SOM MAN BEHAGER...

Jeg er allermest til sjove skøre ting - som fx mange og forskellige knapper, modsætninger og kantede sammensætninger, tossede iøjnefaldende farver, mærkelige former og særlige på-hit.

Og når jeg strikker så er det sjovest
hvis jeg kan få afløb for netop den slags.
MEN sådan er det bare ikke med de fleste
af dem jeg ynder at strikke til!

De fleste af dem er til enkelhed i extremer,
til stille ting, til ikke så vildesammensætninger
og da slet slet ikke iøjnefaldenhed....
jord, creme, råhvid, dæmpet grønt, sort, gråt og stille blå!

Af og til forsøger jeg mig med at være mere...stille i det!

Altså også med mig selv.

Ikke altid at møde op i højrødt mønstret, eller sy i skinger pink

eller møde op i totalflerfarvet blomstret kjole osv.

Men mest af alt så forsøger jeg at huske på og holde fast i,

at ingen andre behøver at have det som mig!

Jeg har selv følt mange års ulidelig "forkerthed" i form af
aldrig at passe ind til forventningerne.

Har gennem en hel barndom og ungdom altid fået besked om,
at jeg faldt uden for, tog for meget opmærksomhed,
var for højt talende, for talende i det hele taget,

for farverig, griner alt alt for højt, er alt for følsom, for temeramenstfuld, alt for direkte,

for meget og bare alt dét der ikke var ønskeligt!

SÅ - jeg øver mig i at lade dem der betyder noget for mig

være lige præcis sådan som de nu er!

Også med deres valg af knapper i trøjer jeg strikker..... (stille suuuk....)

Så når dejlige, smukke, afventende og dæmpede Dagmar vælger dét, der for HENDE er det helt rigtige, til den trøje HUN skal bære, så kan det ikke nytte at hendes farveglade, iøjnefaldende, hurtigtsnakkende og ivirge mor overruler hendes valg!

Så derfor gør jeg mig gerne umage for at Dagmar skal
føle sig set, hørt og anerkendt.

OGSÅ for sit lidt forudsigelige, småkedelige
men naturligvis megte fine knappevalg!

Så jeg gennemroder kasser af knapper for at finde
flere end de tre af dem hun kan lide,

som lå i første kasse - og jeg nyder at sy dem i
trøjen - lige som jeg behersker mig,

når jeg om lidt skal sy stofpaneler over sømmene,
der jo fremkommer fordi jeg har strikket rundt
og så klippet fronten af cardiganen op.

 

JEG ville jo have valgt stærk lilla eller højrødt stof til de paneler - med vilde mønstre i form af masser af elefanter eller prikker i orange. Men Dagmar vil have lysende blåt med fine blomsterstjerne tone i tone - eller måske lidt brunt med hvidt mønster til de stofpaneler... og det er oss ok! 

Så må jeg sprælle i det hele med de par stykker i flokken, der også kan li' at spræller - for de har nemlig også brug for lige så meget at føle sig set, hørt og anerkendt for netop deres særpræg!

Og det falder mig jo naturligt nok lidt lettere.....
det er jo at gøre det sådan

som jeg selv ville ønske at nogen havde gjort det for mig!