tirsdag den 31. marts 2015

GAVEUDFORDRING...OG SNE PÅ VEJ IND I APRIL


Det er en fridags-morgen og derfor sover de tre yngste længe... Det er ikke så tit dét sker, men i dag har jeg måtte vække dem, for der kom tv de havde fået lovning på, at de må se her til morgen - FØR morgenmad og påklædning!
Det er jo ferie.... 


Så jeg gik op og vækkede de tre - og fortalte hvad klokken var - og at det sneede udenfor! 

Sku' jeg ved nærmere eftertanke så nok ikke have gjort...fortalt det med sneen, altså! 

For det havde været bedre om Lauritz - vores søn på 13½ og infantil autist - selv havde opdaget det! 
I et tempo hvor han selv, langsomt, kunne opfatte det!


For mit pludselige åbenbaring af fakta gav hans reaktion en voldsomhed som kun andre der er i familie med børn som Lauritz kender og tror på kan ske.

Han vendte vrangen ud på sig selv, skreg og var vred - helt ubegribelig vred - højlydt og for andre sikkert en anelse skræmmende. 

Det tog lidt tid før hans reaktion var nedtonet så vi kunne snakke sammen. Hans vrede blev til forståelige ord...at han jo mente det er forår og om foråret er der ikke sne.

Jeg kunne snakke fra nu og til næste år om, at det sker af og til, at jeg har oplevet det før og det bliver ikke liggende og hvad jeg ellers fandt på af "trøstende snak" ...
han hørte intet. 

Intet kunne få ham til at lægge låg på alt det der var antændt i ham; vrede, sorg og hyrlig trang til at fortælle sin omverden, at der var rod i systemet hos ham nu - og det gør ham ondt!
Han kan - for de der ikke kender ham, jo virke en anelse grinagtig, latterlig og overreagerende...nærmeste temmelig irriterende og dårligt opdraget. 

Han er ingen af delene...eller jo, han har vitterlig en anden orden i sit indre system end det de fleste af os har! Men han er ikke latterlig, grinagtig eller overreagerende. Og han er med sikkerhed godt opdraget...så godt man nu kan være det som infantil autist og mentalt retarderet.




Og sådan er det at leve med vores Lauritz - og i mange henseender vedbliver han sikkert at være sådan livet igennem.
Og vi vedbliver altid at skulle være på forkant, altid at skulle forestille os hvordan det kan forebygges at hans system går i udu - gennem vores meget bevidste handlinger.

Det er ikke så håbløst som det kan lyde. 
Det er også vældig....inspirerende og fyldt af kærlighed - og vældig, vældig trættende, krævende og af og til ødelæggende for den gode stemning!






Men det er bare et lille bitte flig af hvordan det er at leve med et barn som Lauritz.
Jeg kunne med sikkerhed skrive utallige ordrige indlæg om afmagt, ked af det hed, frustration hos ham og hos os, voldsomhed, kærlighed, opslidt-hed og en masse om glæde og sorg.



Det vil næppe hjælpe mig stort at skrive alt det, det vil næppe heller alt sammen være inspirerende læsning. Eller noget man ville have brug for at svælge i.

Men det ville være ægte.
Det ville være indsigtsfuldt.

Og enkelte ville måske kalde det mere ærligt end når jeg sorterer i mine fortællinger om vores herlige, hverdagsagtige familieliv og mest fastholder enkelte ting og episoder....?

For mig er det hele jo herinde - i mig  og i mit og vores families liv. 

Det sker, at vi må lukke op for posen om livet med og for Lauritz - nu fx hvor han står for at skulle konfirmeres! 

Det er vores intention at ville gøre hans festdag så lidt frustrerende for ham, som overhovedet muligt.

Her er konfirmationsgaver et emne vi har måtte gøre status over - og vi har valgt at tage et, for os, grænseoverskridende tiltag ud i en handling vi ikke helt ved hvad gør for og ved os! 

For en normal konfirmand er pengegaver jo en middel til at opnå ønsker de har. en almindelig konfirmand ved jo at pengen gør at de i uden efter konfirmationen kan indkøbe lige det de ønsker sig.
Men Lauritz er ingen normal konfirmand. 



Han har fx intet begreb om pengesedlers værdi -han kan ikke tænke sig frem til, at de mange pengetelegrammer vil kunne opfylde hans ønske om en basguitar med forstærker eller hele lego togbanen med station, masser af skinner og IC-tog, godsvognen og deslige... eller den kran han så brændende ønsker sig.

Han skal se tingene foran sig, for at forstå, at det er hans, at det er gaver...

Så vi har sendt et brev ud til alle hans gæster.
Et brev hvor vi har bedt folk indbetale deres gavebeløb på en konto. 
Så vil vi, i takt med at beløbene matcher hans gaveønsker, indkøbe de store gaver til selve dagen - så de helt konkret står foran ham - udpakkede eller i gennemsigtig cellofan - på gavebordet.
Så sender vi, inden konfirmationen, et lille billede til hver gæst, af emnet der er indkøbt for de indbetalte gavebeløb, som gæsterne så kan klippe-klistre det ind i deres telegram-hilsen til Lauritz. 


Dermed kan Lauritz se og forstå, at det var gaverne fra alle hans gæster, når han i dagene efter festen skal gennemgå sine oplevelser.




Lauritz fordre ikke meget i retning af gaver.
Han har ingen forventninger om, at han på sin konfirmationsdag skal modtage gaver. 




Vi har forsøgt at forberede ham - mange gange og på mange forskellige måder. Det har tydeligvis ikke forandret det for ham. Han har intet begreb om, at hans søskende fik gaver til deres konfirmationer... Det er for abstrakt.
Han får gaver til jul og til fødselsdag. Det er jo let at styre for os. Vi gir' gaver og han får ikke gaver andre steder fra. 


Han ved næsten hvad der er i de indpakkede gaver i den sæk han får overrakt, med den mængde gaver han skal åbne juleaften. Det er timet og tilrettelagt.
Man kunne sidde og mene, at det kunne han trænes i at klare - tja, det kunne han sikkert ...med god tid og fokus lige dér.
Men der er så meget Lauritz skal trænes i, og så meget han dagligt bliver trænet i at kunne kapere og forstå, eller i det mindste genkende og med tiden måske systematisere... og så virker gavedelen såmænd ret ubetydelig!


Nu er brevet sendt til alle gæsterne.
Vi håber, de forstår hvad der er vores intention - og at de forstår, at de dermed kan lette Lauritz' tilgang til dagens festlighed betydeligt! Og dermed også vores.....



3 kommentarer:

DiSign-Keramik sagde ...

Hejsa

Hvor er det bare en god ide, med at løse gave"problemet" på den måde.

Mange varme tanker herfra, og god konfirmation, når I når dertil.

Mvh. Dianna, DiSign-Keramik



Hanne sagde ...

Hvor er Lauritz dog heldig at være barn/ungt menneske netop hos jer. Et klap på skulderen til jer som forældre. Rigtig god konfirmation :)

Lise sagde ...

Tænk han allerede er så stor - jeg har fulgt med I jeres dejlige familie længe :-)

Han er heldig, den unge mand. at have forældre som i den grad forstår ham og tager de hensyn der er muligt.

Håber for jer alle, at I får en heltigennem fantastisk dag :-)