onsdag den 20. februar 2008

Noget godt i vente.....



Uhmmm - hvad gør man når man egentlig har lidt arbejde der skla fra hånden - men i samme hånd kribler det efter at vinde det smukke, dyb lilla Merino-silk op og fatte en strikkepind og gå igang med at fremstille en MINI til husets mindste.... aaaarrggghhh, man bider da tænderne sammen og fatter blyanten og tastaturet og ser så at få det der arbejde fra hånden - FØR man forgiber sig på strikketøjet....men man må godt tænke et stort ÆV imens!
Nå, men forventningens glæde er jo den største såhhhhh......
(foto fra DESIGN.CLUB.DK)

torsdag den 14. februar 2008

Sokkeuhyret i ny forklædning...




Lige nu strikker jeg på både en trøje, en lille dåbsgave, et tørklæde, en barnebluse med hæklede blomster og en lille kjole – og så strikker jeg sokker!
Sokker….det er omkring 10 år og – eller flere – siden jeg sidst har strikket sokker.

På en eller anden forunderlig vis så slider små babyer ikke på deres fod-foderaler, så nok har alle vores børn haft strikkede sokker og strømper på – HJEMMESTRIKKEDE naturligvis – men de har kunnet pakkes væk og ud igen ved næste barn uden brug for at blive fornyet i nævneværdig grad - ja, selv mit valg af garn og mønster har holdt til 20 års forandring – dét er alligevel noget, ikke?
De små sokker, jeg strikkede i min første forventningsfulde graviditet, er de samme som jeg fandt frem og lagde pænt på hylder og i skuffer ved alle de 8 efterfølgende gange vi har modtaget et barn!

Og siden hen er netop sokker – i forskellige børnestørrelse – noget mange andre har givet som gave, som en sød hilsen og i det hele taget har vores børn altid haft skisokker, gummistøvle-sokker og deslige nok. Gjort af kærlige hænder, men altså kun sjældent af mine!



Så i alle tilfælde er der gået omkring de der 10-14 år siden jeg sidst har strikket sokker… og nu har jeg genoptaget det – af nød men sandelig noget jeg forventer bliver til lyst!


Af nød fordi jeg – i lighed med andre – for 3 år siden har skiftet til lange knæstrømper.

Dels fordi der i vores private strømpebeholdning er hen ved 300 strømper at vaske, sortere og parre – og muligheden for at finde lige dem der er mine – og i takt med at flere herhjemme voksede op og fik lige så store fødder som jeg! – er på det nærmeste en ret så tidsrøvende opgave – og så dels fordi jeg her på mine gamle dage er blevet lidt mere…hm.. kuldskær og nyder den varme der er i ca. en ¼ af min kropslængde, når jeg er dækket af en dejlig varm strømpe fra tå til knæ.

Så jeg kan let finde de strømper der er mine, når nu jeg er – eller vist snart VAR – den eneste der bruger så lange strømper.

