motoriske usikkerhed gir ham så mange, mange skrammer at var han for følsom så ville livet være een lang rejse udi smertehelvede.

Jeg tror ikke der går en uge uden at han har massive sår og skrammer i ansigtet og på kroppen. Lige nu kæmper vi med et knæ der er så voldsomt skadet og som konstant springer op eller han får flået et nydannet sår af i sin aktive dagligdag og så tis-bløder det atter!

Det er ofte der står en forklaring i hans bog fra skolen om hvorfor han nu har en kæmpe bule eller et stort sår - vi er helt påd et rene med at han er omgivet af omsorgsfulde kærlige mennesker og at den slags bare sker når man er Lauritz.

Men tilbage til det med at tøj kan være lækkeri!

Se nu hans dejlige nye buxer herover.

Fed petrolfarvede velour med gult kantebånd omkring pingvin-prydede lommer...

ÅH, HAN ER VILD MED DEM! Vild som i MEGET VILD!

De er præcis som jeg ønskede mig dem da jeg kontaktede den dejlige sy-kvinde, Trine fra Groovybaby ... and mama.Trine har jeg været samme med i "slyngeregi" - og jeg har tillige tidligere har købt et par ting hos hende. Hun syr de dejligste farveglade og helt igennem skønne ting. trines ting går man ikke fejl af og der er en særlig form for unika over de kreationer hun viser frem. Der er glæde, orginalitet, sødme og masser af mod hos hende... se det selv!

Desuden så var Trine lydhør og fordomsfri da jeg skrev til hende om Lauritz' behov for nemt tøj Lauritz vil gerne, orker ikke altid og kan motorisk sjældent klæde sig selv på. så han kan ikke lide for mange særlige anordninger som fx knapper og lynlåse, buxer der sidder tæt passer bare ikke til ham og hans krop.Men buxer i bløde stoffer og med masser af bevægelsesfrihed i... og smarte, farverige og glade buxer - det er hvad han har brug for!

Og fluks kom Trine med forslag, jeg sendte mål og inden længe kom der pakke i posten med disse "vingpin-buxer" som Lauritz får kaldt dem, når det går for stærkt i hans krøllede hoved.

Da vi modtog buxerne måtte jeg nøjes med at lægge dem på Lauritz' tøjhylde, for han har det en smule anstrengt med nyt tøj. Dér lå de så i et par uger og gloede på ham hver gang han hjalp med at finde tøj frem.

En dag fik han åbenbart mod på at se dem an - og har så siden elsket dem inderligt.

At få ham til at stille op til fotosession, for at få buxerne foreviget, var jeg ret spændt på - men med held fandt jeg på, at han og jeg skulkede fra aftenrutinen efter maden igår - og han sprang rundt på 30 billeder for at vise mig HVOR gode disse buxer er!

Desværre endte det med, at han i sin iver så fik overløb og tissede i yndlingsbuxerne - ærgerligt og gåden og kaos var massivt, fordi jeg ikke kunne love de ville være klar til dagen efter igen!

Men han klarede op ved tanken om at vi lige kunne få overført alle de nytagede fotos til min pc... Og sådan er det med Lauritz - der er kun milimeter fra den total nedsmeltning til lysende, nysgerrig glæde!

Lauritz er det hele - på een gang!