onsdag den 2. december 2015

2. december 2015

Julekort-tour – en slags julekalender!

Se nu her – julekortet fra 1987 – hvem synes ikke at dette lille ansigt gav hele livet mening?


 

Nå ja, det synes hendes forældre i alle tilfælde; at hun var så vanvittig dejlig at leve med – og for – at vi lod hende optage al pladsen på årets julekort!

Velvidende at det blev sidste gang hun prøvede det!

For i min mave lå næste barn jo allerede og var næææsten færdig og klar til at forsyne vores førstefødte med den bedste gave; søskende!

Og mig??

Ja, jeg havde oplevet at blive væltet totalt omkuld rent følelsesmæssigt, være i et limbo af kaos og vokse med glæden og det altfortærende kærlighed der kom til at fylde endnu mere hos os end vores selvfede kærestefællesskab!

Sådan helt kliché-agtigt fortalt, så blev vores datter her, en naturlig forlængelse af vores kærlighed til hinanden … vi var ikke bare hinandens, vi havde i fællesskab taget imod en gave, modtaget et menneskebarn og gjort os til guides i hendes liv!

Og for hende vil vi gå gennem ild og vand, og sikre at de der smukke øjne, alle de viltre krøller og al den nænsomme, temperamentsfulde personlighed fik mulighed, grobund og evig forsikring om, at mindst TO mennesker altid vil elske hende – uforbeholdent og uden regning!

Det var i sandhed en kæmpegave at blive forældre!
En øjenåbner af rang!
Jeg var først slået helt omkuld, alle mine eller så fint pakkede mentale skuffer, som jeg normalt selv bestemte over, var blevet rykket ud og indholdet lå i en pærevælling og skulle i den første tid som mor, sorteres og finde helt nye pladser inden i mig og for mig!

Det var voldsomt, hjertevridende og absolut ikke for sjov!

Og da hende, på julekortet, var omkring de 10 måneder, synes jeg simpelthen livet var beriget i ubegribelig høj grad, så jeg var pludselig langt fra den indstilling jeg blot to år tidligere havde haft om, at jeg overhovedet aldrig – som i O V E R H O V E D E T A L D R I G skulle have børn i mit liv!

Jeg var klar til at doble vores ”flok” af afkom, i året der fulgte!

Så denne skønne, særlige dejlighed… nød den sidste jul som enebarn i 1987

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Susuanne!
Ej, hvor hyggeligt, det vil jeg glæde mig til at følge med i!
Jeg synes du (be)skriver så dejligt og giver anledning til megen refleksion.

Jeg har haft stor glæde af din blog! Har du i øvrigt slettet den gamle blog?! Eller slår mine talenter blot ikke til.

December hilsner
Line