Så jeg har de sidste år købt mig fattig(ere) bla. i fede, lækre chasmer-sokker herfra www.skosnuden.dk og gode sorte bomuldulds-strømper og lign.
Min fodanatomi er god – og mine fødder er forholdsvis sunde – jo, jo jeg har gået i andefødder og i Kalsøe sko med minushæl og det hele i løbet af min barndom – og har kun haft ét par træsko i mit liv; da jeg startede på Panum Instituttet og de hvide træsko blev en del af min daglige påklædning… Siden hen, da jeg kom ud i klinikken, skiftede jeg til flade gode sko – om end de stadig var hvide – dengang! Men trods mine Helle Godtved-inspirerede fodpleje, så har jeg ét sted på min fod, hvor jeg hurtigere og hurtigere slider HUL på mine fine strømper! Lige dér hvor hæl bliver til svang… dér slider jeg hul - og jeg stopper og stopper strømper, for dét er jeg nemlig god til og jeg laver nogle gode stopninger der er til at gå med bagefter! At påstå de er sirlige er nok at gå for vidt – intet ved mig er sirligt – heller ikke mine strømpestopninger, men flade og fine dér er de!
Nu har jeg så fået den ide – besættelse jævnfør tidligere indlæg – at jeg hellere ville stoppe på strømper jeg selv har strikket, for det forestiller jeg mig vil være både lettere og af større værdi end de der fabriksfremstillede finmaskede strømper. Så jagten på flotte, smukke og inspirerende strømpemønstre har været gået ind i de sidste uger – og hold da op, der er jo masser af sokkerstrikning derude. Herligt - og jeg fik købt lææææækkert garn over nettet via http://www.123knit.com/ - og ville da liiige genopfriske med et par nede i str. 22, sådan bare liiige for at tjekke OM jeg har det som med at have lært at cykle; det man een gang i livet nemmer, man aldirg glemmer.
HA… det er sandt; jeg laver en lige så F****** træls hæl, som jeg pludselig alt for godt husker jeg gjorde … dengang for mange år siden!!!
Aaaaarrrrggghh… jeg må på jagt, ha’ krisehjælp ellers dør min nyvundne strikke-sokke-lyst den visse død! Ud og finde en anden hæl, end den med vendepinde, der giver mig SÅ stor nederlagsfølelse at det er mere end jeg tror, jeg kan holde ud… Jeg må ha’ både støttehjul OG styrestang i bagagebæreren på min cykle …… NU!

Anonyme Afhængige Strikkere.....



Dav, jeg hedder Susanne, jeg strikker…

Rundt omkring i blogland skiver flere om at der nærmest er en afhængighed at være vild med at strikke, som at være alkoholiker! Hm, jeg har nu kendt er par pæne, alkoholiserede mennesker gennem mit liv… og selv om jeg ER besat af at få rørt pindende og rusket et par garnnøgler HVER dag, så har det på ingen måde noget som helst at gøre med at være
afhængig som en alkoholiker… slet, slet ikke!

Ud af mit behov for at sidde og falde hen med et stykke strikketøj kommer der en indre sjælefred ( - nå ja, og af og til en hel masse kaos fordi det ikke går stærkt nok, inspirationen er for kraftig, tiden for kort eller pengene for små til helt at leve min besættelse ud) kommer der også en produktion der som oftest er særdeles brugbar og anvendelig. Dét kan man på ingen måde sige om alkoholikeres besættelse! Desuden kan jeg lægge det fra mig, ved hvornår prioriteringerne skal være anderledes og andet skal komme før mit behov for strikketøj, jeg bliver ikke usund af at strikke – snarer tværtimod! – og sidst men så absolut ikke mindst;
jeg kan sagtens være nærværende, opmærksom og KÆRLIG selvom jeg strikker!!!

søndag den 10. februar 2008

Jeg bli'r så stille....

Jeg bliver helt stille indeni, når jeg sidder her og ser tv vise flere af de ubehagelige og utrolige eksempler på hvordan bla. syge og gamle plejes - og jeg bli'r jo også ked af det - for dem der er midt i det. Ked af det for de der står i det, enten som pårørende eller endog som personale... ked af det - for begge dele må føles tungt at leve med - på hver sin måde, ganske vist......

Jeg bliver naturligvis også ked af det, for de mennesker det reelt går ud over - men jeg har INTET til overs for de, der vil forklare det med manglende ressourcer, manglende penge eller lign.
Dén går ikke - det er ikke godt nok til mig ...
Heller ikke selv om jeg da også synes, at der skal meget mere i både lønningspose og i administration og kassen for ansatte - men den går ikke som plausibel forklaring på den opførsel og manglende indsigt, selvkritik og menneskelig håndtering - OVERHOVEDET IKKE!!!!

