mandag den 22. juni 2009

Og så var der udstilling i Skals ...

(Fotoremse lånt på skolens hjemmeside)


Åh åh åh åhhhhhh hvor var det smukt - det hele ... og sikke en stemning jeg kommer i, når jeg er derude...Det er så smukt, så fint, så nænsomt og så.....estetisk ægte, at det tager alle mine småbekymringer, al min hovedpine, nakkesmerter og nææææsten også alle de grå hår væk - piiiist væk er det der tynger og gir' let ubehag!


For det er en verden for sig at gå rundt i alle de fine gamle lokaler og se på al det smukke, smukke veludførte, gennemarbejdede og skønne håndarbejde!



% Jeg er ellers ikke så glad for mit navn - men broderet så flot og farverigt er det da næsten .....smukt!
Jeg bli'r ikke mere tilpas end når jeg kan stå og nyde synet af så meget smukt broderi...


Smukt broderet brød-svøb med opskrift

Een uges kursus derude koster godt 3200,-kr. - hvis nu jeg lod være med at spise slik i et helt år, SÅ...eller når jeg om to måneder fylder år, så ku' jeg ønske mig....

Nå, det går jo ikke - for der er mere i dét end pengene ...

Jeg kan jo godt brodere - lidt men ganske pænt - og sådan på ren Susanne-vis - men tænk om man i en HEL UGE ikke skulle gøre andet end sidde dérude og sy og sy og sy og lære mere og mere...jamen, wow altså....

Jeg vælter mig i fotos fra den smukke dag - også af det fine marked udenfor, hvor der var så mange unika-smykker, så megen glaskunst-håndværk ( jeg er IKKE så vild med glas - hverken kold eller varm forarbejdet!) en masse smukt keramik - og så var der GULDRINGEN ... dén der liiige passede til min finger, den som vil være den perfekte erstatning for den gamle og helt tyndslidte, som jeg må lade ligge i skuffen fordi den ikke længere kan pudses op.

Foto lånt her

Ja, vi var fattige studerende dengang tilbage i 1983, hvor vi efter 3 år som kærester, syntes vi ville ha' ring på...Håbløst umoderne var vi - og det undlod min ellers søde veninde da heller ikke lige at kommentere igen i lørdags, da vi stod derude på markedet ved Skals Håndarbejds skole, og jeg sukkende og henført strakte min solbrune, nu en anelse rynkede hånd frem iført den smukkeste guldring...
Hun syntes - dengang - og synes stadig, at vi er umoderne og totalt gammeldags - ham, min eneste ene og jeg!


Hønsefods-æggebæger - næsten FOR realistiske...
Men skidt med det - for jeg kender hende, min gode gymnasieveninde fra forgangne tider, der både dengang og nu er så hård i flinten at hun latterkliggør mine sukkende feminine behov for at være iført en fingering af guld...hun har et hjerte så stort og som banker så vildt og voldsomt at hun egentlig gerne ville ha en ring somd en jeg sukkede efter...meeen hun vil ikke overgi' sig!

Ha - hun ER gennemskuet .....

(foto lånt her! )
Skøøøn tæt filtet smuk pude til stolen derhjemme ...

fredag den 19. juni 2009

WWK-day i lørdags (nu med billeder!!)

Sidste lørdag så man så lige mig drage hjemmefra med vattæppe, strikketaske og termokande - og extra panodil og zymelin fordi kraniet var fyldt med snot!! - og så mødtes jeg på Centralbibliotekets p-plads
(det eneste sted tæt på midtbyen man snart kan holde mere end de berømte to timer) med to af mine farvorit-veninder...
De havde sjovt nok samme oppakning og så gik vi ned til Hjultorvet, hvor der angiveligt skulle være fælles strikkedag i anledning af international World Wide Knitting-day.



Og dét var der - og før vi fik set os om var vi bænket ved "Seriøst strik-for-sjov"s strikkehappening - et strikketøj som man kunne være 8 om at strikke på, på een gang!



Hvad det var...hm... en faldskærm, en borddug, et rundt tæppe eller noget helt andet kan det ende med at blive til - sjovt var det i alle tilfælde.

Efter at have strikket sådan i fællesskab i nogle hundrede maskers-tid, fik man en ny forbipasserende til at tage over og så kunne vi tre strikkeglade veninder finde vores eget strkketøj frem.



Det gik ikke ram forbi; de andre strikkedamer skulle lige se hist og her og hvad var nu det vi er igang med - og den ene af vores lille tre-kløver, måtte et par gange op og stå fordi hun var iført det dejligste Topstykke - det sidder nu også rigtig pænt på hende... og andre af damerne fra Seriøs strik for sjov var iført samme model - men havde forlænget det og bar Topstykket som en hel kjole... smart!

Og vi havde musik til arbejdet - for musikskolens marimba orkester spillede op - og unge smaspilgrupper gav den gas med flotte - og MEGET hæøje - numre. vi havde en hygeglig dag sammen - med strik i offentligheden - og sluttede fa med laks og kylling på Jensens ( der helt ud over sædvane viste sig far den flotteste servicemindede side ved at find eet bord til os uden problemer selv om min reservation af bord derinde var glippet for dem i travlheden! Super - og som sagt lidt usædvanligt for dét spisested!)


En dejlig dag med gode oplevelser... tak for det, Lisbeth og Sarah....
Jeg H A D E R at ha' migræne!!!!!

Jeg dukkede forsigtigt op til overfladen igår morges... efter næsten 2½ døgn for "nedrullede gardiner" ÆV!!!
Men som så mange andre skriver om netop migræne, så er det ulig alt andet SÅ S K Ø N T når man igen kan mærke - nej, netop IKKE mærke - sit hoved!!!

Så er der jo bare alle hængepartierne som sådan et break down efterlader sig; alle de aftaler der blev aflyst, alle de ting der fik lov at flyde, alle de opgaver der blev udskudt, alle de mennesker man har trukket dobbelt på!! Kunsten er så at tage det så stille og roligt nu, trods alle de ting der ligger i bjerge og venter, at jeg ikke igen bliver offer for den alt overskyggende, alt nedbrydende og alt fortærende M I G R Æ N E !!!
Jeg VIL ikke..........

mandag den 8. juni 2009

KLAR TIL OPTAGNING LANGS KANTERNE.....




UUUUUHHH HA - dét er jeg bare ikke så tilpas med...altså!!
Gennem alle mine strikkeår har jeg haft strikketøj der skulle tages masker op på - rundt i halskant og på forstykker...og dét er jeg bare ikke så tilpas med at skulle gøre.
Jeg er sikkert bare alt, alt for lemfældig til den slags arbejde!
Og min tålmodighed og mit strikkeværd lider da under at gøre ting, som jeg ikke ret godt kan lide.... ;0)
Men af og til så strikker jeg jo altså en model, som k r æ v e r at jeg samler masker op langs kanterne...og efter at have forsøgt i årevis at gøre en masse krumspring for at UNDGÅ at skulle det, så har jeg nu besluttet, at jeg VIL kunne lave disse fine optagningskanter - ja, jeg skal kunne det! Om det så bli'r med lidt "snyd"!!! Som fx at bruge en hæklenål og hækle en form for lænke op i den kantmaske på strikketøjet, hvor jeg egentlig bare skulle burge den som 1. maske=opsamlingsmasken. Men man må godt snyde - når bare det er sig selv man snyder - ikke?

Lige nu er det denne model jeg er ved at få færdig; Helena (Ravelrylink) ...

Modellen vil jeg med sikkerhed lave igen - især når jeg lige får styr på den dér opsamlingskant - men SÅ skal det godt nok være i een af de farver der ikke skære sig ind i mine øjne og får det hele til at minde om...pistacieiscreme.....!!!
Men Dagmar er bare så glad for netop denne farve - det er også den der er i foret på hendes anorak - så jeg var nødt til at lade hende få lov at få noget HUN kunne lide!! det er anerkendende og øger barnets selvbevidsthed...siger de "klåge"!! Jeg kunne nemlig med lethed have lokket Dagmar over i een af de farver jeg bedst kan lide!!!
Men jeg vil jo også gerne være en anerkendende og rummelig mor, og lader da derfor barnet selv bestemme... en sjælden gang!!!
NB!
Når prøven med opsamlingskanten er levet igennem og (helst) bestået, så kommer der en endnu længere og langt mere pinefuld prøvelse; at jeg skal udholde at se min søde datter i denne pistacifarvede Helena....uuuuaaarrrggghhh !!!!
Jeg overvejer seriøst at lave en magen til i en lækker ferskenfarvet og så påstå, at den pistaciefarvede har fået ny farve i vask... men dén går nok ikke - hun er nemlig en klog lille pige, hende den små Dagmar!!

onsdag den 3. juni 2009

Øh….. tid for kaffetår?

Sidste sommer havarerede ham, min-eneste-ene, og de to ældste døtre med vores sejlbåd – midt under en kapsejlads i lidt hårdt vejr, rev masten sig pludselig fri og blev skudt op gennem dækket, rev et skotvindue af og drev hele båden ned at ligge, for så at drive den rundt og frem og tilbage alt efter hvor og hvordan sejlene der jo endnu sad fast på den brækkede mast fik fat i bølgerne og vinden…

Vandet stod ind hid og did og båden krængede til mastesiden....der var klart drama og alle øvrige både i vandet ilede til for at undsætte dem.

Men en lynhurtig, snarrådig og helt utrolig rolig besætning fik kappet alle virer til masten og måtte lade den gå til havs – med de nye sejl und alles…. Skaderne på selve bådens skrog og dæk var voldsomme – og der var intet at gøre …

Og for motor og fulgt af et par af de andre både fra sejladsen, kunne de langsomt og forsigtigt manøvrere båden ind i havnen…

Den er nærmest revet op og bliver aldrig til båd igen……. Dét var en sindsoprivende oplevelse og jeg er – også her – dybt taknemmelig for både ham, min- eneste-enes total ro og overblik selv i kaos men også, at det var de to ældste der var med til sejladsen denne aften!

De kom alle tre våde, forskrækkede men velbeholdne hjem.
De var yderst fattede, var meget rolige og fortalt stille om den uforudsigelige og dramatiske oplevelse… Det virkede umiddelbart som om det var ok det hele!

Men da der var gået godt 2 timer kom reaktionen; de blev blege, rystede, blev helt vildt sultne, frøs uhæmmet og snakkede som vandfald – alle 3…

Det blev sent den nat da vi kunne gå i seng - og sommeren gik desværre med dels at afvente taksators endelig tilsynekomst, og dernæst afvente den endelige dom mht. om båden udløste forsikringssummen eller om den skulle repareres….?

Og sidenhen – da båden blev erklæret for uegnet til reparation og videre brug – at finde en ny båd der matchede forsikringssummen OG min sejlende families strenge krav om, at det bla. SKULLE være en Polaris Drabant (pd) og at den skulle være i den og den stand OG samtidig kun måtte koste præcis den forsikringssum vi havde fået ud fra den havarerede båd – vi havde nemlig ikke en eneste krone yderligere at putte i dette køb!

Det hele lykkedes – med min gode mands fabelagtige menneskekendskab, ro og tålmodighed…Vi købte i august/september en ”pd” næsten magen til den havarerede, af en mand der havde haft den stående på land i flere år og IKKE under nogen omstændigheder villet sælge den!
Ingen der hørte, at vi ville byde på den båd troede på, at den kom til at være vores…

Manden der ejede båden havde haft en tragisk skæbne og vil aldrig nogensinde få den båd i vandet igen - men havde også så mange minder bundet til båden at den bare IKKE skulle sælges.....

Han var faldet ned og kommet alvorligt til skade, fik en blodprop i sit sygdomsforløb, konen gik og børnene tog afstand. …. og det eneste han så havde som var som før hele misseren var denne båd!

