fredag den 4. december 2015

4. december 2015

Julekortet fra 1989 blev en del anderledes end de øvrige år 
– i stedet for at tage et foto af børnene, så blev det én af ældste barnets ”tilfældige” tegninger – af vores lille familie! 




Det særlige her er naturligvis at jeg, moren, er tegnet med en baby i maven! 
Vores ældste datter var blot lige fyldt tre da hun tegnede denne her tegning med mor, far, lillesøster, en baby i mors mave OG hende selv. 

 Masser af familier med flere børn har den type tegninger. 

 Men jeg bliver alligevel rørt når jeg ser denne her; så lille et menneskebarn – og dog en tydelig fornemmelse for hvem vores familie bestod af! 

Jeg tror valget faldt på at bruge tegningen som julehilsen, fordi vi havde to ting imod os; 
tid var den ene faktor, den anden var penge. 

Tror ikke der var særlig mange penge at gøre godt med og dermed blev det en billig måde at få lavet de ca. 30 julekort jeg sendte ud….. 

Jeg havde arbejdet i den kommunale tandpleje i et års tid…vi havde haft børnene i pasning, men taget dem ud af den ordning igen – og passede dem nu selv… på skift. 

Den yngste var passet ude i noget der lignede 1½ måned – så meldte vi hende ud igen. 
Hun reagerede voldsomt på at være i pasning. 
Det var et ganske godt og helt gennemsnitligt pasningstilbud hun blev sat i – men hun var – og er – sensitiv og vi kunne fra dag 1 i pasningen, mærke en tydelig forskel på hendes balance, hendes overskud ..og nå ja, store ord, men simpelthen hendes trang til at være os andre nær – hendes savn af os og af hendes søster.

Ældstedatteren var også startet i pasning ude. 
Lidt efter hendes 2½ års dag var hun startet i pasning nogle timer 3-4 dage om ugen. 
Hun kunne lide at lege der …men kunne også lide at komme hjem igen! 

Da jeg startede på at arbejde fik hun pludselig lange dage ..og det kunne vi mærke på hende. 
Så hver gang far havde fridage på hverdage blev hun hjemme i stedet. 

Og da vi besluttede os for at stoppe pasningen af hendes lillesøster tog vi også samtidig hende, vores ældste barn, ud af pasning. 
Det skortede ikke på uopfordrede anbefalinger fra alle folk omkring os! 

INGEN syntes vores tiltag var gode. 

INGEN troede på, at det ville fremme noget som helst
for vores børn, at de skulle passes hjemme.


I N G E N ! 
Undtagen os selv… 

Men det var blevet for meget for os, vi ville jo lave familie – så at vælge at leve adskilt i noget der lignede hele dagen – fra 7 morgen til 4 eftermiddag – føltes ikke som det bedste. 

Vi savnede simpelthen hinanden, alle sammen!!!! 

Vi savnede at kende til vores børns dagligdags gøren og laden. 

Savnede at være deres primære personer. 

Savnede at være dem der påvirkede dem og åbnede livet for dem. 

Vi havde derfor besluttet at passe dem selv …på skift og for en periode, indtil jeg atter skulle på barsel! 

For med den 3. graviditet vidste vi, at min arbejdstid jo var begrænset. I starten af 1990 skulle jeg atter gå fra og på barsel. 

Så for en tid levede vi med, at vi to voksne så ikke fik helt så meget tid sammen som vi plejede. 

For med udsigten til at skulle have en hverdag med to småpiger til at fungere, blev det sådan at far arbejdede aftenvagter 3-4 gange i ugens hverdage, og flest mulige weekender, og dermed var den der havde det daglige arbejde med begge børn. 

Mor arbejdede alle hverdage fra 8-15.30 og når far så var på vej til vagt, havde vi en 16 årig pige, fra området hvor vi boede, der kom og legende med begge børn på legepladsen en halv time, indtil jeg kom cyklende hjem og overtog pigerne igen.

Hjemme med børn var der en skreven besked (Jep! Dette var jo før mobil og sms-tiden havde indfundet sig!) hvor farmand kort havde noteret hvordan formiddagen havde været for tøserne og ham, måske var maden gjort klar til, bare at skulle sættes over eller varmes. 

Vasketøjet fik jeg så lov at ordne - enten sammen med pigerne eller om aftenen inden sengetid...og nåede jeg det ikke så var der jo en anden hjemme igen hele dagen efter! 

Så jeg kunne lege og være der sammen med vores børn, og nyde de timer jeg havde hjemme, uden ulvetid, og uden drama og kaos, fordi dét der skulle laves i familiens liv var enten gjort om formiddagen, af deres far eller sammen med pigerne, eller også kunne det udskydes til weekenden, hvor der så var lang tid til at klare de forskellige hverdagsting! 

Morgenerne var rolige - der var jo kun een der skulle ud af døren til bestemt tid. 
Der var ingen tasker at pakke, ingen extra tøj at skulle speed vaske og pakke ned igen. 

Var pigerne syge, uoplagte eller sov længe var det bare en fjer i hatten, at der altid var en forælder hjemme uanset! 
Det var virkelig lykken i mange henseender.... 

Men det betød knap så meget tid for os to voksne sammen…
og betød også, at vi voksne ikke sådan umiddelbart fik dækket vores trang til alene-tid! 

Og den del var hård – men vi glædede os over, at jeg så havde laaaaang sommerferie (6 uger!) hvor vi levede et mere, for os, ”normalt” familieliv med den ene voksne hjemme 24/7 og den anden af sted på arbejde nogle timer hver uge… og al arbejdsfri tid SAMMEN! 

For det var simpelthen sådan vi gerne ville leve. 

 Så det blev vores prioritering. 

Og hen gennem efteråret 1989 havde jeg ferier og fridage jeg tog af og så sad vi der, julen 1989, med en 3 årig på skødet, en 1½ årig der sov sig gennem juleaften med feber - og så en livlig baby i maven, der sparkede for at sikre sig, at vi huskede hendes snarlige ankomst til vores familie. 

Og med udsyn til, at jeg kunne gå på barselsorlov umiddelbart efter nytår – og gøre klar til at vi skulle modtage vores 3. barn…. 

Vi var i dén grad i trivsel….

Ingen kommentarer: