En sætning som snart sagt alle rabler af sig i ny og næ..;
"Tør øjnene og tag en tudekiks..." sagt neutralt og til een der i et øjebliks åbning fortalte om ting der plager dem, om ked af det hed, om ærgelse og deslige.
Nu hører jge ikke selv til de der pakker meningerne alt for meget ind - tvært om - men af og til synes jeg det er FOR ufølsomt, for afstandskabende - for eenøjet - når sætningen bare svirre ud i luften og lavt hen over dén der formastede sig til at udtrykke sine inderste tanker og følelser....
Jeg har selv stået for skud af og til... og jeg bliver altid ked af det.
Lige meget hvor lidt det så end er jeg åbner for mit indre, skal det ikke fejes af med en moderne ligegyldighed...
Jeg fortæller ærlig talt sjældent ret meget om de opgaver og problemer jeg står med.
Jeg er ikke hypokonder. Jeg er heller ikke sådan een der konstant taler om mine egne sorger eller mulige problemer. Jeg kan sagtens drage egne erfaringer ind i en samtale eller i en situation hvor det er passende, men som regel nøjes jeg med at fortælle for at underholde fremfor at angle efter andres opmærksomhed, råd eller sympati og medlidenhed.
En hel del mennesker regner mig for at være cool og ret så hård i flinten.
Det er jeg så ikke, skulle jeg hilse og sige.
MEN jeg er fuldstændig helt og aldeles direkte.
Jeg spiller med helt åbne kort, manipulerer aldrig i det skjulte, siger det som jeg tænker det, er ikke særlig strategisk, er ikke beregnende eller smålig med mine meninger og opfattelse af tingene - what you se is what you get!
Og hvad jeg siger, det står jeg ved - også selv om det kan være ubehageligt eller jeg er ene om den opfattelse af tingene.
Jeg er - synes jeg - ret nem....
Jeg vil gerne ha ret - men ikke ved at manipulere folk af sted, i ly af venlighed og deslige. Jeg argumentere med oprigtighed og inderlighed, med hjerne og hjerte - og har ubegribelig svært ved folk der ikke gør det.
Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg slet ikke egner mig til noget som helst der foregår i det skjulte eller som en manipulation "under bordet".
Jeg er god til lobbyvirksomhed - men kun hvis den er så ærlig og redelig, at jeg må fortælle om det...
Mener jeg noget om et emne - og er i en position, hvor det er af betydning, at jeg kommer frem med den - så siger jeg det, direkte, ærligt og uden omsvøb.
MEN jeg går ikke efter at såre folk. Jeg er ikke ude i at ville "nakke dem".
Og jeg kender som oftest godt forskel på de der kan og de der ikke lige i nuet kan tåle min facon.
Og jeg kender godt de, der har brug for omsorg, FØR jeg fortæller dem tingene uden omsvøb - for jeg kan sagtens komme af med mit budskab ærligt og kærligt på een og samme tid. Men også til hver sin tid!
For jeg kan sagtens holde mine meninger om fx folks nye frisure, deres valg af farve til hår eller sko, kærsten eller deres børns opdragelse helt for mig selv, hvis ingen spørger mig!
Jeg kan sagtens blande mig udenom.
Og jeg er ikke sådan en ideologisk bedrevidende kvinde, der bare MÅ så mine fantastiske meninger og evner alle vejne og frelse enhver på min vej, fordi jeg har set lyset eller spist af kundskabens træ!
Jeg kan tie stille hvis ikke man spørger mig om råd eller vejledning.
Jeg kan til gengæld sagtens snakke fanden et øre af, når jeg er glad eller gal, vild eller tæskeklog på et emne.
Og er jeg i det humør så deler jeg gerne ud af mit liv, mit vid og mine erfaringer eller holdninger til både det ene og det andet. Helt ublu og uden at oveveje om de andre er enige eller bare synes jeg er "for meget"!
Og jeg tåler godt at få besked om, at nu skal jeg ikke fylde hele rummet med mig...
Men jeg pakker altså sjældent ting ind i vat, når der er emner hvor jeg rent faktisk skal og bør sige min mening.
Og derved har jeg ofte ramt andre for hårdt i deres egen opfattelse af deres værd og vid.
Dét kan jeg tage at få at vide. Og jeg bliver ikke harm eller puster mig op, hvis det er en reel afvisning jeg får for min direkte facon. eller hvsi nogen sidder inde med argumenter der kan overbevsie mig om at jeg tager fejl eller må ændre mening. det er jeg fuld af respekt for - og tør godt indrømme det.
Og jeg kan sagtens tåle den lige så direkte tilbagemelding - så længe man går efter bolden og ikke kvinden.
Så længe det, der debatteres er emnet, og så længe det gøres uden skjulte dagsordener og uden indirekte sarkasme om mig som person.
Jeg higer ikke efter at alle kan lide mig, eller er helt enige med mig i mine holdninger.
Jeg har ikke brug for at være venner med alle.
Jeg kan sagtens samarbejde med folk jeg ikke ellers er enige med - HVIS de spiller med åbne kort og holder sig for gode til ondskabsfuldheder og ironi.
Sagtens kan jeg det.
Men jeg bliver drabeligt såret, når man så til genglæld for min åbenhed, slår om sig i vildskab med både tudekiks, beskyldninger eller sigter helt forbi og efter de ømme punkter der ikke er til debat.
At blive "dolket i ryggen" eller "slået under bæltestedet" kan jeg dårligt tåle.
Så vakler jeg af sted som et skamskudt dyr. I dagevis og med en kyllingehjerne der igen og igen vil vide HVORFOR er det, at nogen har brug for at behandle mig sådan..... ?
PS. Tænker du nu på at skrive en kommetar om, at jeg må se at tage mig en tudekiks og komme op på hesten igen ... så undlad venligst. Tak!
Røde blomme tomater af egen høst, fra en regnvejrsdag sidste år - det kan kun gi nydelse....