Båden stod som forladt for sidste gang – for 5 år siden; dynen lå i køjen, kaffekoppen stod endnu på bordet, søkortene lå slået op på den sidste tur familien havde været på osv.

Det var en både sørgmodig og tankevækkende beretning….

Ny polaris på vej "hjem"
Men i dag er båden købt og betalt kontant, den tidligere ejer er glad for at vide den er ude på vandet igen og også over, at han til slut tog den svære beslutning og valgte at sælge den til os.


Gennem slusen.... med de små som tilskuere

Nu er det så første hele sæson vi skal ud på længere sejladser med denne båd. Kapsejladserne har børn og mand deltaget i siden sejler sæsonen startede lige efter Påske – og det er gået helt uovertruffen godt; en masse førstepladser og et par 2. pladser – jow, jow - dén båd er som skabt til dette familiære mandskab – siger kaptajnen! Ha – han kan vente til han får mig og mine strikkepinde ombord en dag – SÅ oplever han nok den første vrangvillige gast og så kan det nok være at piben får en anden lyd!!! Men indtil nu har jeg kun været med på småture og dér har vores yngste skud været med og hun er endnu ikke så sejlvant at jeg har kunnet læne mig tilbage og strikke – så strikketøjet har ikke været med på de ture…men dét kommer, dét kommer….
Ikke meget har skullet gøres efter købet af båden her. Den er velholdt og er en god familieturbåd – den en del år yngre end vores gamle båd og derfor lettere at holde fin (den gamle Polaris Drabant var også, som den eneste af den type både, apteret med teaktræsdæk – og dét krævede en del vedligeholdelse! Men denne ”nye” båd er i rigtig god stand og i eftermiddag stikker Per og vores 3 sønner af på den første overnatningstur i båden… derfor har de alle været i gang med at gøre den tur-klar!

Letmatrosen Gudrun ..styrer for vildt - i agterstavnen!!


Niels og Lauritz stille op til fotos

En mand på dæk...

I går aftes var de til kapsejlads og ville i den forbindelse lige få alt køkkengrej og diverse på plads, vasket af og gjort den helt klar til i eftermiddag… og nu her til tidlig-morgen da jeg stod op faldt mit øje på denne her;

MEGET GUL halv-kaffemaskine
Hø... den er da ikke for køn, vel?? Sådan nærmest lidt retro-agtig.. på en måde...!

Gudrun og Dagmar

Et meget sjældent syn - mor har roret!!!


Nå ja, men vi drikker ikke kaffe så naturligvis skal den ikke med tilbage til båden, hvor den øjensynlig kommer fra…men mand, jeg ved slet ikke om jeg synes om den, eller jeg egentlig bare slet, slet ikke kan holde ud at kigge på den??!!

Kaptajnen og havgassen...

Nå, dét er der ikke tid til at dvæle ved – dagens program er benhårdt; ordne madpakker, sende mand af sted, skolebørn op og af sted, cykel køres til skolen til cykelistprøve, tilbage og få endnu et barn af sted, gøre de to yngste klar til at komme med ud i byens storbutik og handle til både en almindelig uge OG en tursejlads for 4 stortspisende herrer, så skal vi en tur omkring lægen med et af børnene, hjem igen pakke indkøb ud og på plads, lave frokost, putte den yngste til en lille lur, tilbage på skolen og se en udstilling, hjem med hele flokken, pakke fødevarer til turen, lave eftermiddagskaffe til alle, tage imod Lauritz og gøre ham sejlklar, køre alle drengene til havnen og vinke behørigt farvel, videre til et kort bestyrelsesmøde, hjem til pigerne der er tilbage og som vil lave pandekager til aftensmad – spise og hygge med dem, gøre de to små klar til natten og få hyggeputtet dem - og så skal jeg…. arbejde lidt …og i seng!
Overspringshandlinger er forbudte i dag …meeeen mere enrgi kunne godt bruges... en kaffepause kunne også synes tiltrængt... måske man skulle overveje at begynde at kunne lide kaffe... og jeg gad nok vide om den der grimme halve kaffemaskine egentlig virker??