onsdag den 26. november 2008

Forberedelser ...



For nogle år siden fik alle mine - dengang bare 6 børn! - pakkekalender HVER morgen i julemåneden.
Da jeg een af gangene samlede de 144 - ja, éthundredeogfirefyrre - gaver på vores spisestuebord og gjorde klar til både indpakning og ophængning på de dertilindrettede pakkekalendre, blev jeg helt mør og lidt træt indvendigt af alle de små overflødighedsting der lå klar ...... og dengang besluttede jeg at vores børn ikke længere skulle have pakkekalender hvert år.

Der skal særlige begivenheder og aktiviteter til før det udløser en pakkekalender. Sidste år var den ældste fx på højskole - og dér var sådan en pakkekalender særligt velkommen - og overraskende - glædeligt - og temmelig meget misundt (- og nydt) blandt de øvrige kursister på højskolen.....

Men i år er der ingen særlige aktiviteter hos udvalgte af flokkens medlemmer..... men til gengæld fik jeg så LYST til at lave en adventskalender til dem alle... og den kommer første op at hænge når det bliver dagen før 1. søndag i advent. De ved det ikke - og det er godt - for gode gaver skal man modtage når man ikke går og forventer det, ikke?

Julegaver ved vi alle at vi får - og er vi een af dem der laver den totale udgave at en ønskeseddel så ved vi jo næsten også HVAD vi får! Det er dejligt at få gaver - også julegaver - men det er vist allerbedst når vi af og til får en helt uventet gave... uanset pris, brugsværdi eller behov.

Jeg får masser af gaver året rundt. Ikek de der store og pengemæssige værdifulde - men en hel masse gaver der er givet med spænding og lavet med hjerte og flid. Det er naturligvis børnens små kærkomne gaver jeg tænker på. De giver gerne gaver til andre. De elsker den lille spænding der er ved hele forberedelsen til at skulle give en gave. alt lige far at være kreativ og til at udvælge til HVEM denne ting er lavet. Det kan være alt lige fra en lille halskæde af fintklippede sugerørs"perler" og til smukke farvestrålende tegninger. Der er for mig ingen tvivl om at det allerstæreste er de der sommerfugle og spændingen i maven når man venter på at aflevere gaven, når modtageren pakker op (= hiver og flår i en ½ kilometer tape der er brugt for at få gavepapiret til at sidde fast!!!!!!)
og gaven beundres!

Det er dejlige øjeblikke... som helst og aldeles modsvares af den der knap så sødmefyldte, forventningsfulde spænding, når vi alle véd at det er gavetid, når det hele er papir og gavebånd og 6 ugers total forbrugerræs med potentielle ønsker og tusidneevis af gaver hid og did.

Jeg ved godt, jeg er en lidt morbid gave-killer, når jeg højlydt ligger Fætter-Fuc****-BR katalogets ønskeafkrydsningsliste for had, når jeg de gange hvor tv'et er tændt og flyder over med vanvittige behovsskabende reklamer og deslige!

Men jeg gør det nu alligevel; gør opmærksom på, højlydt og til alle der er i min nærhed, at det er et forbandet show og en så ulækker måde at skabe behov hos store og små.

Og så gør jeg mig mine forberedelser så VORES juleaften og gaveræs minimeres og så vi får sat fokus på det der tæller i stedte for at gå til i gavestress, julestress og u-hygge!

Med min vanlige håndfaste og skrappe logistik - julelogistik - så har vi sat vores december og selve juledagenen så meget i system, at det de sidste mange år har været en ren fornøjelse at gå december i møde.

Juleaften - der førhen var total kaos og masser af fuldstændige mærkværdige følelser og udbrud, har de sidste mange år herhjemme været hygge og ro, masser af god tid og en hel masse følelser af den mere behagelige, overraskende og ikke mindst rolige slags.

Det kan jeg lide - og det fylder os alle med varme og glæde...


En træt lille tulle går til ro efter en dejlig juleaften 2007


PS: Og bare rolig, ingen børn går grædende i seng juleaften - for vi får alle sammen flere gaver den aften. Der er købte og hjemmegjorte i en skøn blanding - og der er også forbrugerræs, i lille målestok, men mest af alt så er der JULEFRED, JULEGLÆDE og SAMVÆR!


mandag den 17. november 2008

NUL HULLER.....

Jeg gjorde det sgu' - strikkede en hæl UDEN huller!



Med en fantastisk anvisning af Linda, der i kommentarene her skrev, at jeg kunne finde en fuldstændig vejledning hos Helle, der for henved et par år siden... og vupti; dér var den (nederst på siden!) og her er mit første "nye" forsøg på en hel hæl uden huller... og det VIRKER!!!!

Helt vildt - og fra nu af kaldes den herhjemme for "Helles Herlige Hullefri Hæl"

Meeeen ... for der ER ét men; jeg synes skisme det tog tid, var noget rod med alle de der pinde og lidt for meget af det gode at strikke lidt frem og lidt tilbage og hive en tråd op og over, og 2 løkker over på pinden - og så videre...
Ikke at det ikke virkede, og ikke at det ikke var til at forstå og gå lige til, med Helles fabelagtige anvisninger, men jeg er for LIDT tålmodig og har for travlt til at sidde der og...nå ja, nørkle med sådan en hæl.
Det skal gå tjept og det skal være noget jeg kan ordne uden al for meget hurlumhej og sager at huske på.
Jeg skal let ku' tage det med i skoven, på legepladsen, på biblioteket og i kirken. Uden at tabe pinde, huske på hvor jeg kom til og deslige!
Sådan skal det være for mig, når jeg strikker sokker - jeg er i dén henseende kun til praktiske løsninger.
Ellers kan jeg godt lide ting der skal fintænkes til, emner der skal justeres og eftertænkes og gøres ved. Krummelurer og pynt er jeg faktisk temmelig glad for ... men altså ikke på sokkerne......
SÅ nu er jeg gået i tænke-, øve- og overvejelsesbox, så jeg kan ende op med lige dén model jeg vil ku' "tage med mig" i hverdagssokkefrembringelsen........


MEN jeg ku' sgu' - lave NUL HULLER i mine strikkede sokker og dét er dejligt at vide! Tak for hjælpen...

Lille kat, lille kat, hvis er du...?

Jamen, ham her, smukke Albert, er da vores nu - eller han er naturligvis sin egen - også - men han bor hos os nu!!! Sammen med sin plejesøster, skønne Bertha, flyttede de hjemmefra og her op til os!

De var længe ventet og alle i det ganske land har kunnet følge med i deres - og en 3. killings - liv og levned gennem de første mange uger gennem Annes blog; Hverken fugl eller fisk....


Vi hentede dem i fredags - og så har de stort set udløst suk og støn og åhhhh og nej se der lige siden. I dag var første gang de skulle være alene hjemme og vi vurderende, at det gik an at lade vores gamle hankat, 11 årige Viggo være barnepige herhjemme! Jeg var ude i 4 timer og alle lå afslappede og roligt da jeg kom hjem igen; de to små sammen og den gamle alene i den anden side af et fint tæppe i stuen. Der var hverken revet gardiner ned eller tisset på gulvene - orv, det e r let når killinger kommer fra gode hjem med masser af hænder til at gøre dem kælne og tillidsfulde - og renlige!

Gudrun er smaskforelsket - og hun er nænsom nok
til at få lov til selv at tumle med Albert.

