Ih, i dag er det vist efterhånden den 4.- 5. gang at jeg for alvor prøver at være rigtig alene hjemme… Alene fordi alle er i skole og på arbejde og fordi jeg ikke har en aftale ude af huset.
Og midt i et gøremål – ophængning af vasketøjet, dér midt i septembersolen, fik jeg en ubændig lyst til at gå mig en tur ud i skoven, lige her ved siden af hvor vi bor.
En tur derop for at se efter om de vilde brombær er klar til at lade sig plukke.
Og midt i et gøremål – ophængning af vasketøjet, dér midt i septembersolen, fik jeg en ubændig lyst til at gå mig en tur ud i skoven, lige her ved siden af hvor vi bor.
En tur derop for at se efter om de vilde brombær er klar til at lade sig plukke.
Og jeg skal gå den tur helt alene… uden et lille snik-snakkende, humørfyldt sludrechatol ved min side! Vores ellers stort set daglige ture ud i naturen er afløst af... MINE ture ud i naturen!
Jeg kan gå af sted, uden først at skulle sørge for at "vi" får tisset af, få en tår vand eller finde en trøje, smøre en madpakke eller skræller en gulerod.
For jeg skal kun sørge for … mig selv!
Jeg er ikke sikker på, at jeg helt formår at beskrive hvor underlig den fornemmelse er for mig! Her hjemme i min egen baggang, med kun mit eget fodtøj på hylderne…
Bare mig der vil ud og af sted op i skoven…… en meget, meget underlig fornemmelse.
Men også en okay-rar-fornemmelse! Det føles meget uvant – men også rigtigt!
Det er som om, at det er med disse bittesmå ting, jeg for alvor forstår, at jeg er… alene!
Alene i nogle timer hver dag.
For jeg skal kun sørge for … mig selv!
Jeg er ikke sikker på, at jeg helt formår at beskrive hvor underlig den fornemmelse er for mig! Her hjemme i min egen baggang, med kun mit eget fodtøj på hylderne…
Bare mig der vil ud og af sted op i skoven…… en meget, meget underlig fornemmelse.
Men også en okay-rar-fornemmelse! Det føles meget uvant – men også rigtigt!
Det er som om, at det er med disse bittesmå ting, jeg for alvor forstår, at jeg er… alene!
Alene i nogle timer hver dag.
Men det gør mig også glad – både glad fremadrettet – mod alt det jeg nu kan,
vil og kommer til at gøre – men også glad bagud!
Det gir' mig sådan en blød, varm og helt igennem god fornemmelse at vide, at jeg har nydt, nydt og atter nydt at kunne give mig hen til at være sammen med mine småbørn – i mange år og gennem mange forskellige små menneskers liv og dage.
På ingen måde altid dejlige, nemme eller aktive dage – men altid lige præcis de dage, der er så kendetegnende for netop menneskeliv; dage med alt mellem himmel og jord.
Stille og rolige, kedelige, almindelige, lette og glemte dage – ind mellem de der dage der bare buldre frem med sygdom, tandpine, indlæggelser, surhed, tristhed, kaos, vrede, råb og kuldsejlede ideer og forventninger….
Men altid med den gode fornemmelse af, at jeg selv har valgt at være netop i dét!
Glæden over at det vi troede på, det gav vi plads, lod det være vores vej, med alle de omkostninger det så havde. Fornøjelsen ved at vi formåede at gøre som vi menet det var bedst, at det lykkedes os at finde ud af at få det til at lykkes - selv at ville være der for børnene, fylde deres liv ud, danne deres basis, give dem tid og rum til at være "på vej".
For os var det væsentligt, barndommen genudsendes ikke - så der er ikke plads til at udskyde den, mulighed for fortrydelse og for mig er det som med meget andet i mit liv; væsentligt at gøre det jeg finder rigtigst og være tro mod mig selv og mine holdninger til livet!
Ikke at jeg selv har valgt, at der har været sygdom og dårlige dage, men at jeg altid selv har valgt, at det er dér – lige netop dér jeg har været!
Full time! Altid! Nærmest hver eneste dag! Lige dér; midt i vort levende liv!
Oj, det gør mig så glad, så glad …. og det gjorde det i øvrigt også at se, at de vilde brombær er nærved og næsten klar til at blive plukket.
Jeg tror, jeg vil invitere ham min hjertenskær med derud en dag, i den kommende uge.
For at få sol på næserne og være sammen - bare ham og mig!
Nå ja, og brombærrene i skålen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar