tirsdag den 2. september 2008

Rørende ....ubegribeligt!


Lørdag formiddag, fred og ro og fritid. Flokken er afslappet, drivende og bare helt i ro.

Formiddagsmaden er indtaget - maverne er fulde og så er der sat en film på dvd’en, mor strikker – det er hyggeligt på en ikke-krævende måde, lige som jeg kan li’ det!


Så sker det… snøøøøøf, hulke, rømme, blinke, blinke … mor bli’r rørt ! Men hvad får dog en mere end fuldvoksen kvinde til at sidde i en dejlig sensommerweekend og vande høns over en film – ikke bare ”en film” men over intet mindre end en børnefilm; ”Alle vi børn i Buldeby”??? Suuuuuk… Svaret er; jeg ved det ikke!

Nu er dét sådan set ikke rigtig et gangbart svar hjemme hos os.
Der skal mere til! Især nok fordi vi jo har Lauritz, der med sit autistiske sindelag ikke lige fanger alle emotionelle detaljer – eller jo, han fanger netop hver en lillebitte detalje, også af følelsesmæssig karakter, men han genkender dem ikke i så nuanceret form, eller evner ikke at kunne kategoriserer dem til brug eller genkendelse sidenhen!

Så Lauritz lod sig ikke bare sådan spise af med et ”det ved jeg ikke”-svar da han spurgte hvorfor jeg græd. Han blev urolig, forstyrret i sit tv-kiggeri og temmelig frustreret. Men heldigvis havde han jo selv kuren der kunne afhjælpe hans uro; nemlig en vedholdende og som oftest meget charmerende nysgerrighed! Hans ”Hva’ græder du for, mor”? blev igen og igen BLÆST ind i mit ansigt af hele hans tandløse 7 års mund – med en svag duft at pikant smøreost!!! – og med hans ansigt helt oppe i mit ansigt, siddende på mit skød, ovenpå strikketøjet og med sin mest charmerende-hoved-på-skrå-og-dirrende-krøller-3-års-Umodehends-vedholdenhed….



Her kunne jeg ikke nøjes med det henholdende ”vi får se” – som ellers er blevet vores lille livline når han er for insisterende. En livline som han godtager, (- introduceret af en fantastisk lærer, Birthe, som i et år har været Lauritz’ første faste voksenkontakt udenfor vores familie!). Næh, her måtte jeg – lettere forvirret og modvilligt – gå i gang med at forklare HVORFOR jeg angiveligt græd over en god børnefilm.


Dén var svær… havde det dog bare været Bambi – dér hvor moderen bli’r skudt – dét ville selv Lauritz nok have kunnet forstå, at jeg græd over, men her var det jo en fim med sol, sommer, høsttid, 6 sunde børn og en dejlig lille 2 årig, en skomager-hund og rød/hvide træhuse der fik det rørstrømske op i mig – og det lod sig ikke sådan lige forklare enkelt for Lauritz.
Når jeg forsøgte mig med et; ”Fordi det er så smukt” – svarede han efter lidt tænketid, at det skulle jeg jo være glad over.

Når jeg prøvede med; ”.. Engang imellem bli’r al den glæde så fyldig nede i maven at der kommer tårer i øjnene…” mente Lauritz, at jeg så græd fordi jeg havde ondt i maven!!

Det tog mig laaang tid at få ham til at slappe af, og mange kringlede forklaringer kom jeg rundt om – intet matchede Lauritz’ behov for forståelse. Men al den forklaring og snak fik jeg efterhånden tørre øjne og min stemme blev normal igen - og efterhånden godtog Lauritz, at jeg atter var som jeg plejede at være og så faldt han til ro….

Så var der dansen om maj-stangen, bedstefar der fik læst højt og atter lidt med den søde lille tumling-Kirsten i Bulderby… åhhh, og jeg strikker og strikker og blinker og blinker mig gennem slutningen – og så skynder jeg mig ud i køkkenet og gør frokosten klar – og når lige præcis at pudse næsen i et halvvådt tilfældigt viskestykke, før Lauritz arriverer med bemærkningen; ”MOR – du ska’ ik’ se mere fjernsyn – du bli’r så ked af det”!
Den lod jeg stå uimodsagt og gik i stedet ud med ham for at klippe purløg og kigge efter om de er flere friske salatblade….


PS: - og nej, mine søde svigerinder, om I nu læser med her; mine rørstrømske tårer skyldes IKKE en graviditet…!!!

4 kommentarer:

Shabby - Marianne sagde ...

Åh... ja hvordan forklare man lige.... vi har haft held med det der kaldes social-storys - kender du det? Men det er svært også fordi børn med autisme spørg og spørg og kan spørge igen dagen efter, ugen efter osv.... Og jeg bliver altså også rørt af Bulderby - hele sceneriet....

Fuglemamma sagde ...

Kjære Susanne - jeg måtte visst svelge litt gråt i halsen jeg også nå;-) Har lest gjennom hele siden her og du skriver så mye som er verdt å lese! Ha en god onsdag!

mortil9 sagde ...

Shabby-Marianne; ja, vi har lavet een social-historie...og jeg måtte bøje mig i støvet for den virkede med ét slag - til trods for min modvilje og min manglende fidus til den slags.... Det var nærmest som om nogen trak i en tråd i de højere magter for efter bare at have læst den historie op for/med ham tre gange var problemet løst.... Vi brugte en hel aften på forældrekurset på Krabbeshus for at få lavet den historie på den rigtige måde - og jeg sad med en slet skjult hovedrysten og var en anelse "kækhøj" da vi tog hjem. Vi lovede at læse dne op for sønnen og så fortælle om slagets gang sidenhen... og jeg var og ER imponeret - og lidt chokeret over HVOR stor virkning den slags har på børn inden for det autistiske spektrum... det er vildt! Synes stadig at det er lidt af en opagve et få dne formuleret ret, og derfor bruger vi dem kun når vi er velforberedte!!! ;0) Dét var jeg så ikke da vi så Bulderby-dvd'en - men det kan jeg blive!! ;0)

Fuglemamma; Åh, hvor skønt med kommentar fra dig - jeg har jo fulgt din blog gennem snart 1½ år og så er dte lidt sjovt og dejligt at du har fundet vej hertil - tak for din søde kommetar - og tak i lige måde med den gode onsdagshilsen!

mortil9 sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.