Familiens øvrige medlemmer er også vilde med de små katte - de store drenge mest når kattekillingerne går berserk og leger vildt om aftenen - op og ned at trapperne og hen under de gulvlange gardiner og tilbage igen - springe frem fra hjørner og lege vildt med garnnøgler og pinde, papir og en tapt clips på et glat trægulv - dét er lige noget for et par legesyge drenge og killinger!
Mette på 18 har fundet sin helt egnen måde at nyde de små mislinger på; hun kidnapper dem!
Op på sin brede seng og putte, nusse med dem og så lade dem blive deroppe hele dagen, hvor de så ligger og slumre og spinder når hun er hos dem....Sådan gjorde hun lørdag over middag og først hen mod spisetid til aften, begyndte vi at lede for alvor i hele vores store hus... på hylder, under sofaen, bag klaveret, under skænken og alle vegne... indtil skønjomfruen bekendtgjorde, at Albert og Berthe da var oppe hos hende, for "de trængte til fred"!!!!!

Vi er ikke helt så kvikke til at tage de skønneste fotos af killingerne - men de kan nydes i fulde drag hos Anne - fx her, og her og her.......




søndag den 16. november 2008

Den var go´....




Jahhh, den var god - og al den snak om den dårligste Bondfilm til dato, at hans forgænger er ked af at Bond skulle være blevet mere voldelig mm. kan man godt glemme!



Han er blevet en BLØD BOND, ikke sådan en kedelig mandschauvinistisk kold og utilnærmelige kvindemagnet .

( - men han heler godt nok sine skrammer helt fantastisk hurtigt!)

Han er langt mere lækker nu, og viser sig jo at være et mennekse...

Og vores egen hr. Christensen, er også lige som han skal være; en ægte hårdkogt skurk.... og kvinderne er skønne, søde, delikate i alle aldersklasse og ...suuuk, den var go´!!!!





HAN ER BOND.... JAMES BOND!




... og nej, jeg fik ikke strikket en eneste pind... det var der ikke tid til, jeg holdt jo øje med Bond!!! ;0)

STORHEDSVANVID.... eller bare dårligt syn?

Tja, jeg ved snart ikke...? Jeg kunne bare overhovedet ikke komme ind her på blogspot... hm... prøvede og prøvede.... vidste det var den rette kode - og vidste - troede jeg - at det var den rette adresse jeg brugte til min konto.... indtil jeg kom til at se nærmere efter (dvs. med næsen heeeelt nede i tastaturet... hvem sagde; brug dine briller???), og så at jeg da vist havde haft storhedsvanvid da jeg skrev den ind... eller i hvert tilfælde havde ramt den forkerte tast, da jeg ville skrive "10ifamilien.....!
Og det er jo sådan at 9-tallet sidder lige før nullet på tastaturet - så jeg havde skrevet "19ifamilien...." !!!

Kan man strikke i bio??

Jeg skal i biografen med ham min eneste ene i aften - og vi skal se ham her...

Det vil jeg gerne - i parforholdets hellige fællesskab!
For det er på trods ham her ikke en film jeg ville gå ind for at se, hvis jeg skulle vælge alene, men jeg går med og nyder at se den, fordi den enste ene kan lide den film, og jeg synes det er dejligt at være sammen i biografen.
Og jeg synes det er lige så vigtigt at gøre ting sammen, som at gøre ting hver for sig - og for sig selv!
Små ting - af og til måske endog umiddelbart ubetydelige ting - som vi gør for, med og mod hinanden.

Og med en travl og oplevelsesfyldt hverdag i en stor familie, gør vi to voksne os umage for at gøre ting sammen - bare ham og mig.
Ikke de store dyre og luksuriøste tiltag, der af så indlysende årsager ikke sker flere gange om året! Og som vi to herhjemme ikke helt føler så meget for, at vi giver køb på alt andet - ( Ja,sorry fru Ørting - men vi er så ordinære herude hos os, at en fælles bio-tur kan få os op at ringe uden videre...og det vigtigste er vel at man kender sine behov, ikke?!)
Jeg har ikke den helt store trang til kaviar og champagne på sengekanten i en dyr hotelsuite i spa, med wellness og det hele... men popcorngnaskende, coladrikkende biografmørke med små klem og et piget lille hvin af og til; dét kan få mig til at nyde livet - SAMMEN!
Men ku' man dog bare også strikke i biografen!
Nogen der har prøvet det??