Hver eneste gang og igen og igen vises der optagelser af ansatte, der har en så negativ og ublu holdning til dem de er ansat til at varetage.
En holdning - eller flere - der bare ikke på nogen måde kan bortforklares med manglen på penge ...
Hvordan kan man sidde passivt og henlede en anden ansats opmærksomhed på, at psykisk syge bare er ude på at få lidt fra bolsjebutikken?? Hvor er det personlige, medmenneskelige ansvar og indsigt?? Hvor er dne faglige..?
Hvem ER det nu lige der er ansat til at tage vare på og hånd om den beboer, der beder om mere medicin?? Det er den ansatte, der bare sad der på sin flade og tvæt konstaterede, at "de opfatter det som en ren bolsjebutik"!!!
Jamen, HVEM var det nu der skulle drage/tilbyde omsorg, lyttelapper, aktivitet og HJÆLP til den beboer der var angst, den beboer der have uro i kroppen eller en adfærd der viser at noget ikke er godt?? Var det ikke dét der var humlen i at vedkommende var beboer dér?

At der laves medicineringsfejl - jow - det kan sagtens skyldes travlhed og manglende tid - det ville jeg for så vidt godt kunne acceptere og delvist leve med, HVIS altså de der ansatte så VAR hos de syge, deltog i livet med de syge, gav omsorg og vejledning - nærvær og skabte tillid og tryghed... - og holdt sig til reglerne om at registrer når fejl skete!

Jeg er mor til et barn der - måske - vil få brug for at opholde sig i beskyttede omgivelser, når han engang er så voksen, at vi ikke er mere - indtil da varetager VI SELV omsorgen for ham...

VI slår os selv i hovdet, beklager og går i rette med os selv, når/hvis vi en aften får glemt at give ham hans medicin mod epilepsi til tiden.
Når vi beklager og laver vores egen lille registring over hvad der gik galt den aften, så kan jeg nu forstå de lærdes hovedrysten og overbærende smil... for det er åbenbart OK at glemme det - i deres regi! Men det er dte ikke i mit...

Når vi takker nej til fuldtidsinstitution til vores dreng - og til aflastning ,så er jeg nu endnu mere overbevist om, at dét er det helt rigtige valg for både ham og for os.
Vi kan selv tilrettelægge vores hverdag og hans lille liv, så det bliver kontinuerligt, kærligt, tillidsskabende, nært og konsekvent nok - og så vi til hver en tid selv kan stå inde for indholdet af hans dag og hans omgivelser.
Det gør mig godt tilpas - og det gør mig lettet, at jeg ikke er een af de pårørende der må sidde og blive nervøs for om det foregår sådan på mit barns, min søsters eller lign.s bosted, som det igen og igen bliver dokumenteret på tv.

Om det går hen og bliver vores søns virkelighed, den dag vi ikke kan længere, ved jeg ikke - og jeg skubber tanken laaaangt væk - lige til jeg, som i aften, ser nyhederne og mærker tanken, følelsen og frustrationen komme til mig - igen!
Og så bli'r jeg så stille.........

fredag den 8. februar 2008

Varme i unge pigeskuldre



Så er der fotos af noget af alt det jeg strikker til alle mine små - og store!

For denne her er sørme til een af de ældste!
Nummer to i flokken, Stine fik i julegave et strikkekit til en skuldervarmer - hun går på MGK - konservatorieforberednde uddannelse og spiller både cello, klaver, saxofon og har direktion og sang, rytmisk og slagtøj og spiller i to bigbands, underviser kor og er med i et stort strygerorkester - så der skal bevægelsesfrihed til for arme og ben - men af og til kan man godt få en "kold skulder"...

Kittet var købt til hende, fordi mor her - naivt - troede, at datter da selv ville lave sig en sådan varmer... meeen hvorfor dog gøre det når moar er hurtigere, gerne vil og i det hele taget nok så det næsten som en dele julegave - nej vel?

Så nu kan jeg vel også tillade mig at vise frem - når det er mig der gjorde arbejdet, ikke?

