Jeg bliver helt stille indeni, når jeg sidder her og ser tv vise flere af de ubehagelige og utrolige eksempler på hvordan bla. syge og gamle plejes - og jeg bli'r jo også ked af det - for dem der er midt i det. Ked af det for de der står i det, enten som pårørende eller endog som personale... ked af det - for begge dele må føles tungt at leve med - på hver sin måde, ganske vist......
Jeg bliver naturligvis også ked af det, for de mennesker det reelt går ud over - men jeg har INTET til overs for de, der vil forklare det med manglende ressourcer, manglende penge eller lign.
Dén går ikke - det er ikke godt nok til mig ...
Heller ikke selv om jeg da også synes, at der skal meget mere i både lønningspose og i administration og kassen for ansatte - men den går ikke som plausibel forklaring på den opførsel og manglende indsigt, selvkritik og menneskelig håndtering - OVERHOVEDET IKKE!!!!
Hver eneste gang og igen og igen vises der optagelser af ansatte, der har en så negativ og ublu holdning til dem de er ansat til at varetage.
En holdning - eller flere - der bare ikke på nogen måde kan bortforklares med manglen på penge ...
Hvordan kan man sidde passivt og henlede en anden ansats opmærksomhed på, at psykisk syge bare er ude på at få lidt fra bolsjebutikken?? Hvor er det personlige, medmenneskelige ansvar og indsigt?? Hvor er dne faglige..?
Hvem ER det nu lige der er ansat til at tage vare på og hånd om den beboer, der beder om mere medicin?? Det er den ansatte, der bare sad der på sin flade og tvæt konstaterede, at "de opfatter det som en ren bolsjebutik"!!!
Jamen, HVEM var det nu der skulle drage/tilbyde omsorg, lyttelapper, aktivitet og HJÆLP til den beboer der var angst, den beboer der have uro i kroppen eller en adfærd der viser at noget ikke er godt?? Var det ikke dét der var humlen i at vedkommende var beboer dér?
At der laves medicineringsfejl - jow - det kan sagtens skyldes travlhed og manglende tid - det ville jeg for så vidt godt kunne acceptere og delvist leve med, HVIS altså de der ansatte så VAR hos de syge, deltog i livet med de syge, gav omsorg og vejledning - nærvær og skabte tillid og tryghed... - og holdt sig til reglerne om at registrer når fejl skete!
Jeg er mor til et barn der - måske - vil få brug for at opholde sig i beskyttede omgivelser, når han engang er så voksen, at vi ikke er mere - indtil da varetager VI SELV omsorgen for ham...
VI slår os selv i hovdet, beklager og går i rette med os selv, når/hvis vi en aften får glemt at give ham hans medicin mod epilepsi til tiden.
Når vi beklager og laver vores egen lille registring over hvad der gik galt den aften, så kan jeg nu forstå de lærdes hovedrysten og overbærende smil... for det er åbenbart OK at glemme det - i deres regi! Men det er dte ikke i mit...
Når vi takker nej til fuldtidsinstitution til vores dreng - og til aflastning ,så er jeg nu endnu mere overbevist om, at dét er det helt rigtige valg for både ham og for os.
Vi kan selv tilrettelægge vores hverdag og hans lille liv, så det bliver kontinuerligt, kærligt, tillidsskabende, nært og konsekvent nok - og så vi til hver en tid selv kan stå inde for indholdet af hans dag og hans omgivelser.
Det gør mig godt tilpas - og det gør mig lettet, at jeg ikke er een af de pårørende der må sidde og blive nervøs for om det foregår sådan på mit barns, min søsters eller lign.s bosted, som det igen og igen bliver dokumenteret på tv.
Om det går hen og bliver vores søns virkelighed, den dag vi ikke kan længere, ved jeg ikke - og jeg skubber tanken laaaangt væk - lige til jeg, som i aften, ser nyhederne og mærker tanken, følelsen og frustrationen komme til mig - igen!
Og så bli'r jeg så stille.........
