Men som tiden nærmede sig lørdag, stod det klart at skulle turen give os alle glæde, fornøjelse og overskud så måtte vi ændre planer til en lidt nærmere destination end fx Blokhus og Løkken....
For efter en i øvrigt meget velykket tur torsdag til Fyn hos vores meget kære venner, så måtte vi sande, at det for os alle - men især for Lauritz - ikke var optimalt een gang til at skulle afsted med så lang en køretur.....
At dele livet med et barn som Lauritz gør, at vi af og til og næsten dagligt må være i stand til at forandre vores planer, ændre mål og udskyde behov og umiddelbare lyst. Ikke kun for hans skyld, men for at vi alle trives. Det gør vi med gode miner og helt bevidst - og uden suk og klage, for sådan ER det at vi vil dette liv; med glæde og rummelighed og med plads til os alle. Men det er ikke altid at ens intensioner og overordnede holdninger sådan liiige finder vej til ens umiddelbare følelser - og da en del af familiens medlemmer ejer et rædig, rædig godt temperament, så sker det at låget hopper af den indre trykkoger.
Dét e helt i orden her hos os - og også dét kan vi deale med, synes jeg!
Men altså; i lørdags reviderede vi vores planer for en strandtur og så pakkede vi til en hel dag på nærmeste dejlige, badested; Hejlskov......
Det er IKKE havet - slet, slet ikke - det er fjord - Limfjord. Og så er det er bare små 10 minutter i bil - halvdelen af vejen køres på støvet grusvej og der er på det nærmeste menneskeforladt deroppe - selv denne hede dejlige sollørdag var der max 8-10 familier/biler der fandt vej derop - til en ca. 4-5 km laaaang sandstrand.
Ubegribeligt, for der er SÅ dejligt dér,(- men det er IKKE havet!)
Vandet var skøøøøønt - der var fralandsvind og dermed ikke risiko for vandmand i de mængder der for nylig kom til Hejlskov.
Og der er slet, slet ikke dybt... der er så langt ud som min extrazoomfotolinse kunne række, mulighed for at komme i "kun til navlen"! Vandet er fuldstændigt klart - med vand til hoften kunne jeg stadig tage billeder og få flotte farver frem dernede på sandbunden.... og vi NØD det... helt vildt (- men det er IKKE havet!)
Lauritz nød det - var forholdsvis rolig, og med een af os voksne koblet på ham hele tiden, så fik vi efterhånden en afslappet dreng der bare havde brug for en del hjælp og kropslig kontakt for at finde sin ro.
Det var skøøøn mad vi havde taget med - trods panikken, mens vi pakkede - (Okay...mor her havde endnu lidt frustration indeni, over ikke at kunne komme på sin ønsketur til Blokhus... suuuk, med bilen helt ned til stranden, med luft luft og mere luft, med vand og mere vand, brusende bølgegang og med masser af dejligt vådt, hvidt sand....- og dét skulle jo UD... frustationen altså - og den slags kommer ikke altid i så hensigstmæssige handlinger og vendinger! De står model til en del i min familie!De er seje....og hærdede!)
Vi havde fået det bedste og dejligste mad med os - masser af helt nybagte (jow jow, mor står jo mega tidligt op herhjemme!!) pølsehorn - glutenfri og almindelige, lidt salat til og to store bøtter med hhv. glutenfri og almindelig pastasalat med feta og små modne tomater og godt med olie og krydderi, der var utallige flasker koldt at drikke - og der var forbavsende rift om hyldeblomstsaften og det kolde vand denne dag! De søde sodavand som coca cola og fanta var ikke lige i så høj kurs som tørstslukkere....- og der var hygge og mere mad! Det var godt!
Der var hyggensak med en familie vi kender lidt og som bor i Hejlskov by, kom ned med deres teenagere der også skulle bade og lege lidt med deres kajak. Hun er nordmand og taler det dejligste, syngende, klingende norske - lige til at give mig en frydefuld gysen hen over ryggen - jeg elsker klangen af norsk - og så fik vi lige en god beretning om, at de om lidt ville forlade den varme danske sommerhede og tage til Norge og gå en bestemt vandretur i de norske fjelde - har glemt hvad den hedder - men ikke engang vores norske bekendte har prøvet dét før og hun glædede sig sådan. Men tykke trøjer og vandrestøvler... lidt sjovt at snakke om, mens sveden drev af os alle! Jeg nød skyggen inde under den kæmpeparasol som ham, min søde, eneste ene, havde gravet ned midt på stranden!!
Jeg strikkede - på en klud! - og nød at have lidt - forholdsvis uforstyrret - tid til at strikke - nå ja, indtil det hele var fedtet ind i sveddråber og fint strandsand - og jeg nød at se vores børn lege i vandet og i sandet - alle sammen!
Ej, den mindste søgte skygge, puttede sig under sit gamle, hjemmestrikkede bomuldstæppe og tog sin daglige middagslur, tæt ind til mig, dér midt på stranden og i varmen...mens de andre hvinede af fryd, spillede standbold og skød med freesbee og byggede de mest vidunderlige slotte og havfruer - hentede mere mad og svømmede laaaaangt ud.
Lauritz blev efterhånden også helt fortrolig med vandet deroppe, og jeg gik ud for at skyde et par fotos af hans og de andres vandpjaskeri... og det var nok dér at det skete; at jeg blev temmelig solskoldet!
Af alle var jeg den eneste der ikke blev smurt behørligt ind i solfaktor 50.... jeg opholdt mig jo også udelukkende med mit strikketøj dér i skyggen - ja, altså undtagen de 4-5 minutter hvor jeg gik ned i vandet og fotograferede...men vand og sand reflekterer solen ganske udemærket -det vidste jeg jo godt.....
Til stor morskab for alle de andre herhjemme, så er der midt på min solskoldede ryg aftegning af 4 små fingre der har sat solcreme af midt på min ryg... en lille barnehånd der har sat fingerspidserne på, sikkert for at støtte sig op ad mig?
Så hermed er det helt tydeliggjort; solfaktor virker..... lige de fire små prikker har jeg helt almindelig hudfarve - dér midt i alt det røde!
Næste gang må jeg vist få alle børnene til at sætte alle deres cremefedtede hænder ud over hele min ryg!!Selv med min brede ryg, har jeg jo børn nok til at deres hænder kan dække den.... ;0)
Nå, måske skulle jeg hellere lade ham, den enste ene, smøre mig ind i et godt lag solfaktor, FØR vi tager på stranden... hav eller ej!