Opskrften er fra Hjertegarn, nr. 20075 og jeg har strikket med Grønhøj Kamgarn og brugt ca. 145 g og strikket på p 3.

Af ændringer er der en enkelt;
Jeg har undladt at lave den fede rulekrave opskriften lød på (- sikkert dén der kunne trække de sidste 50-55 g garn jeg ikke brugte i forhold til mængden som opskriften foreskriver!) - og har i stedet lavet en kort rullekant i halsen. Lige som barnet ville ha' det!

- og skuldervarmeren bli'r brugt, så den er helt klart et hot-hit...

mandag den 4. februar 2008

Med hvor det er muligt....


(foto fra Ravelry)


Jeg har – i lighed med så mange andre - tilmeldt mig på Ravelry! Jeg har været på listen i nøjagtig 5 dage – og der er allerede mere end 4000 der har søgt om optagelse EFTER mig… og jeg har hele 3046 FØR mig i køen!!! Det MÅ da være attraktivt at komme ind dér, hva???

Found you!
You signed up on January 30, 2008
You are #97543 on the list.
3046 people are ahead of you in line.
4026 people are behind you in line.
92% of the list has been invited so far

søndag den 3. februar 2008

Sø-anemone huer


Mine to småpiger med nye huer - strikket og valket af deres moar....

Egentlig skulle huerne ligne en uåbent kastanje - med "pigge" der gav lidt form og sjov - meeeen et eller andet er gået lidt anderledes end ventet under valkningen - og jeg aner ikke HVAD - men det er sådan, at de vist mest af alt ligner... Søanemoner...
Ja, totterne er som en stor søanemones tentakler - og dét lader vi dem så være; Søanemone-huer - det lyder da også sødt, ikke? Og meget piget!
Pigerne er i alle tilfælde helt tilfredse med dem - de er bløde -efter valkning vel at mærke - Dagmar var vældig skeptisk, men er jo vant til at jeg strikker i - for hende - kradse sager, der så alligevel bliver bløde og dejlige!
De er strikket som almindelige huer med rullekant, lidt større end de skulle bruges.

Strikket i Tweed 300 på p. 3 og der er brugt ca. 30 g til den mørke og knap 24 g til den lyse - + garn til totterne.


De vil blive brugt - ingen tvivl om det!

Jeg må nok regne med at den lille - strikket i str 3 år - snart skal fornys til en lidt større størrelse - for Gudrun på 2 år er klart tiltrukket af søsters noget større hue - så der må nok laves en Søanemone mere......

PIF ... piiiift, heyy... come on...

Åh, er lige blevet gjort smilende opmærksom på, at jeg har en forpligtigelse til at føre gavelegen "Pay it Forward" videre her på min blog – og ohhh, det vil jeg så hjertens gerne, for det var nemlig pga. denne leg - bla. ovre hos Julia/aalerusen , at jeg oprindeligt fik sat mig ned og lavet min egen blog – det er nemlig en forudsætning for at kunne deltage i "Pay it Forward", at man selv har en blog og kan føre legen videre på denne måde !

Jeg er så lidt ”sen i betrækket”, så jeg havde simpelthen ikke fattet, at jeg ER med inde hos Julia - men NU fandt jeg så ud af det, og vil strax opfylde mine dejlige forpligtigelser og invitere til at 3 kan melde sig her hos mig til Pay it Forward!

Her kommer reglerne for PIF, og så håber jeg, at der er nogen derude der vil lege med….

  • For at deltage og få en gave, skal man selv give 3 gaver væk.
  • Jeg giver en gave til de tre første, som melder sig hos mig.
    Disse tre skal som betingelse gøre det samme på deres blog - så det er altså en betingelse at man selv skal have en aktiv blog!
  • Der er kun yderligere to krav: Gaven skal være hjemmelavet og du skal opfylde dine forpligtelser inden 365 dage.

    Sådan skal glæde spredes - som ringe i vandet…med Pay it Forward!